Store ambitioner lille familiebil

Fiesta Active er Fords nyeste bud på en bil til den lille familie, som holder af en mindre bil, der både er komfortabel og kraftfuld på samme tid.

Ford Fiesta er en af de Fords mest populære bilmodeller, og med over 15 mio. solgte eksemplarer siden den så dagens lys i 1976, har man enten selv ejet en eller kendt nogen, som gjorde.

Nu prøver minibilen at bevæge sig ind i det glohede og populære SUV-marked med deres nye Active-model. Og lad os slå fast med det samme: det er ikke en SUV. Den er hverken høj eller stor nok til den betegnelse, men mere end crossover, som med hævet undervogn og kraftfuldt design skiller sig ud fra de tidligere Fiesta-modeller og læner sig op ad de populære SUV’er, som signalerer både overskud og aktivt fritidsliv.

Familieguiden prøvekørte den lille 1,0 motor, som alligevel ydede imponerende 125 hk og var letkørt med rigeligt kraftoverskud selv til pludselige overhalinger. Den havde et godt 6-trins manuelt gearskifte uden dikkedarer og var helt lydløs selv ved høje hastigheder på motorvejen – en fornøjelse! Ydermere var den proppet med ekstraudstyr, hvoraf noget nok kunne undværes for ikke at få prisen helt op i det røde felt. Eksempelvis var der en B&O lydpakke med 10 højttalere og subwoofer, som nærmest gav koncertlyd, og som ungerne synes var det fedeste ved hele bilen. Prisen for den store lydpakke beløber sig til næsten 9.000 kr., men kan fås i mindre variationer. 

Ydermere var der panoramasoltag (10.730 kr.), nøglefri start/stop knap (4.810 kr.), LED-lyspakke (2.370 kr.) etc. Lækre ting, som gør den lige en tand mere luksuriøs, end man er vant til i minibiler, men som samlet også løber op i pris.

Pladsen er – trods SUV-wanna-be udførelsen – den samme som altid. Ikke prangende, men rigeligt til den lille familie, og med bagsæderne lagt ned, sluger den både IKEA-reoler og flyttekasser.

Konklusion: Den mest rappe og spændende Ford Fiesta indtil videre med mulighed for et væld af lækkert ekstraudstyr. Men hold igen, for grundprisen er ikke billig, og med meget udstyr er den pludselig lige så dyr som selv de rigtige SUV’er.

Pris: fra 200.880 kr. (ekskl. ekstraudstyr)


Ford Fiesta Active har et udtryk som en lille glad robot, når den kommer i den smukke Frozen White-udgave.


De store alufælge er standardudstyr på alle modeller.


Den store bagklap åbner næsten lodret op, så det er nemt at komme til.