Grim og dårlig opførsel

Kære Charlotte,
Jeg er nået til et punkt, hvor jeg bliver nødt til at bede om råd og vejledning, for jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal stille op.

Jeg har fundet en dejlig kæreste, som har to piger på 3 og 7 år. Jeg har et helt fantatisk forhold til dem begge og behandler dem, som de var mine egne. De er også rigtige glade for mig. Jeg/vi ved selvfølgelig, at det er svært for dem, at mor og far ikke er sammen mere, og er derfor opmærksomme på, hvordan de trives.

Efter vi har fået pigerne hjem fra ferie hos deres mor er Mette (7 år) slet ikke den samme glade, smilende pige mere. De sidste par dage her, har været et helvede: hun taler grimt, råber og skriger, græder og kan ikke forklare hvad der er galt. Det er ikke en normal opførelse for hende!
Hendes sprog er som at høre hendes storesøsters, fx.: Jeg gider ikke leve mere, jeg gider ikke gå i skole - på den lorte skole, jeg gider ikke snakke med dig - du skal ikke snakke til mig, du er ikke min far. Osv.

Hun kopier rigtigt meget af sine større søskende og desværre ikke de gode ting.
Da hun denne gang kommer hjem fra sin mor, er hun stille de første 3 timer. Der er mange ting, som hun ellers plejer at klare fint selv, som hun skal ha´ hjælp til.
Og hun vil ikke sove i sin egen seng.
Hun forklarer det kun med, at hun savner sin mor, og vi siger, at det er helt okay at savne og at hun jo snart skal hjem på weekend ved hende igen,.

Hendes opførelse de sidste par dage har virkelig været slem, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal nå ind og få snakket med hende. Det gør hendes far utrolig ked af at se hende sådan.

Jeg er også klar over at de står lige i midten, for hjemme ved mor må de alt, ingen sengetider osv. Her vil vi gerne ha` struktur, så de kommer i seng kl 20.00, de skal rydde op på værelserne e.t.c.. Vi gør jo alt for at give dem en stabil og fungerende hverdag.

Håber du kan råde mig …



Hej
Mange tak for dit spørgsmål.
Det er en dejlig situation at have fået en ny kæreste, men samtidig kan det også være en svær og udfordrende situation, når der er børn med i det nye kæresteforhold.

Jeg ved ikke, hvor længe siden det er at din kæreste er blevet skilt og hvor længe I har været kærester, men du er glad for din kærestes 2 piger.

Pigerne er henholdsvis 3 og 7 år, og du fortæller, at I er meget opmærksomme på, at det er svært for pigerne, at mor og far ikke er sammen mere. Det er et godt opmærksomhedsfokus I har, fordi det altid er svært for børn, når mor og far bliver skilt -  og når far og mor får nye kærester.

Vi skal huske, at det altid er de voksne, som tager valget om både at bryde parforhold og danne nye familierelationer. Derfor har vi også ansvaret for, at børnene ikke kommer i klemme med deres følelser og deres loyalitet. Ligesom vi også har ansvaret for, at de forsat har mulighed for at kunne bevare en så ukompliceret kontakt som mulig med både deres mor og far.

Dette kan – af mange forskellige grunde – være en rigtig svær opgave og det kan tage lang tid, at få alle tanker og følelser på plads så både ”store og små” får det så godt som muligt i den nye situation.

Pigerne har været på ferie hos deres mor og da de kommer hjem til jer er Mette på 7 år sur, snakker grimt, råber og skriger, samtidig med at hun er ked af det. Hun græder og siger hun ikke vil i skole, savner mor og at hun ikke vil snakke med dig. Hun siger hun ikke gider leve mere, og hendes opførsel er usædvanlig og hun er ikke til at kende igen.

I spørger hende, hvad der er galt, hvilket hun ikke kan forklare jer. Det er svært for et barn på 7 år, at forklare med ord, om de følelser hun har. 
I gør det helt rigtige, når I stopper op og reagerer på Mettes adfærd. Man skal altid reagere, når børn ændrer adfærd og er kede af det.

Når børn oplever, at mor og far får nye kærester, reagerer de forskelligt. Nogle børn går positivt ind i den nye relation og glæder sig over det, andre børn sørger, fordi det nye parforhold er en tydelig markering af at skilsmissen mellem mor og far er en realitet, der ikke bliver ændret.
Børn kan også sørge og være vrede, fordi de er loyale i forhold til den anden forældre, som måske er ked af skilsmissen. De kan også være vrede, fordi de føler sig tilsidesat og frygter at de mister noget af far eller mors kærlighed.

Det første jeg kommer til at tænke på er, om I har talt med børnenes mor om, hvordan ferien hos mor har været. Er der sket ting, som kan forklare Mettes reaktioner og frustrationer.

Som jeg læser det, er der også andre søskende hos mor. Det er et yderligere tab for pigerne at blive skilt fra søskende. Kan det mon være noget af forklaringen på at Mette gør som sine storesøskende?

Jeg tænker også på, hvordan kommunikation mellem mor og far er, og om der er et godt samarbejde? Alle undersøgelser viser, at forældre der kan samarbejde giver børnene de bedste muligheder for at klare sig godt i et nyt liv, hvor de bor på skift hos mor og far.

Du spørger hvad du kan gøre for at få Mette i tale? Hun vil ikke tale med dig, fordi du ikke er hendes far, siger hun. Når hun er vred og siger, at du ikke er hendes far, er det fordi hun er bange for, at du vil stille dig i vejen for hendes forhold til sin far. Hun er bekymret for at miste ham. Du må vise, at du ikke står mellem hende og hendes far.

Det er altid svært at blive afvist, og det kan være svært ikke at blive såret og komme til at afvise tilbage. Men det er vigtigt, at du ikke gør det, for det vil gøre tingene sværere end det er i forvejen.

At være en ny voksen i et barns liv kræver sommetider en enorm stor tålmodighed. Det tager altid tid at udvikle et venskab og et tillidsforhold, og her er børn ingen undtagelse. Tillid, accept og kærlighed opstår gradvist over tid med samvær og gode oplevelser.

Måske skal far mere på banen og have nogle snakke med Mette. Det kan være rigtig svært for børn, hvis den nye kæreste for hurtigt begynder at tage sig af følelsesmæssige ting eller begynder at skælde ud eller være den der bestemmer.

Det kan være svært at holde sig tilpas meget tilbage, fordi man så gerne vil være der for sin kærestes børn. Men jeg tror, det er vigtigt, at du tager det roligt og ikke forventer for meget.

Du må acceptere hvor meget eller hvor lidt Mette vil ”lukke dig ind i sit liv”, og acceptere at det vil være svingende i en lang periode. Du skal tilbyde Mette et dejligt oprigtigt venskab, lyttende øre og en kærlig varm favn, hvis hun vil. Du ved, at du ikke er hendes mor, for den plads er for evigt optaget. Men du kan blive en meget betydningsfuld voksen for Mette og hendes lillesøster, og blive en rollemodel og få indflydelse på pigernes opvækst.

I skal forsat være opmærksomme på Mette og på, hvordan hun har det. Hun må naturligvis ikke være så ked af det, at hun siger, at hun ikke vil leve. Hvis det forsætter, skal I søge hjælp og rådgivning hos en psykolog eller andre der kan hjælpe jer. 

Med ønsket om alt det bedste.

Med venlig hilsen
Charlotte Clemmensen
Psykolog og familierådgiver.
Følg med på Charlottes blog Forældreklubben ->