flere børn på antidepressiv medicin

Fra 1997 til 2002 skete der en firedobling i antallet af børn og unge, der behandles for depression og andre stemningsprægede sindslidelser.
Det viser de nyeste tal fra Sundhedsstyrelsen, og forbruget af antidepressiv medicin går samme vej.
Lægemiddelstyrelsen udsendte i april sidste år en advarsel om, at antidepressiv medicin kan føre til selvmordsadfærd og selvmordstanker hos børn og unge. Men psykisk sygdom er værre end bivirkningerne ved antidepressiv medicin, viser en ny dansk undersøgelse skriver Dagens Medicin.
Undersøgelsen er den første i verden, der kortlægger sammenhængen mellem børn og unges selvmord og behandling med antidepressiv medicin på nationalt plan.
”Jeg mener, at moralen er, at man pådrager sig et stort ansvar ved at undlade at behandle børn og unge med depression. Dels fordi depression er forbundet med udtalt psykisk forpinthed og en øget risiko for selvmord, og dels fordi tilbagevendende depressioner, som sætter ind allerede hos børn og unge, har meget alvorlige konsekvenser for deres videre udvikling socialt og uddannelsesmæssigt. Hvis man er i stand til at behandle sygdommen, men ikke gør det, så er det ret alvorligt,” siger afdelingslæge Lars Søndergård fra Rigshospitalets psykiatriske klinik til Dagens Medicin.

Læs også