hun vil helst have far

Hej Charlotte,

Min datter på snart 2 år har i et godt stykke tid afvist mig. Når vi er alene sammen er alt som før, men når hendes far er i nærheden, søger hun til ham (også for trøst) og råber ”NEJ” når jeg prøver at nærme mig hende. Når han henter hende i vuggestuen flyver hun i armene på ham, hvor jeg bliver totalt ignoreret. Hun vil heller ikke holdes eller bæres af mig mere, men rækker ud mod far og bliver nogle gange helt hysterisk. Jeg føler mig som nummer 2, nogle gange sågar længere ned i "rækken" og det sårer mig utroligt meget. Hvad kan grunden være?
Foretrækker hun bare sin far, eller er det et spil af en art? Hvordan skal jeg gribe det an? Jeg bliver bare ked af det og trækker mig lidt væk. Håber I har tid til at svare. Jeg er bare så ked af det...

Hilsen Tine

___________________________________________________________

Hej Tine

Tak for dit spørgsmål her til brevkassen.

Det er altid rigtig svært, når man føler sig afvist af sit barn, og det kan gøre en rigtig ked af det.
Det er ikke ualmindeligt, at børn i forskellige perioder foretrækker og vælger den ene forældre frem for den anden.

At kunne rumme sit barns følelser er til tider svært, da det jo indebærer, at skulle kunne rumme dets frustrationer, glæder, smerte, gråd og også afvisning. Dette er en naturlig led i din datters udvikling, og selv om det er svært, må du prøve ikke at tage det personligt, det betyder ikke at din datter elsker dig mindre end hun elsker sin far.

Det er ikke dig der har gjort noget forkert eller galt, for som du skriver, er det fint og godt når I to er alene sammen. Du er på ingen måde ligegyldig for din datter, men du har en anderledes rolle over for din datter end din mand har.

Det er meget svært for mig, at svare på hvad denne ændring skyldes, da du ikke skriver noget om jeres situation. Er der sket ændringer i jeres hverdag med arbejde, familie eller andre ting, skift af institution el. lign., som kan have påvirket din datter på en eller anden måde.

Hvornår og hvordan er ændringen startet, hvordan har det tidligere været med din mand og din datter, har de altid været nært knyttet til hinanden?? Er eller har han været meget væk fra hjemmet?
Er der på nogen måde sket forandringer med dig og din situation eller andet?

Mødre og fædre er oftest sammen med deres børn på meget forskellig vis og tilbyder børnene forskellig slags samvær.
I nogle perioder kan børn være mere optaget af det den laver med den ene forældre frem for den anden. Måske leger din mand mere ”voldsomt” og anderledes udfordrende med din datter end du og leger måske nogle andre lege end du og hende gør. Hun kan være i en periode, hvor hun søger disse udfordringer, og bruger dem til at gå på opdagelse i livet på andre områder end hun søger og er på opdagelse når I er sammen.

Prøv at have fokus i din tænkning på, hvad det er af gode og dejlige ting I har sammen når I hygger jer sammen, og far ikke er der. Jeg er sikker på det er ting som er meget vigtige og dejlige for din datter (og dig).

Du kan evt. også prøve at tale med din mand om hvordan du har det med det, uden at bebrejde ham for det dejlige samvær og nærvær han jo har med jeres datter. Prøv at tal sammen om, hvad I kan og vil gøre ved det. Sørg for at være nærværende og til rådighed for din datter, også i de situationer hvor hun vælger far, hun har brug for du er der og er tilgængelig. Hvis det er muligt for dig, lad være med at trække dig, afled hende måske lidt og kærligt fra det hun vil med far, ved at lave en lille leg.
"Nååå, nu kommer mor og tager dig", kild, grin og pjat lidt med hende.

Jeg tror tiden vil hjælpe jer lidt og at det hen af vejen vil ændre sig.
Du er en vigtig person i din datters liv…ingen tvivl om det.
Det er jo også en fantastisk ting er din datter er knyttet meget til både sin far og mor, for det læser jeg af dit brev at hun bestemt er.

Håber du kan bruge mit lille svar. Du er velkommen til at skrive igen, hvis du har yderligere spørgsmål.

Venlig hilsen