Hvordan kunne det ske?
22. februar 2013
Det burde ikke kunne ske
Vi rådgiver og opfordrer igen og igen nybagte forældre til at reagere, når de har vanskeligheder. Vi anbefaler og taler for, at de må være åbne omkring deres problemer. Vi siger igen og igen:
• Søg hjælp, hvis du ikke magter situationen
• Kontakt din læge eller sundhedsplejerske
• Kontakt psykiatrisk skadestue, hvis du har brug for akut hjælp. De har døgnåbent, så der vil ALTID være hjælp at hente.
Og ifølge pressen gjorde moderen fra Frederikshavn netop alt det, hun skulle: hun var åben, hun søgte hjælp flere gange, både hos lægen, sundhedsplejersken og i psykiatrien. Men hun fik ikke den nødvendige hjælp. Ingen reagerede tilstrækkeligt effektivt til, at barnets liv kunne reddes og familien hjælpes og få den nødvendige behandling. Det endte i en tragedie. Den unge nybagte mor kvalte sit eget lille barn og forsøgte at tage sit eget liv.
I dag sidder den unge kvinde og hende nære tilbage med et liv, der på alle måder bliver svært at leve.
Hvordan kan det ske?
Hvordan kan det ske, at der ikke sættes ind, når en nybagt mor fortæller flere steder i sundhedssystemet, hvordan hun har det og har brug for hjælp? Hvorfor reagerer ingen i tide på hendes råb om hjælp?
Hvordan kan det ske, når vi i dag har så relativ stor viden om psykiske fødselsreaktioner? Vi ved at op mod hver tredje/ fjerde nybagt mor får det psykisk dårligt, når deres barn kommer til verden. Så hvordan kan det gå til, at denne unge mor ikke får en nødvendige hjælp?
Med vores viden om fødselsreaktioner og statistiske fakta, sidder man tilbage med stor forundring og forfærdelse over, at det kunne ske: En ung mor blev sendt hjem flere gange – blev afvist, uden den nødvendige hjælp og behandling.
Først nu, efter tragedien er sket, skal en psykiatrisk undersøgelse foretages, for at fastslå om det var en fødselsdepression, der fik den unge mor i Frederikshavn til at slå sit barn ihjel...
Der skal være professionel hjælp at få - hver gang!
Når en nybagt mor beder om hjælp, skal der altid reageres og der skal altid igangsætte en skærpet opmærksomhed og omsorg. Det er tvingende nødvendigt med en større psykologisk indsigt i sundhedssystemet omkring fødselsdepressioner. Der må mere tværfagligt arbejde ind i både svangreomsorgen og denne del af sundhedssystemet.
Vi må forstå og tage alvorligt, at der er i et graviditetsforløb både er en fysisk og en psykisk graviditet i gang på samme tid. Og at den psykiske del kræver en varetagelse, på lige fod med den fysiske.
Fødselsdepression kan have alvorlige og vidtrækkende konsekvenser
Alt for mange kvinder går rundt med en fødselsdepression, de ikke får behandling for. Men en fødselsdepression skal altid tages alvorlig, fordi den kan have så alvorlige konsekvenser for både moderen, faderen, barnet, barnets søskende og andre nære pårørende.
Vi ved i dag at 6 – 10% af mødre får en fødselsdepression og 7% af fædre.
En fødselsdepression kan være så pinefuld, at det giver anledning til tanker om at begå selvmord. I sjældne tilfælde kan en fødselsdepression udvikle sig til en fødselspsykose. Her kan sygdommen være så pinefuld, at man ikke kan holde ud at leve mere, og får lyst til at tage sit eget liv.
Psykiater Poul Videbech har behandlet flere kvinder, der har slået deres barn ihjel under omstændigheder, som det formodes at være sket for den unge mor i Frederikshavn. Han forklarer, at kvinden føler hun ikke kan efterlade sit lille barn i denne frygtelige verden, så derfor slår hun sit barn ihjel og forsøger derefter selvmord. Kvinden har en psykotisk oplevelse af, at hun ikke har ret til at være i denne verden længere og at hun ikke kan/må efterlade sit barn alene i denne forfærdelige verden.
Depression allerede i graviditeten
At graviditeten ofte omtales som ”den søde ventetid”, er langt fra gældende for alle kvinder. Vi ved i dag rigtig meget om fødselsdepressioner, og vi ved, at mange oplever at blive deprimeret allerede i graviditeten, og at depressionen kan blive mere voldsom i styrke kort efter fødslen.
Systemets svigt
Når vores viden om fødselsdepressioner er så stor, så er det er helt uacceptabelt, at nogen alligevel ryger igennem sikkerhedsnettet. Den unge mor gjorde jo hvad hun skulle: Hun søgte hjælp!
Det er rigtigt, at det at være gravid, gennemgå en fødsel og befinde sig i det tidlige forældreskab ikke er nogen sygdom og ikke skal behandles som sådan. Men sundhedssystemet i Danmark har en forpligtelse til at forebygge, at der ikke tilstøder psykiske sygdomme, der ikke behandles eller reageres på – på lige fod med fysiske sygdomme.
Det er forfærdeligt tragisk det der er sket. Men det er vigtigt at forstå, at den unge mor gjorde det, fordi hun var forfærdelig syg. Hun er i en forfærdelig situation, som alle hendes nære også er det.
Mine tanker går til forældrene - begge forældre - og deres familier.
