voldeligt forhold

Hej Charlotte,
Min mand og jeg har en datter på 9 måneder. En lørdag morgen for snart 3 måneder siden udvandrede jeg med baby og barnevogn, og flyttede ind hos mine forældre. Jeg havde fået nok, turde ikke andet og ønskede skilsmisse. Min mand har, igennem hele vores forhold, udøvet psykisk terror, hvilket langsomt har nedbrudt mit selvværd. Jeg betragter mig selv som almindelig begavet, og det der er sket for mig, forestiller jeg mig, kunne ske for hvem som helst.
Efter at jeg var gået fra ham, krøb min mand til korset og fortalte mig, at han hele sit liv har lidt af tvangstanker (OCD) og at det, ifølge hans behandler, er følgerne af disse, han projicerer over på mig. Med denne nye viden, er jeg pludselig i tvivl om hvorvidt jeg stadig ønsker skilsmisse, men er dog blevet hos mine forældre. Vores datter og jeg ser min mand mindst tre gange om ugen. Vi har sågar netop været 4 dage på miniferie.
Jeg går nu og overvejer om jeg kan tilgive, alt det han har budt mig. Jeg kan ikke udholde tanken om at min datter skal have en mor, som lever i sådan et forhold. Men jeg synes det er svært, når det han har gjort - været efter mig og nedgjort mig - ikke er noget han har gjort for bevidst at være ondskabsfuld. Der har selvfølgelig også været et par voldelig episoder, men det ligger tilbage i tiden. Endnu føler jeg ikke min autoritet som mor berørt, måske fordi jeg kom væk i tide.
Når jeg skriver til dig er det fordi, jeg gerne vil have dit besyv i forhold til samvær. Jeg synes, han ser hende en del - ikke alene, da jeg ikke stoler på ham. Vi svømmer sammen og han sidder da også indimellem på et værelse alene og leger med hende, mens jeg er i et andet rum.
Nu siger han, at han tror at han ville kunne få hende alene, hvis vi gik i statsamtet, hvilket jeg nægter at tro med den fortid og med hendes alder. Tager jeg fejl?
Jeg ammer hende stadig delvist - hun bruger ikke sut, så nogle gange er jeg også hendes sut - mest om aftenen.
Selvom ovenstående lagt fra beskriver min situation fyldestgørende, vil jeg gerne høre hvad du tænker om den og også hvad du tænker om samvær? Jeg synes jo bestemt ikke at overnatning kan komme på tale foreløbigt …

_______________________________________


Hej

Tak for dit spørgsmål.

Jeg kan af dit brev læse, at du har været gennem en svær tid i dit liv, og at du gør dig mange overvejelser om din og din datters fremtid og om hvordan I skal være familie i fremtiden.

Allerførst har jeg lyst til at skrive til dig, at det er en ansvarlig beslutning du har taget, ved at udvandre med baby og barnevogn, og er kommet væk fra det forhold, hvor du var udsat for både psykisk og fysisk vold. Jeg ved, at det kræver en stor portion mod og rigtig mange menneskelige ressourcer, at tage det skridt du har taget, og har forladt det forhold du har levet i, som har været præget af psykisk og fysisk vold.

At leve i et forhold med psykisk og fysisk vold/terror er meget belastende - og en situation, som man på ingen måde skal byde hverken sig selv eller sit barn, da det er en skadelig relation at være i.

Både psykisk og fysik vold er skadelig, man behøver ikke at have synlige mærker på kroppen for at have været udsat for vold. Vold i nære relationer, herunder også i et parforhold kan komme til udtryk i både psykisk, fysisk, seksuel, materiel og økonomisk vold.

Når man som du har været i et forhold præget af psykisk vold, sætter det naturligt sine spor. Det kræver hårdt personligt arbejde – og tid, og måske også professionel hjælp/behandling, at blive ”hel” igen og genvinde den tillid til andre mennesker, som voldsudøveren på det groveste har misbrugt.

Du skriver, at du gør dig overvejelser om hvorvidt du kan tilgive din partner det han har budt dig, da du nu har fået en forklaring på, hvad grunden til volden er.

Vold har årsag i forskellige faktorer, herunder individuelle, familiære, sociale og samfundsmæssige. Men du skal huske, at der aldrig er personlige egenskaber, situationer eller hændelser, der retfærdiggør anvendelser af vold.

Vold handler dybest set om magt og kontrol. Anvendelse af vold er en måde, hvorpå voldsudøveren kan vende en afmagtsfølelse til en følelse af mestring af magt og kontrol. Et voldeligt forhold er derfor ikke ligeværdigt. Vold er altid voldsudøverens ansvar, uanset hvilke forklaringer der ligger til grund!

Voldelige forhold udvikles typisk over tid, og volden tiltager ofte i grovhed og hyppighed. Et voldeligt forhold kan som i dit tilfælde stå på i længere tid, ofte i årevis, mens volden langsomt tiltager og bliver værre, og i værste fald livsfarlig. Det er nedbrydende for ethvert menneske at være udsat for vold, af både psykisk og fysisk karakter. Det nedbryderselvfølelsen, dømmekraften og realitetssansen og er på alle måde helt uacceptabelt.

Som du skriver, er det der er sket for dig, at du langsomt er blevet nedbrudt og har mistet dit selvværd, og det er skadeligt for dig og dit lille barn - og det skal du og dit barn ikke være i. Det er ansvarligt, du har handlet på situationen og har stoppet dit samliv med din mand.

Man ved i dag, at børn, der vokser op i en familie med vold altid påvirkes negativt. Det har konsekvenser for deres trivsel og udvikling, og det er lige så skadeligt for børn at se eller overhøre vold mod en nærtstående voksen, som det er selv at blive udsat for vold.

Mit råd til dig er, at du tager en snak med din mand, og at du forlanger han indgår i noget behandling, inden du på nogen måde vender tilbage til dette forhold. Der findes mange forskellige gode tilbud om hjælp. Et af stederne er Dialog mod vold, som tilbyder behandling flere steder i Danmark og er gratis. Dialog mod Vold er et behandlingstilbud, til personer, der udøver vold i nære relationer, og tilbyder en behandling, der giver hjælp til at lære at løse problemer og konflikter uden vold. De tilbyder også i forbindelse med behandlingsforløbet sideløbende partneren individuelle samtaler.

Du/I kan læse mere om dette behandlingstilbud her: http://www.dialogmodvold.dk/

I har også den mulighed at ringe til dem og få en uforpligtende snak, om det er et tilbud din mand kan bruge på 35 30 17 17.

Jeg har flere gange anbefalet klienter at bruge dette sted, og har oplevet det har været positivt for dem.

Mht. om din mand vil få forældremyndigheden over jeres barn alene, hvis I går til Statsamtet, vil jeg ud fra min bedste overbevisning berolige dig med, at det vil han ikke få, ud fra det du her i brevet har beskrevet.

Man vil altid se på hvad der er barnets tarv og man vil også se på hvordan din lille datter er tilknyttet jer hver især, og som jeg læser det, har du været den primære tilknytnings – og omsorgsperson for jeres datter.

Det samvær, som du tilbyder din mand at have med din datter, lyder meget fin. Du sørger for, at han ikke forsvinder fra hende og giver mulighed for at bevare kontakten. Du skriver du ikke stoler på din ham og derfor ikke tør lade ham være alene med jeres datter. Den følelse skal du stå ved og tage alvorlig, som du gør, det er meget ansvarligt af dig.

Jeg ønsker det bedste for jer, og håber din mand/I vil få noget hjælp til at være familie, uden der er vold involveret i jeres familieliv.

Du er velkommen til at skrive igen, hvis du har yderligere spørgsmål.

Mange venlige hilsner og tanker fra