Corona: 5 gode råd - sådan taler du med dine børn

Det kan være svært at vide, hvordan vi helt nøjagtig taler med børnene om coronavirus, og den situation Danmark, - ja stort set hele verden - er i nu. Her får du fem gode og vigtige råd til, hvordan du bedst kan få talt med dit barn om corona virus.

Det er en vigtig opgave, at fungerer som et slags filter for børnene. Hvis dit barn udtrykker bekymring, eller du kan se, det bliver bange eller skræmt over det, de ser og hører, så er det meget vigtigt at tale om begivenheden. Sæt dig derfor ned med børnene og fortæl dem, hvad der sker, naturligvis på et niveau der passer til deres alder og personlighed. Her får du fem gode råd.

 

 

Lyt til dit barn

Sørg først og fremmest for, at du har god tid, når du skal tale med dit barn om dette svære og – for nogle børn – skræmmende emne. Det skal ikke være, når I er ude og købe ind, sidder i bilen eller laver andre gøremål. Og hør, hvad barnet har på hjerte, før du begynder at tale og forklare. Spørg ind til, hvad barnet allerede ved (eller tror, det ved) og brug det som udgangspunkt for jeres snak.

Fakta er, at barnet er bekymret, og at vi som voksne skal tage den bekymring alvorligt gennem samtalen.

 

Hold dig til fakta

Du skal ikke udpensle noget af det, barnet allerede har talt om og dermed gøre det endnu værre. Vær så nøgtern og så saglig som mulig og svar på de spørgsmål, barnet har efter bedste evne.

Lige nu ser børnenes hverdag anderledes ud – skoler, børnehaver og fritidsaktiviteter er lukkede, så understreg, at denne lukning er sket, for at vi i Danmark kan passe meget bedre på hinanden. Og anerkend barnets utryghed ved, at hverdagen er drastisk forandret.

Lægt vægt på den gode historie i denne krise.

 

Gør noget selv

Det er også rigtig fint at tale om, hvad I kan gøre som familie sammen for at modvirke ”den dumme corona-virus”. Vaske hænder, spritte dem af, holde afstand, hvis folk hoster på gaden – og I kan selv hoste ind i albuen eller i en engangsserviet. 

 

Lad bare nyhederne køre

Engang lød parolen: ”Lad ikke dit barn se nyheder og undgå, at de bli’r skræmte af de dårlige nyheder”. Men i dag er mediebilledet ganske anderledes. Der er ikke kun en enkel ”Pressens Radioavis” i døgnet. IPads, Facebook, radio, nyhedssites, tv osv. kører hele døgnet rundt, og dine børn vil uundgåeligt se og høre om det her, så vi voksne skal bevare roen og ikke selv blive skræmt over corona-krisen. Din frygt kanaliseres direkte over i dit barn. 

Vi er de voksne, og vi skal kunne give ro og tryghed, når vi taler med vores børn. Og lidt af rådet fra før kan man bruge, for man skal aldrig lade sit barn se nyhederne alene.

 

Sidst, men ikke mindst

Hold dig opdateret på Sundhedsstyrelsens hjemmeside sst.dk og myndighedernes nye side coronasmitte.dk

 

 

Kilde: UNICEF