En god start på børnehaven
6. juni 2012

Vi vil gerne give vores søn den bedst mulige start i børnehaven. Vi har fået tilbudt, at han kan starte i børnehave en uge før sommerferien. Er det en god ide? Eller er det bedre at han starter efter ferien?
________________________
Mange tak for dit spørgsmål her til brevkassen.
At give sit barn en god start i institutionen, er noget der ligger enhver forældre på sinde.
Jeg kan af dit brev ikke læse, om hvorvidt din søn på nuværende tidspunkt går i vuggestue eller dagpleje, men det har selvfølgelig betydning for hvor stor en omvæltning det vil være for ham, at starte i børnehaven. Er han vant til daginstitution, vil der være mange situationer og rutiner, han allerede vil være bekendt med.
Det er også af betydning, hvordan din lille søn ”normalt” har det i nye situationer. Hvis han havde rimelig nemt ved at starte i f.eks. i vuggestuen, vil han højst sandsynligt også have rimelig let ved at starte i børnehaven. Men er han en lille fyr, der har det lidt svært med nye situationer, skal du nok regne en lidt længere indkøring i børnehaven, for at hjælpe ham i gang på bedste vis.
Hvis I har mulighed for at hjælpe ham i gang efter ferien, kan det være en god ide at besøge børnehaven i ugen inden ferien. Her vil han få en fornemmelse af børnehaven, møde de voksne og så småt begynde at indstille sig lidt på, at der snart skal ske noget nyt. Sammen vil I, i løbet af sommeren, have mulighed for at snakke lidt med barnet om hvad der skal ske efter sommerferien.
Stor omvæltning for barnet
Det er rigtig vigtigt, at give sit barn den bedst mulige start i børnehaven. En god start kan hjælpe barnet til hurtigere at føle sig tryg i den nye situation. Derfor kan det være en rigtig god ide, at forberede og planlægge hvordan man vil gribe indkøringen an. Det er en stor forandring for det lille barn, og det kan kræve både tid og tålmodighed at vænne sig til alt det nye. Husk på:
• at selvom han nu er blevet en stor dreng der skal starte i børnehave, så kan han føle sig meget, meget lille og usikker, når han skal møde de andre børn i børnehaven. Mange af dem har måske gået i børnehave i årevis og har samlet erfaringer og færdigheder, som han endnu ikke har
• at det kan være rigtig svært at skulle sige farvel til vuggestuen, personalet og måske ens bedste lille ven
Stor omvæltning for forældrene
At være forældre til et barn der skal starte i børnehave er også en stor omvæltning. F.eks. er der i børnehaven ikke er så mange voksne til at passe på børnene som I vuggestuen, og det kan umiddelbart virke bekymrende for os forældre, at vores barn nu pludselig skal klare en masse opgaver selv. Vi bekymre os for om han nu klarer det eller om han nu vil stå og være ked af det, uden at nogle hjælper ham.
Tips til en god start
• Beregn god tid til indkøring
• Start med at besøge børnehaven, se jer omkring, fornem stemningen og få en snak med det personale som skal passe jeres barn
• Lav nogle aftaler med personalet om hvem der primært tager sig af jeres barn i starten, og hvem I kan tale med når I henter og bringer barnet
• Snak om hvordan det rent tidsmæssigt er bedst han starter op, i forhold til den person der primært skal værre der for ham (og jer) i indkøringsperioden.
• Fortæl grundigt personalet om jeres barn, og beskriv barnets personlighed så udførligt som muligt. Fortæl om barnets vaner, livretter, sovemønster, sovedyr og andet du vurderer, kan have betydning. Fortæl også personalet om hvad der gør jeres barn glad, hvad han er glad for at lege med, hans yndlingssang, hans yndlingslegetøj mm. Beret også om jeres familie, om eventuelle søskende og f.eks. også om hvor I tidligere har boet, om andre institutioner barnet har gået i, om eventuelle handicap og allergier, om hospitalsophold, skilsmisser og andre ting der har påvirket barnet. Jo mere personalet ved om barnet, jo større forståelse vil de kunne møde barnet med
• Vær nysgerrig og søg oplysninger om institutionen. Spørg ind til hvad institutionen har af traditioner og hvad de lægger vægt på. Få dem til at fortælle jer om den almindelige hverdag
• Spørg også ind til hvilke forventninger institutionen har til jer som forældre
Svært at sige farvel
Men uanset hvordan I griber situationen an, kan tiden omkring institutionsstart være en svær tid. De allerfleste forældre og børn synes at det, især i starten, er svært at sige farvel til hinanden, og det tager tid at få en tryg tilknytning til det nye sted. Det kan godt tage nogle måneder for barnet at falde til, få venner og i det hele taget til at knytte sig til institutionen, til personalet og til de andre børn.
Det er vigtigt at barnet kan se og høre på jer, at I er glade for institutionen og trygge ved at aflevere ham der. Lad være med at sige negative ting om institutionen når barnet er i nærheden. Tal ikke dårligt om stedet når jeres barn høre på det, vær positiv og åben.
Få en god dialog fra starten med børnehaven, vis dem tillid og respekt for deres arbejde. Gør fra starten det til vane at spørge når og hvis, der er noget der undrer jer eller ting i er usikre omkring.
De fleste pædagoger lægger stor vægt på og energi i, at drage omsorg for vores børn i deres daglige pædagogiske arbejde. De har en længere uddannelse bag sig og har en stor faglig viden der kan være rigtig god at trække på. Også pædagoger bliver rigtig glade for at blive anerkendt for deres arbejde, så det er en god ide at bemærke det, når I f.eks. oplever at personalet gør en ekstra indsats.
Børnehavestarten fejres med indkøb af madkasse
Marker børnehavestarten med en festlig indkøbsdag, hvor barnet får lov til at vælge en helt ny flot madkasse eventuelt med navn på og måske en lille rygsæk til at bære den i. Nyd indkøbsturen og gør den til en særlig og lidt højtidelig oplevelse for barnet.
Med venlig hilsen




































