Verdens dårligste mor ?

Kære Charlotte,
Jeg fødte for en måned siden en sund og rask dreng. Fødslen var hård og varede 18 timer, og da han ikke ville lægge sig rigtigt, skulle jeg selv presse ham det sidste stykke ned i bækkenet ellers var det akut kejsersnit. Da han endelig kom ud var min søn stresset og lå kun kort hos mig, da han skulle have mad med det samme. Han fik 10 ml modermælkserstatning, og dette var det eneste, han holdt i sig i to døgn, alt andet han fik, gylpede han op. Og grundet han var sulten, skreg han næsten i to døgn. På dette tidspunkt havde jeg ikke sovet i 40 timer. Samtidig med det prøvede vi ihærdigt at få amningen i gang, men dette lykkedes ikke, og jeg havde til sidst en rigtig skidt følelse med det og besluttede at gå over til flaske.
Dette fungerede meget bedre - både for min søn og jeg. Vi blev derefter udskrevet fra barselsgangen fire dage efter fødslen.

Samtidig med en hård fødsel og en hård start gik jeg fra faren 10 dage før termin og flyttede i min egen lejlighed. Faren og jeg havde haft problemer i fem måneder, da han pludselig syntes, han skulle gå i byen og feste hver anden dag, begyndte at lyve og bruge penge på diverse ting og sager uden at snakke med mig om det. Til sidst fangede jeg ham i at have andre kvinder på besøg, når jeg ikke var hjemme. Dette blev for meget for mig, og jeg valgte at gå, da vi til sidst ikke engang kunne snakke sammen uden at blive uvenner.

Jeg har nu valgt at flytte til København for at få støtte og hjælp fra mine forældre og bor pt. hos dem, indtil jeg får mit eget. Faren og jeg har stadigvæk utrolig svært ved at snakke sammen, og jeg får næsten dagligt at vide, at jeg er en svag person og en ynkelig og elendig mor.
Mit problem ligger i, at jeg på ingen måde har den såkaldte morderføelse for min dreng. Jeg synes da, han er sød og charmerende, og når han græder, bliver jeg ked af det, men udover det føler jeg ikke noget for ham. Jeg har ingen overskud og tanken om, jeg en dag skal være alene med ham, får mig næsten til at tude, da jeg er så bange for at være alene med ham. Mine forældre hjælper mig rigtig meget, og vi snakker dagligt om mine følelser, og de giver gode råd. Jeg føler mig som verdens dårligste mor, og forstår ikke, hvorfor jeg ikke smiler og er lykkelig ved min søn ;( . Til tider har jeg lyst til bare at løbe væk fra det hele og efterlade min søn ved mine forældre, for der ved jeg, han får alt, hvad han behøver.
Jeg fortryder et sted jeg har fået ham, da jeg ikke har de følelser for ham, som han fortjener.

Håber du kan hjælpe, da jeg snart ikke ved hvad jeg skal gøre.

Hilsen den ulykkelige.


Kære ulykkelige,
Først vil jeg ønske dig tillykke med din søn, og at du er blevet mor.
Dernæst – mange tak for dit spørgsmål, som jeg tror der er mange - og måske langt flere end man tror, - der kan genkende noget af sig selv i.

Der er mange kvinder, der ikke lige med det samme oplever den overvældende moderfølelse, som mange forestiller sig kommer i det sekund, man får sit barn op på maven og i armene.

Det betyder ikke, at man ikke elsker sit barn, men det betyder, at der er andre følelser, der overskygger.

For nogle er det sådan, at moderfølelsen kommer lidt hen ad vejen. Det er ikke ualmindeligt, at moderfølelsen ikke kommer lige med det samme, når man som du har haft et voldsomt fødselsforløb med angst, og som har strakt sig over mange timer. Eller når tiden efter fødslen har været stressende eller bekymrende på forskellig vis.

Du fortæller også, at du og din søns far har haft store samlivsproblemer, mens du har været gravid og har det forsat, efter du har født. Det er en stor følelsesmæssige belastning for dig oven i alt det nye, du skal forholde dig til som nybagt mor.

Du er nu alene med din lille søn, hvilket ikke er det, du havde forestillet dig, og som helt naturligt bringer mange forskellige følelser i spil hos dig. Jeg tænker, der er både sorg, vrede, angst, frustration og måske mange andre følelser. Midt i alt det føler du, at du burde være glad og lykkelig over, at du har fået en dejlig lille dreng.
Alt det har betydning og spiller ind i forhold til det manglende overskud, du oplever i din hverdag med din lille søn.

Du skal vide, at du ikke er alene om at opleve svære følelser i forbindelse med at blive mor, og du skal også vide, der er hjælp at få.

Du vil ikke blive ved med at have det sådan, selv om du måske lige nu slet ikke kan forestille dig, at det kan blive anderledes.

Du vil blive glad for din lille dreng og for at være mor, det må du tro på og stole på.

Du har brug for professionel hjælp og støtte, til at få bearbejdet dine oplevelser, følelser og tanker, så du kan komme til at overskue din nye situation.

Lige nu har du gjort det bedste, du kan gøre for din lille dreng og dig selv. Du har søgt hjælp og er nu hos din far og mor, som støtter og hjælper dig i hverdagen.

Desværre er det meget tabubelagt at tale om det, når man ikke er glad og har den store lykkefølelse. Jeg oplever i mit arbejde mange, der er skamfulde over deres tanker og følelser og føler skyld. De tænker, det var bedre, hvis de ikke havde fået barnet. Mange jeg taler med, tror de er de eneste, der har disse følelser og er flove og ulykkelige og går med det for dem selv. Det er svært at erkende, at livet som mor føles uendeligt svært og meget anderledes, end man havde troet og håbet på.
Du gør det allerbedste, du kan gøre, du er åben og fortæller om, hvordan du har det. Det er en god måde at passe på din lille dreng på. Det er vigtigt at få italesat, hvordan man har det. Jeg opfordrer altid mødre til at ”være modige” og fortælle om, hvordan de har det, f.eks. i mødregruppen, til sundhedsplejersken, lægen eller til andre, der står dem nær. Når man er åben, betyder det ofte, at man opdager, at der også er andre, som har det svært. Det bliver også lettere at få og modtage støtte og hjælp, når man er åben.

I din situation er der meget, der er blevet helt anderledes, end du havde forestillet dig, og det giver dig nogle store belastninger og udfordringer, du ikke har været forberedt på.

Er du stadig trist, når du modtager dette svar fra mig, vil jeg anbefale dig at tale med din sundhedsplejerske om det. Fortæl hende om din situation og dine følelser som du har fortalt her i brevet til mig.

Hun vil kunne vejlede dig i, hvad du kan gøre, og hvor du kan få yderligere hjælp.

Hun vil også tilbyde dig at komme i en mødregruppe, som jeg vil anbefale dig at sige ja til, da det er godt at være sammen med andre i samme situation som en selv.

Du kan også kontakte din læge, som kan henvise dig eller anbefale dig noget hjælp, hvis du har brug for andet hjælp end den fra sundhedsplejersken.

Nogle steder i København er der specielle mødregrupper , hvor der er tilknyttet sundhedsplejersker og i nogle grupper også en psykolog.

(Jeg har selv i mange år været tilknyttet en mødregruppe på Vesterbro. Du kan på min hjemmeside læse, hvad mødrene har fået ud af at være i gruppen. www.psykologcc.dk.)

Mødrehjælpen har også forskellige tilbud om hjælp og rådgivning, som du måske vil kunne bruge. Kig på deres hjemmeside eller prøv at kontakte dem og fortæl om din situation.

Jeg tror, det er vigtigt for dig at få hjælp til at finde ud af, hvordan du og din søns far fremover kan kommunikere og samarbejde omkring jeres forældreskab.

Jeg ønsker dig alt et bedste i tiden fremover.

Du skal vide, at du på ingen måde er en dårlig mor, fordi du oplever vanskeligheder og udfordringer, der kræver hjælp og støtte.

Jeg håber du kan bruge mit svar. Du er meget velkommen til at skrive igen, hvis du vil fortælle om, hvordan det går eller du har yderligere spørgsmål.

Venlig hilsen
Psykolog Charlotte Clemmensen