Den svære familiesplid i julen
Julen er en særlig tid for os alle, om vi vil det eller ej. Men december, juleaften og juledagene kan være en stor udfordring, der sætter de nære og bedste familierelationer på en hård prøve.
Mødre imellem
Den anden dag hørte jeg en mor fortælle en anden mor, at hun står i et stort dilemma, der handler om julen. Hun har sammen med sin mand to børn - en søn på fem år og en datter på otte. Det har længe været en aftale, at de i år skal holde jul hos mormor sammen med mors søster, bror og deres familier. Børnene glæder sig meget til at holde jul hos mormor sammen med deres fætre og kusiner.
Imidlertid er der sket det, at hendes mand er blevet uvenner med hendes bror over noget arbejde, de har lavet. Noget med nogle penge i den forbindelse. Kvindens mand siger nu, at han ikke vil holde jul sammen med hendes bror, for han vil ikke finde sig i at blive behandlet så respektløst.
Moren står derfor nu i et dilemma: På den ene side synes hun, det er synd for børnene, hvis aftalen brydes, og de ikke skal til mormor, som de glæder sig meget til, og som hun også selv ser frem til. På den anden side orker hun ikke at holde jul, hvis der skal være en dårlig stemning, og hendes mand og bror skal skændes hele aftenen.
Faktisk kommer det slet ikke mig ved, men jeg gjorde mig alligevel nogle tanker, nu hvor jeg havde overhørt denne samtale.
En konflikt og et dilemma, hvor jeg umiddelbart tænker: Så tag dig dog sammen, mand! Få styr på den konflikt, og opfør dig ordentligt og anstændigt over for alle dem, der glæder sig til juleaften. Ikke mindst børnene og din kone.
Men så enkelt er det jo sjældent.
Konflikter er ekstra svære i julen
Stridigheder i forbindelse med julen er svære, fordi det er en tid, hvor vi har mange følelser i spil. Vi bliver let såret. Vi har mange forventninger og store håb og ønsker om en fredelig jul, helst med harmoni, nærhed og kærlighed til hinanden.
De fleste af os føler en forpligtelse over for hinanden som familie, næsten uanset hvad der sker. Netop denne følelse af forpligtelse og omsorg for vores familie giver anledning til konflikter og dilemmaer. Mange føler sig splittet og vil gerne tilfredsstille alle: Deres partner, deres børn, deres mor, deres svigermor, deres børns fætre og kusiner og den øvrige familie.
Det kan være svært, at gøre alle tilfredse. Og det gøres ikke uden, at vi bærer lidt over med hinanden. Det er en følelsesmæssigt svær øvelse, men vil vi have en jul i harmoni og god stemning, kommer vi ikke uden om at gå på kompromis af og til.
Bær over
Nogle gange skal vi sætte vores egne behov i sidste række eller lidt til side, hvis det er muligt. Beslutte os for at se ud over egen næse, da hensynet i dette tilfælde først og fremmest skal gælde børnene. De skal have en god og dejlig aften med god stemning og glade voksne. Men også af hensyn til mormor, mor, søskende, fætre og kusiner, som også skal have en god aften.
Nogle gange gør det for ondt på for mange, når vi har den holdning til livet, at vi ikke finder os i noget og altid forlanger, at andre handler, som vi synes er bedst.
I mine tanker når jeg frem til, at manden i respekt for sin familie må finde ud af det. Han må tilsidesætte sig selv for en lille stund. Det kan være hans kone skal hjælpe ham, og det skal hun være parat til. Hun må hjælpe, hvor hun kan, så manden føler sig støttet og anerkendt af hende. Hun må spørge ham, hvordan hun kan hjælpe og støtte.
Det er ikke rimeligt, at børnene skal finde sig i, at far er sur og derfor ødelægger den gode julestemning for alle de andre i familien.
Lad os sammen give plads til hinanden, tage hensyn og få en glædelig december og en dejlig juleaften.
Tilføj kommentar