fra den grønne bogreol
15. december 2009

En klimavenlig dagsorden i bogform
Vi er mange, der oprigtigt ønsker at gøre en forskel, når det gælder klima og miljø. Men når man gerne vil gøre en større indsats end blot at spare på el, vand og varme derhjemme, er det oplagt at alliere sig med god faglitteratur, der kan forsyne os med råd, vejledning og informationer om, hvad vi som privatpersoner kan gøre.
Der er al mulig god grund til at sætte sig ind i emnet, der både på kort og længere sigt kan give den enkelte store besparelser rent økonomisk, men også bidrage til en mere ren og sund levevis. Mon ikke vi er mange, der også oplever, at klima- og miljødebatten er en anledning til at stille spørgsmålstegn ved det konsumsamfund, vi selv er en stor del af, og som i en bekymrende grad er blevet kendetegnende for vores samfund og tid. Meget vil være tjent, hvis vi søger indad og finder andre værdier end forbruget. Ikke desto mindre vil alle handlinger, vi foretager os fremadrettet, være ensbetydende med en vis miljøbelastning i form af et CO2-forbrug. Vigtigt er det derfor, at vi søger en større bevidsthed om vores handlinger og vores valg.
Tit kan det være vanskeligt at finde rede i hvad, der er op og nede i klimadebatten, og her er det værd at dykke ned i faglitteraturen og forskellige bidragsydere, der kaster lys over, hvad der er værd at vide – og hvad der er væsentligt. Ikke altid er tingene, som vi forventer; i miljø- og klimaspørgsmålet skal man se sig for og være opmærksom på forhold, vi ikke umiddelbart ville forvente.
Der er altså al mulig god grund til at alliere sig med et par gode bøger om miljøbevidsthed, bæredygtig udvikling og grøn forbrugeradfærd.
I de seneste par år er der kommet mange gode titler, der hver især på en enkel, interessant og frem for alt overskuelig måde præsentere tips, idéer og gode råd til, hvordan man i dagligdagen agerer mere venligt over for miljøet og vores fælles verden.
På min bogreol har jeg en række fine, anbefalelsesværdige bøger stående, der dels har givet mig en vigtig basisviden i forhold til at kunne gøre min familie og husholdning langt mere grøn og dels er utrolig brugbare, når spørgsmål melder sig!
DEN GRØNNE BOGREOL
100 måder at redde verden af Johan Tell er en yderst grundig og konkret handlingsanvisende bog, der viser, hvordan vi hver især kan handle og gøre ting for, at fremtiden bliver mere bæredygtig. Forfatteren er meget nuanceret i forhold til emnet og inddrager flere vigtige aspekter, der også er væsentlige. En bog fuld af kloge ord og overvejelser om vores verden. I Sverige er bogen et stort hit og solgt i enormt oplag – og det med god grund. Bogen har forord af Connie Hedegaard og er udgivet på Nyt Nordisk Forlag.
Bogen kan bestilles her ... >>
Handymanden Kuno Bonne, kendt fra Genbrugsguld, har sammen med Tanja Eiberg skrevet en nem lille bog om, hvordan hverdagen bliver mere miljørigtig samtidig med, at der spares penge. Grønne sparetips hedder bogen, der er udkommet på Politiken. Bogen kommer rundt om en lang række emner, der berører de fleste familier: Energi, transport, sortering af affald, genbrug, økologi og gør det selv-tips selvfølgelig!
Bogen kan bestilles her ... >>
Den nye grønne forbrugerguide er skrevet af Julia Hailes og udgivet på Rosinante. Bogen har forord af Camilla Hersom, der er Formand for Forbrugerrådet, og et spændende interview med Connie Hedegaard. Her er en fremragende og meget detaljeret guide til alle, der vil leve et mere rent, sundt og miljørigtigt liv, hvor der tages ansvar for verden globalt set og én selv. Dette er bogen for dig, der udover gode råd og vejledninger også ønsker indsigt og viden. Bogen er på fineste vis bearbejdet til danske forhold af journalist Kjeld Hansen, der bl.a. er kendt som miljødebattør, stifter og indehaver af konsulent- og kommunikationsfirmaet BæreDygtighed.
Bogen kan bestilles her ... >>
”Kom med på miljøvognen” – opfordrer miljømoster Christine Feldthaus hen imod slutningen i Feldthaus skruer ned. I bogen følger vi Feldthaus de første 5 måneder af hendes spændende nye projekt ”miljø-rigtigt liv”, hvor hun sammen med sin mand og søn må indse, at de har levet som miljøsvin. På den måde vil der sikkert være meget at nikke genkendende til for en del læsere, når familien Feldthaus sadler om. I takt med, at den grønne livsstil vinder ind, møder Feldthaus elsparepærer, kompostorme, Svanemærkede produkter m.m. Samtidig må Christine Feldthaus med vemod lægge mange dårlige vaner bag sig, sige farvel til ting, der har fulgt hende i mange år, og åbne øjnene for masser af nyt. Bogen er fuld af humor og anvendelige råd, ligesom der er stof til eftertanke! Thaning & Appel.
Bogen kan bestilles her ... >>
1001 måder at redde jorden af Joanna Yarrow er en hel lille skattekiste fuld af værdifulde tips og råd til dig, der tænker på klima, miljø, sundhed og gerne vil gøre en forskel. Det er umuligt ikke at blive inspireret og få lyst til at ændre på sit liv, når man har bladret i denne kønne og kloge bog fuld af viden om, hvordan vi passer på vores verden. Her bliver du på enkel og nem vis introduceret for masser af nye måder at agere miljøbevidst på, uden at det nødvendigvis kræver store investeringer eller radikale livsstilsomlægninger. Her er tips og idéer til alle familietyper og hjem. Fuld af farver og glædestrålende illustrationer. Oplagt som værtindegave. Borgen.
Bogen kan bestilles her ... >>
Økologisk intelligens: den, der tænker sig om, lever bedre af Daniel Goleman er et vigtigt bidrag til den politiske forbruger, der ønsker at foretage de rigtige valg og indkøb. Økologi og bæredygtighed er blandt emnerne. Med denne bog bliver det tydeligt, at vores indkøb har store konsekvenser. Vi er nødt til at støtte de fødevareproducenter og producenter af forbrugsgoder, der har en etisk optræden, således at vi dermed bidrager til at stoppe forurening og miljøødelæggelse. Borgen.
Bogen kan bestilles her ... >>










































