4 år og tisser i sengen

Hej Charlotte,

Jeg har en dreng på 4½, som har været renlig om natten i ca 3 måneder.
Nu er han begyndt at tisse i sengen om natten. Vi forsøger ikke at tillægge det den store værdi, men det giver jo en urolig søvn for ham at vågne om natten og have skiftet lagen mv.

Ved hjælp af børnehaven forsøger vi at presse ham til at drikke mere i løbet af dagen - men han har svært ved at få nok at drikke og er tørstig om eftermiddagen/aftenen, hvilket vi forsøger at begrænse.

Han bliver sat på toilettet, når vi andre går i seng om aftenen. Han er meget ked af at skulle have ble på igen men nævner ikke ellers, at han tisser i sengen. Hvad gør vi?
____________________________________________________________


Hej og tak for dit spørgsmål.

Det allerførste jeg kommer til at tænke på, når jeg læser dit spørgsmål, er at det allervigtigste for din dreng er, at han får en forståelse af, at man ikke kan gøre for, at man tisser i sengen om natten.

At du tager det stille og roligt, og ikke gør det til et stort problem for din dreng er en rigtig god måde at gribe det an på, det vil også hjælpe ham og give ham en tryghed omkring det der sker. Problemet kan forsvinde af sig selv igen, og gør det i mange tilfælde for børn, som endnu ikke er ældre end din søn.

Hvis det er noget der bliver ved, vil jeg råde dig til, at kontakte lægen, for at få en snak med ham, eller for at få undersøgt din dreng for om der kan være en fysisk årsag til, at han er begyndt at tisse i sengen efter at han har været renlig i nogle måneder.

Når et barn tisser ufrivilligt i senge om natten, kaldes det sengevædning, ufrivillig natlig vandladning eller Enuresis nocturne (latin).

Al ny forskning viser at sengevædning (enuresis) skyldes fysiske årsager som kan behandles.
Når større børn tisser i sengen, er det enten fordi de ikke producerer nok af det hormon, der styrer urinproduktionen, eller fordi dets blærer er for lille i forhold til dets alder.

Hvis det skulle være tilfældet for din dreng, er der gode behandlingsmuligheder, som vil kunne hjælpe din dreng med at holde sig tør om natten.
Man betragter sengevædning som værende arvelig, men det kan som sagt behandles i langt de fleste tilfælde – enten med et ringeapparat, hvis blæren er for lille, eller med hormontilskud ved for lille hormonproduktion.

Jeg mener dog ikke, at man begynder at behandle barnet før det er omkring 6 år gammelt, men spørg din læge til råds om dette, hvis det er noget der bliver ved, han ved meget mere om dette område end jeg gør.
Du kan evt. også søge oplysninger på nettet under de søgeord jeg har beskrevet man betegner det at tisse i sengen om natten med.

Der er beskrevet noget om behandlinger bl.a. på netdoktor.dk og måske det kunne være en god ide at læse om det på denne side. Der er desuden også beskrevet forskellige årsager til sengevædning. Jeg vil ikke her give mig ud i at forklare meget om dette, da du vil kunne få en bedre forklaring om dette af en læge.

Ser man på de rent psykologiske sider, kan man sige, at vi her i vores vestlige kultur værdsætter meget højt at vores børn bliver renlige. Den holdning til at blive renlig kan desværre føre til, at man både som forældre og børn kan opleve det som en følelse af nederlag eller at have gjort noget forkert, hvis ikke ens barn bliver hurtig og gerne tidligt renlig.

Tidligere var det også sådan, at man troede at hvis børn tissede i sengen om natten, så skyldes det psykiske problemer hos barnet. Men sådan er det dog mindre i dag, da moderne forskning i dag viser at det ikke holder. Når barnet har problemer med at tisse i sengen er der i de allerfleste tilfælde en fysisk årsag (som ovenover beskrevet). For nogle børn kan problemerne forsvinde igen efter kort tid og for andre kan det vare ved et stykke tid, og der kan en behandling af den ene eller anden art være en god hjælp for barnet.

Men som jeg startede med at skrive, er det allerbedste du kan gøre, at hjælpe din dreng til at forstå, at han ikke selv kan gøre for at han tisser i sengen om natten.

Prøv at snakke med ham om det, så han får et så naturligt forhold til det som muligt. Tal med ham om at du godt kan forstå det er ærgerligt at skulle sove med ble igen, men at det måske er bedre end at han skal vågne og få forstyrret sin søvn om natten, for at få skiftet sengetøj og nattøj. Fortæl ham også at det går over igen.

Hvis han skal sove ude, så snak med ham om at I sammen vil fortælle det til kammeraten han skal sove hos, så han ikke kommer til at opleve det som nederlag og skamfuldt.
Hvis nogle i jeres familie har haft samme problem eller du kender andre, så fortæl ham om dette, så han får en forståelse for at der er mange børn der oplever at tisse i sengen om natten. Det er altid rart (også for børn) at høre man ikke er den eneste i verden der har det som en selv, når det drejer sig om ting der er lidt vanskelige at takle.

Jeg ønsker jeg en forsat god sommer og håber du kan bruge mit lille svar.

Med venlig hilsen