Vågner dit barn for tidligt?

Når aftener og morgener er lyse, kan det være en udfordring - dels at få børnene i seng, men også at få dem til at sove til resten af familien står op.

Hjælp barnet til en god nats søvn
De lyse aftener og morgener er over os med alt, hvad det indebærer . Og fordi det er lyst længe, kan mange børn have svært ved at finde ro om aftenen, mens de lyse morgener vækker børnene tidligt. Det kan resultere i, at børnene får sovet for lidt, hvilket som regel kan mærkes på børnenes energi og humør i løbet af dagen. 
Jeanette Wegge-Larsen fra Sovecoach.dk rådgiver til dagligt familier i forhold til deres børns sovevaner og giver her gode råd til, hvordan du kan lære dit barn at sove længere om morgenen. 

Vågner dit barn meget tidligt, anbefaler Jeanette Wegge-Larsen, at du er opmærksom på følgende: 
• Bliver barnet hurtigt træt og pylret?
• Er det svært at få dagen til at hænge sammen?
• Sover dit barn ikke nok?
• Er barnet uoplagt og træt i løbet af dagen? 

At "vække" til søvn
Hvis du kan genkende nogle af ovenstående tegn på, at barnet mangler søvn, så har Jeanette Wegge-Larsen nogle tips til, hvordan der kan gøre en aktiv indsats for at lære barnet, at dagen ikke begynder før kl. 6. 
"Børn sover i "bølger" af let og dyb søvn og her imellem ligger en let opvågning. Vågner dit barn på samme tid hver morgen, kan det være blevet en vane, at vågne for meget op i en af de lette opvågninger." forklarer Jeanette og beskriver, hvordan man kan have held til at bryde vanen, ved simpelthen at forstyrre barnet i sin "rytme" inden barnet vågner helt op: 

• Stil en alarm til at vække dig 15-30 minutter før barnet plejer at vågne, og gå ind til barnet. 
• Rør og kærtegn forsigtigt barnet på kinden, flyt lidt på barnet og put barnet med dynen. Ved at pusle lidt rundt med barnet, kan du have held til at skubbe barnet over i næste søvnfase - uden at det vågner helt op og derfor sover videre i stedet. • Gentag seancen hver morgen en uges tid, og der vil være gode chancer for, at I får brudt vanen. 

Det er ikke morgen før kl. 6
Jeanette Wegge-Larsen mener, at klokken 6 eller derefter, er det tidspunkt, de fleste børn trives med at sove til. Vågner barnet inden da, bør du derfor holde fast i, at det stadig er nat. Barnet skal føle sig tryg ved at sove - og derfor er det vigtigt, at barnet føler sig overbevist om, at der ikke foregår noget hyggeligt, rart, spændende eller sjovt før klokken er 6. Der er således ikke noget at gå glip af for barnet, og når barnet ved det, er det nemmere at sove.

Særregler for udprægede A-mennesker
For alle børn gælder det, at der kan være perioder, hvor de tidlige morgener bare synes at passe barnet meget bedst. Og der findes da også børn, som er udprægede A-menneske, mener Jeanette Wegge-Larsen. Hvis barnet trives med tidlige morgener, burde du kunne svare ja til følgende:

• Er dit barn er veludhvilet, frisk og klar om morgenen og holder sig fint igennem dagen?
• Sover barnet samlet set det antal timer, som er alderssvarende?

Ifølge Jeanette Wegge-Larsen har børn, som hovedregel, brug for at sove mellem 10 og 12 timers sammenhængende nattesøvn, indtil de er et godt stykke op i skolealderen.