Luftige brunch pandekager
Tykke brunchpandekager med hytteost og dobbelt chokoladeluksus!
Det lyder måske mærkeligt at putte hytteost i pandekager, men det giver de lækreste og luftigste tykke pandekager, så det kan kun anbefales. I denne opskrift fra Xenia Østerby Jensens kogebog "Sødt, Sundere, Syndigt " som udelukkende indeholder opskrifter uden sukker og mel, er der puttet chokoladestykker i selve dejen og pandekagerne serveres i øvrigt med en fløjlsblød chokoladesauce som topping. Så her er vi klart mere ude i en morgendessert end et hverdagsmorgenmåltid! Hvis du synes, det er lidt meget med chokoladesaucen, kan du udelade den del og evt. bare toppe med en klat flødeskum eller creme fraiche. Du kan også lave pandekagerne uden chokoladestykker og i stedet servere med græsk yoghurt og friske bær – så nærmer vi os noget, der er lidt mere hverdagsegnet. Opskriften kan bruges til det hele, så der er lidt for enhver smag.
Til 8-10 pandekager skal du bruge
Til pandekagerne
250 g hytteost
4 æg
1 spsk. fiberHUSK
3 spsk. sukrin gold
½ tsk. vaniljepulver
Et nip salt
50 g hakket chokolade
Smør eller kokosolie
til stegning
Til chokoladesaucen
1½ dl piskefløde
1 spsk. smør
100 g hakket chokolade
Start med at lave chokoladesaucen, så den kan nå at sætte sig lidt inden servering. Piskefløde og smør opvarmes i en kasserolle og tages af, så snart det når kogepunktet. Hæld den varme fløde over chokoladen i en skål, lad stå lidt, og pisk så sammen til en jævn sauce.
Alle ingredienser til dejen på nær den hakkede chokolade og fedtstof til stegning blendes sammen i blender eller foodprocessor, til du har en jævn dej uden klumper. Lad dejen trække i ca. 5 minutter, mens du varmer en eller to pander godt op. Når dejen er tyknet lidt, vendes den hakkede chokolade i.
Smelt 1 tsk. smør eller olie på en pande, og steg tre pandekager ad gangen. Når overfladen er stivnet, og der kommer bobler, vendes de. Bag videre, indtil pandekagerne hæver op, og læg dem derefter i et fad. Gentag med resten af dejen.
Server pandekagerne med den lune chokoladesauce!