allergimærkning
5. august 2005

Astma-Allergi Forbundets deklarationsmærkning er ingen garanti mod allergifremkaldende stoffer. Nys, kløe eller anden allergisk reaktion er således ikke utænkelig, selvom dit produkt er blåstemplet af forbundet.
For eksempel anbefaler forbundet produkter i Baby-Care-serien fra Dansk Supermarked – selv om babyplejemidlerne indeholder parabener, der i visse tilfælde kan forårsage allergi.
Astma-Allergi Forbundets direktør Thorkil Kjær understreger, at forbundets mærke ikke må opfattes som en garanti mod allergi, men som en vurdering af risikoen for at få allergi.
"Forbrugeren kan betragte os som en slags superbruger. Men hvis man kender bestemte stoffer, som man er allergisk over for, bør man altid tjekke indholdsdeklarationen. Principielt kan de fleste stoffer nemlig give anledning til allergi – ikke mindst naturens egne gode produkter," siger Thorkil Kjær.
Både producenter og forbrugerorganisationer kritiserer forbundets mærkningsordning.
Kilde: Forbrugerrådets blad TÆNK nr.56 2005










































