Sådan forebygger du allergi
5. november 2009

Ifølge Astma-Allergi Forbundet er hvert tredje danske barn i risiko for at udvikle allergi, inden det når skolealderen. Man kender ikke alle årsagerne, men meget tyder på, at risikoen blandt andet er påvirket af vores livsstil og det miljø, vi lever i. Forældre kan derfor selv gøre meget omkring vaner og rutiner for at mindske risikoen for at børnene udvikler allergi.
Arvelighed, miljø og allergi
Miljø og indeklima spiller, udover de arvelige faktorer, en afgørende rolle, når barnets allergirisiko vurderes. Astma-Allergi Forbundets undersøgelser har vist at hver tredje forælder undervurderer børns risiko for allergi, når barnet ikke har forældre eller søskende, der lider af allergi.
Derfor opfordre Astma-Allergi Forbundet alle familier til at gøre en forebyggende indsats i hjemmet for at sænke risikoen for, at barnet udvikler allergi. For selvom barnet ikke er arveligt disponeret, er der 5-10 pct. risiko for, at barnet udvikler allergi inden for de første leveår. Og forebyggelsen er enkel – det handler for eksempel om amning, vask af dyner, og et godt indeklima, skriver Astma-Allergi Forbundet.
Fakta om forebyggelse af allergi
Fakta er, at allergi kan forebygges allerede fra fødslen. Derfor er det vigtigt, at også vordende og nybagte forældre overvejer familiens allergisituation. Med praktiske tommelfingerregler i hverdagen kan de være med til at reducere barnets risiko for allergi. For eksempel ved at amme fuldt ud i 4 måneder fordi der er dokumentation for, at astma, børneeksem og fødevareallergi kan forebygges ved amning. Denne tommelfingerregel passer således fint med Sundhedsstyrelsens anbefalinger som lyder på amning i de første 6 måneder af barnets liv.
10 gode råd om forebyggelse af allergi og astma hos børn
● Undgå røg!
Udsæt ikke barnet for tobaksrøg, heller ikke mens du er gravid. Rygning skal foregå udendørs.
● Fuld amning i minimum 4 måneder, gerne længere!
Hvis ikke det er muligt at amme et barn med særlig risiko for udvikling af allergi, anbefales højt hydrolyseret modermælkserstatning indtil 4 måneder. Derefter kan barnet få almindelig modermælkserstatning.
● Undlad diæt til mor!
Den gravide kvinde og ammende mor bør ikke være på særlig diæt med henblik på forebyggelse af allergi.
● Nyt barn, ny madras!
Gamle madrasser er paradis for husstøvmider og bør især undgås hos børn med særlig risiko for at udvikle allergi.
● Vask ved 60 grader!
Dyner og puder skal vaskes minimum hver 3. måned, og rullemadras hver 1.-2. måned, hvis barnet er i særlig risiko for at udvikle allergi.
● Luft ud!
Hele huset bør luftes ud med gennemtræk 3 gange dagligt i minimum 5-10 minutter.
● Gør rent!
Grundig rengøring én gang om ugen er normalt tilstrækkeligt. Husk at lufte ud under og efter rengøring.
● Undgå parfumerede produkter!
Parfume i hudplejemidler og rengøringsmidler kan fremkalde allergi.
● Undgå pelsdyr!
Der bør ikke være pelsdyr i barnets daglige miljø i første leveår, hvis barnet er i særlig risiko for at udvikle allergi.
● Ved mistanke om allergi – kontakt lægen!
Er du i tvivl, om dit barn har allergi, kontakt da din egen læge. Dit barn kan testes for allergi fra fødslen.
Kilde: Astma-Allergi Forbundet / Sundhedsstyrelsen










































