En cykeltur øger koncentrationen

Hvis børn selv går eller cykler til skole frem for at blive kørt i bil af forældrene, så koncentrerer de sig bedre – og virkningen holder hele formiddagen. Det er en af de væsentligste konklusioner fra et storstilet projekt ”Masseeksperimentet 2012”, hvor 19.527 skoleelever i alderen fra 5 til 19 år har deltaget.

Projektet satte sig for at undersøge sammenhængen mellem kost, motion og koncentrationsevne, og blandt de mange resultater, stak særligt ét ud: Børn koncentrerer sig dårligere, hvis de ikke får rørt sig på vej til skole.

Eleverne skulle svare på spørgsmål om deres motionsvaner og udføre en simpel koncentrationstest, hvor de skulle samle et puslespil med et ansigt. De elever, der enten blev transporteret til skole i bil eller tog det offentlige (fx bus eller tog), klarede testen dårligere end de elever, som på den ene eller anden måde foretog turen selv.
"Det er rigtig interessant, at den motion, det giver at transportere sig selv til skole, afspejles i den koncentrationsevne, man har ca. fire timer senere på dagen. De fleste kender den friskhed, man føler, efter at have brugt sin krop. Men det er overraskende at virkningen holder så længe", siger professor Niels Egelund, Aarhus Universitet, der har haft ansvaret for undersøgelsen.

Og husk madpakken!
Projektet undersøgte også, hvilken indflydelse morgenmad, mellemmåltider og frokost har på koncentrationen. Resultaterne her viste, at det at spise sin mad i skolen har en positiv effekt på koncentrationen. En væsentlig iagttagelse i tider, hvor bl.a. teenagere i grundskolen ikke altid spiser regelmæssigt eller sundt i skoletiden.