boblins
28. august 2007

Skaberne af Boblins har lavet serien med det formål at levere lærerig underholdning med vægt på gode værdier; at børn skal lege og bruge deres fantasi og vokse op med respekt for andre og tro på sig selv.
Boblins er nogle søde og kærlige væsener, som bor i et lille land fyldt med farver, der hedder Regnbuens Ende. Boblins elsker sjov og ballade og eventyr, og de lever tæt på naturen og passer rigtig godt på både dyr, planter og træer. Der er syv Boblins, og hver har sin helt egen farve og det humør og de karaktertræk, som passer til farven. Fx Guflin, som er blå, rolig og klog. Han er gruppens leder og sød og generøs, men til tider ret distræt.
Boblins, der i stilen kan minde om Barbapapa, er slet ikke til at stå for. De farverige film sprudler af liv, magi og godt humør, så for de fleste børn vil det være kærlighed ved første blik, når de ser Boblins og serien vil, med sin charmerende stil, uden tvivl også kunne lokke en del voksne til at se med.
Der kommer i alt 5 DVD’er med Boblins den 28. august. Der er mellem 5 og 6 episoder på hver DVD, og de er alle i farvestrålende æsker med et lille fint håndtag.










































