gravid og deprimeret

Kære Charlotte,
Jeg er gravid i 22. uge og har nogle spørgsmål og tanker vedrørende depression.
Jeg har nok altid lidt lidt af det i perioder, men er altid kommet ud på den anden side ved egen hjælp. Så har ikke rigtig tænkt mere over det.

Som baggrund skal det skal siges, at min mor højest tænkelig led af depression, som hun så drak væk. Hun lever ikke idag. Ikke at jeg siger, at depression er arveligt, men mere at jeg har haft en lidt hård opvækst.

Jeg har en dejlig far og to større søskende, så jeg har ikke været alene med det, men har alligevel oplevet nogle ting, som ligger i baghovedet - selvom vi var gode til at støtte hinanden og snakke om det.

Nu er jeg så gravid, og jeg ved godt, at der er nogle hormoner, som spiller ekstra ind, men lige for tiden nu er jeg total modløs.

Jeg har aldrig oplevet mig selv sådan før. Selvfølgelig kan jeg godt havde det sådan en enkelt dag eller to men nu har det stået på ihvertfald 2
uger.

Jeg har meget svært ved at komme op om morgenen. Har faktisk slet ikke lyst til at komme ud. Vil bare ligge under dynen, og har lyst til bare at glemme alt omkring mig. På arbejdet tager jeg slet ikke initiativ til noget som helst, og det ligner slet ikke mig. Jeg plejer virkelig at være den der går forrest, men ikke mere.

Det huslige arbejde har jeg ligeledes svært ved at
overskue. Den mindste ting kan vælte læsset.

Jeg har svært ved at smile, hvilke går udover alle
omkring mig. Jeg er normalt ellers éen, som er god til at holde humøret oppe hos andre og elsker at lave sjov, men ikke lige for tiden.

Jeg elsker normalt også at have mennesker omkring mig og snakke, men nu er det sådan, at jeg bare helst vil være alene. Har slet ikke modet til at snakke med nogen.

Imorges blev jeg så rigtig bange for mig selv. Da jeg kørte på arbejde, tog jeg mig selv i at tænke, at det var fuldstændig lige meget, om jeg kørte galt. Jeg har jo ikke nogen, som vil tage sig af det alligevel, og det er jo totalt løgn. Det ved
den fornuftige del af mig jo godt. Jeg har den dejligst familie, som jeg ved, slet ikke ville kunne undvære mig. Det eneste der lige som gjorde, at jeg kunne tage mig i nakken i det sekund, var tanken om, at det jo ikke kun ville væ re mig, som det ville gå ud over, men også barnet inde i maven på mig. Det gjorde, at tanken blev jaget lidt væk med dårlig samvittighed, men jeg blev alligevel bange for mig selv. Bare det at jeg kan tænke tanken, er skræmmende. Derefter nåede jeg lidt frem til, at jeg måske kunne lide lidt af depression.

Så er mit spørgsmål, hvad jeg nu skal gøre? Lyder det som noget, jeg skal gå videre til min læge med, eller er det blot ”normale” tanker? Vil en eventuel
depression nu kunne skade mit barn på lang sigt? Er der overhovedet noget, jeg kan gøre nu, når jeg er gravid? Tænker på at jeg jo ikke har lyst til at tage medicin, og har ikke råd til psykolog hjælp.

Synes det her er ret frustrende, og vil ikke have det skal fortsætte længere. Både for mig selv men også for mine omgivelser.
Jeg har været langt nede i hvert fald i 14 dage – helt dernede hvor jeg på ingen måder, kan kende mig selv. Jeg kan ikke slet ikke overskue det mere, og tænker at jeg jo bude være lykkelig - er gravid, har et flot hus og den dejligste mand, men helt inde i mig selv virker det som om, den er helt gal.

Jeg er ikke vild med tanken om at skulle gå til mig læge, men hvis der er chance for, at hun kan hjælpe, vil jeg nok gøre det. Ser meget frem til at høre din mening, og måske nogle gode råd, som kan hjælpe mig på den "rigtige" side igen.

Mange hilsener
fra hende den triste

______________________________________________

Hej,

Tak for dit spørgsmål og hjertelig tillykke med din graviditet.

Det er dejligt at læse du har en dejlig familie med far og søskende og en dejlig mand. Du skal fortælle din mand hvordan du har det, så han får mulighed for at støtte dig i den svære tid. Du har brug for ham og den støtte han kan give dig.

Tal evt. også med dine søskende og måske din far eller hvis du har en god veninde. Du skriver I gennem tiden, i familien har været gode til at støtte hinanden i svære tider, så jeg tænker at de måske også vil kunne støtte dig nu, hvor du har brug for det. Det er jo en fantastisk gave at have en sådan familie.

Jeg kan læse af dit brev, at du har det rigtig skidt og pinefuldt. Du skal ikke blive ved med at have det sådan. Der kan gøres noget ved det, og du skal søge noget hjælp til at få skabt forandring i din situation, så du også kan komme til at glæde dig over din graviditet.

Dit spørgsmål om hvad du skal gøre nu:
Du skal kontakte din læge og fortælle, som du har gjort her i brevet, om hvordan du har det. Hun vil kunne råde og vejlede dig i forhold til hvad du kan gøre videre frem.

Hun vil måske også kunne henvise dig til noget gratis hjælp med samtaler hos en psykolog eller sørge for at du kan få nogle ekstra samtaler med din jordemoder.

Du kan også selv henvende dig til din jordemoder og fortælle om hvordan du har det. Hun vil også kunne støtte dig og råde og vejlede dig i forhold til hvordan du kan få det bedre.

På nogle hospitaler har de en ordning med at man kan blive tilknyttet grupper eller en speciel jordemoder, som har en specialviden og ved meget om, at have det som du beskriver. Nogle steder kan man også på hospitalet få nogle gratis samtaler med en psykolog.

Jeg kan ikke her vurdere om du har en depression, men jeg kan vurderer at du har det på en måde så du behøver noget hjælp til din situation.

Egentlig er ovenstående svar det vigtigste jeg vil give dig.

Jeg vælger dog alligevel at svare på nogle af dine andre spørgsmål, i håb om at du hurtigt vil søge noget hjælp til din situation. Det fortjener du, din mand og jeres lille ny.

Det er rigtigt, hormonerne svinger. Det er det tidspunkt i en kvindes liv, hvor de fleste oplever både flest og ofte store hormonsvingninger. Det betyder, at man kan føle sig glad og ked af det, i løbet af få øjeblikke uden rigtig at vide og forstå hvorfor.

Tidligere kriser og gamle oplevelser aktiveres for mange kvinder i graviditeten. Gamle og ubearbejdede ting man har oplevet kan komme op til overfladen når man er gravid og tvinge en til at se på dem og forholde sig til dem.

Det er for mange rigtig svært at have med at gøre og svært at forstå. Hvorfor skal gamle oplevelser, som har ligget gemt i mange år pludselig dukke op lige nu i en tid hvor man jo forventer, at man bare skal være rigtig lykkelig og forventningsfuld.

I graviditeten er alle kvinder mere sårbare end i andre tidspunkter i livet. Der for er det meget vigtigt at du modtager al den omsorg og støtte du kan få.

Når man får en fødselsdepression (efterfødselsreaktion) er der ingen tvivl om at det opstår som et resultat af mange faktorer, både indefra og udefra kommende.

Også arvelighed og tidligere tendenser til depression og angst kan spille ind.

Men enhver kvinde vil have en kombination af faktorer der er forskelligt fra hinanden, da vi jo alle har forskellige biologiske strukturer og har forskellige livsoplevelser med os fra vores barndom.

Når man bliver gravid (specielt første gang), tager de fleste kvinder en rejse tilbage til egen barndom og ser på relationerne til deres egne forældre. De spørgsmål som kvinder bliver optaget af ligner hinanden.

Nogle af spørgsmålene kan være:
Hvem var hun egentlig min mor? Hvordan var hun som mor for mig. Hvad lavede vi sammen? Var hun glad? Hvilke problemer havde hun? Bliver jeg som hende? Hvad vil jeg gerne tage med mig og give videre til mit eget barn og hvad vil jeg gerne undgå at give videre til mine egne børn?

De samme spørgsmål dukker for mange også op omkring ens far.

Det er naturligt og almindeligt at disse tanker om barndommen dukker op i graviditeten.

Det kan for nogle være ting der er smertefulde at kigge tilbage på, og for nogle er det nødvendigt at få hjælp til at se på det og forholde sig til det. Men med hjælp lykkes det de fleste, at se på det på en måde, der kan gøre man accepterer tingene som de var, og det indebære at man er nødt til at se på både de vanskeligheder der har været og på de positive ting der har været.

Jeg håber du kan bruge mit svar. Du er meget velkommen til at skrive igen, hvis du har yderligere spørgsmål eller har lyst til at fortælle om hvordan det gik hos læge og om hvordan det går dig videre frem.

Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke i tiden fremover.

Venlige hilsner og tanker fra