2-årig hundser med mor

Hej Charlotte.
Jeg skriver, da jeg er godt og grundigt træt. Jeg er en enlig mor til en dejlig dreng på 2 år. Han er super fræk, køn og charmerende, men han har også et heftigt temperament og er hysterisk når han ikke får sin vilje. Han vil bæres meget og når jeg så forklarer ham at mor ikke kan løfte ham mere nu og får ondt i ryggen, føler jeg at jeg svigter ham. Han kaster sig ned, spærrer vejen for mig og hyler og skriger. Og sådan er det i mange situationer når han ikke får det som han vil. Jeg oplever også han bliver ked af det hvis jeg har hans mormor til at se efter ham mens jeg lige går et ærinde, så bliver han også helt hysterisk. Han vil være med i alt hvad jeg gør. På sin vis forstår jeg det godt og det er jo egentlig sødt, men indimellem ville det være dejligt at kunne være på toilet alene og i bad i fred osv.
Jeg synes jeg har prøvet lidt forskelligt mht. hans hysteri. Gå på knæ så jeg er i hans niveau og fortælle ham at det han gør ikke er ok, ignorere det, gå væk og lade ham rase ud, skældt ud, prøvet at holde ham ind til mig, men i alle situationer slår han ud efter mig, hvilket han også får at vide er forkert. Han kaster med ting, f.eks. en legetøjsbil hvis ikke det bliver som han vil. Jeg synes alt er en kamp og jeg føler jeg skælder meget ud. Min søn og jeg knuser meget og jeg synes jeg fortæller ham når han er dygtig og roser ham meget, da jeg ved det er vigtig med ros. Min søn er en glad lille fyr med masser af energi og jeg leger med ham. Jeg tænker bare tit, hvad gør jeg forkert og beskylder mig selv for de kampe jeg oplever med ham. Han reagerer vel på mig siden han er sådan en hysterisk bette mand. Har du et råd til hvordan jeg takler situationen? Er det almindeligt at en 2-årig opfører sig sådan?

____________________________________


Hej
Tak for dit spørgsmål.
At have en lille dreng på 2 år, der er super fræk, køn, charmerende, en glad lille fyr med masser af energi, til at udforske, tilegne kendskabet til sig selv som person og i gang med at danne sin identitet, det er jo bare så fantastisk dejligt og berigende på mange måder. Men det er også noget der, som du skriver, kan gøre en godt og grundigt træt.
Når man er ”en lille bette mand” på 2 år er man i den fase i livet, som tidligere blev betegnet som trodsalderen og som i dag af de fleste betegnes som selvstændighedsalderen. At kunne og ville selv er vigtigt for den lille i denne alder, hvilket bla. hænger sammen med at han nu begynder at kunne mange ting selv. Det er sådan at de selvstændige ytringer tager til, og din lille dreng bliver mere og mere målbevidst. Ofte oplever man som forældre, at barnets ønsker og følelsesudtryk ikke altid er socialt tilpassede, barnets nye udtryk er stærke, og noget man hele tiden bliver nødt til at forholde sig til som forældre – og det er det der kan give ”trætte øjne”.
Det er meget almindeligt at det 2-årige barn har store følelsesmæssige udsving. Der er ikke altid langt mellem latter og gråd, til et totalt sammenbrud. Det kan være en rigtig svær og kompliceret opgave at udtrykke sine følelser på en socialt accepteret måde. Der er ikke langt fra det store kærlighedsudtryk til vrede hos de små i selvstændighedsalderen.
Følelserne er børns vigtigste redskab til at forstå sig selv og andre. Børn i 2 års alderen kan blive meget vrede over noget, som vi voksne kan synes er en bagatel. Det kan ske når barnet ikke får det som det gerne vil have det. Selvstændighedstragen bliver dominerende og børnene opdager de kan sige nej. Vredesudbrud er at betragte som meget almindelige, så når du spørger om det er almindeligt at en toårig opfører sig som du beskriver, må jeg svarer dig, at det er ganske almindeligt.
Følelser er ikke nemme at styre, lige så stolt og glad man kan opleve sit barn, når tingene lykkes, lige så ked af det, rasende og fortvivlet kan man opleve det blive f.eks. når det ikke må det, det gerne vil, eller når tingene ikke er som barnet ønsker. Du skriver din dreng er en lille fyr med et heftigt temperament – faktisk er ordet temperamentsfuld et ord der tit og ofte bruges når man beskriver denne alder. Mødet med en oplevelse af frustration over det ikke kan blive som man vil have det, kan være voldsom og det er noget man har brug for at forældre hjælper med. Det tager tid at lære at håndtere et nej og de følelser man som lille 2-årig oplever i den forbindelse. Barnet forstår ikke hvorfor det får nej, og det kan derfor ”undre sig” og blive både vred og ked af det. Når f.eks. du siger til din søn, at du ikke kan bære på ham hele tiden bliver han vred og reagerer voldsomt. Du skriver du får en oplevelse af, at du svigter ham. Det gør du ikke, du er i gang med at hjælpe ham til at lære og forstå, at det ikke altid kan blive som han vil have det, og i dette tilfælde er grunden bl.a. at du får ondt i ryggen. Han vil gerne have din nærhed og han vil gerne bestemme. Du skal blive ved med at forklare ham som du gør, og i stedet for at bære ham så tilbyd ham en anden kontakt. ”Kom så kan vi to holde hinanden i hånden men vi går ud i køkkenet eller kom så sætter vi os lige her i sofaen og nusser lidt….eller hvad der nu passer til situationen og til jer to. Fortæl ham, du har set han er sur over det og at det er ok at være sur, men at du ikke kan bære ham hele tiden, fordi han er blevet stor og tung nu. Små børn på 2 år er også meget glade for at hjælpe til og være med, så de kan bruge alle de nye færdigheder som de tilegner sig, så at hjælpe til med små huslige pligter er et hit hos de fleste.
Din søn vil formentlig i en periode videre prøve at finde ud af hvor dine grænser går, for det er nemlig også det, han er på opdagelse i. Det kan være anstrengende, fordi det tager nogle nødvendige konflikter med sig, hvor du må vise og fortælle hvor dine grænser går og stå ved dem, som f.eks. at du ikke kan bære på ham hele tiden, heller ikke selv om han bliver vred, men tilbyd ham en anden form for kontakt. Eller når han kaster med legetøjet, fortæl ham du kan se han er sur og vred og det er ok, men at du ikke vil have der bliver kastet med legetøjet. Konflikter er anstrengende både for børn og forældre. Konflikter lærer vores børn af, når vi takler dem på en ordentlig og god måde, uden at nedgøre dem eller gør dem til tabere i konflikterne. Jeg er dog også af den opfattelse, at vores børn nogle gange gerne må få en oplevelse af at vinde, at få en lille sejr i konflikten. Nogle gange er det også en god ide at aflede, så konflikten undgås, for det er hårdt at have mange konflikter og det kan give en oplevelse som du beskriver, at man får en fornemmelse af at skælde ud hele tiden. Vi har alle brug for – både børn og voksne – at være i gode stemninger, hvor der ikke er konflikter.
Du skal nok være forberedt på, at du skal finde de største tålmodighed frem i det næste stykke tid, og regne med at du skal forklare ham igen og igen. Og konflikter, ja dem undgår du ikke, men forsæt med at tænke over, hvordan du vil takle dem, som jeg også kan læse du gør.
Jeg kan også anbefale dig at læse bogen: ”Ka´selv – vil selv – men du må hjælpe mig”, skrevet af Grethe Kragh-Muller.
Den handler om det et til treårige barns udvikling. Bogens beskriver væsentlige sider af det lille barns udvikling – dets måde at udforske, lære og forstå på, samt dets måde at danne sin personlighed på.
Det psykologiske stof gøres i bogen meget levende og beskrives meget tæt på hverdagen, ved at der er beskrevet mange eksempler fra hverdagen, som det er meget let at genkende sig selv og sine børn i.
Jeg håber du kan bruge mit svar og jeg ønsker dig alt det bedste i tiden frem.

Bogen ”Ka´selv – vil selv – men du må hjælpe mig”, af Grethe Kragh-Muller kan bestilles her >>

Venlig hilsen