6 år og besørger i bukserne

Hej Charlotte,
Først vil jeg gerne sige, at jeg gentagne gange har haft held til at finde information på jeres side.
Nu vil jeg gerne høre dig omkring et problem jeg står med. Min eksmand og jeg har sammen en dreng på 6 år, der den seneste tid haft problemer med sin afføring. Således har han den seneste uge besørget i bukserne 8 gange. Han bliver sky og til tider angst når det sker og vil ikke vise det.
I går aftes fortalte han at hans far som straf for at han havde besørget i sine bukser, har puttet ham i et iskoldt brusebad, og at han var bange for at komme på børnehjem efter det var sket. Min søn går i en heldags klasse, og de er ikke altid gode til at huske ham på at han skal på toilettet. Der er en kørselsordning til og fra skole, og nogle gange er det sket i taxaen på vej hjem. Det er forskelligt hvor meget der kommer på en dag, og nogle gange kan der gå et par dage imellem. Han tisser aldrig i bukserne, og der kommer aldrig noget om natten. Jeg har bestilt en tid hos lægen, for at få undersøgt hvorvidt en virus kan være skyld i problemet, eller om det er noget psykisk. Skolen anbefaler at han får en ble på, men jeg synes det er ydmygende for ham.
Jeg er i vildrede, især fordi jeg i øjeblikket overvejer at flytte til udlandet med min søn. Jeg skal tilføjet at min søn pt. ingen kontakt har med sin far. Han og hans kone har fået en sigtelse for vold og et tilhold, fordi de under et weekendsamvær med vores søn har slået ham. Min søn taler slet ikke om dem i hverdagen, og når jeg har samtaler med hans psykolog siger hun, at han kun har vrede og skældsord til over for dem. Jeg håber du kan give mig nogle råd til hvordan jeg planlægger den kommende tid bedst muligt for min søn og jeg.

____________________________________________________


Tak for dit spørgsmål.
Jeg er rigtig glad for at høre du har kunnet finde brugbare informationer her på siden. Det luner!
Det er rigtig godt du er opmærksom på, at der sker nogle forandringer med din dreng. At du har kontaktet lægen er lige nøjagtig det første du skal gøre, for at sikre dig om der er en fysisk årsag, til at han begynder at besørge i bukserne.
Ufrivillig afføring hos børn hedder Enkoprese. Man skelner mellem to former:
• Primær Enkoprese, er når barnet aldrig på noget tidspunkt har været renlig.
• Sekundær Enkoprese, er når barnet tidligere har været renligt, men pludselig får problemer med at have afføring i bukserne.
Ud fra hvad jeg kan læse af dit brev, har din dreng tidligere været renlig. Der er nogle børn i skolealderen, ca. 1 pct. der har renlighedsproblemer, herunder er også medregnet børn med natlig sengevædning og faktisk ses der flest drenge med disse problemer.
Jeg kan ikke sige, hvad der gør at din søn begynder at have problemer med afføring i bukserne. Det er generelt altid svært at sige hvad årsagen er. Det vil meget ofte være tale om samspil mellem flere årsager. Men ofte har børn med Enkoprese nogle psykiske vanskeligheder, som de har brug for hjælp til.
Jeg kan læse, at din søn har været udsat for nogle voldsomme oplevelser, som har får hjælp til. Han går hos en psykolog og jeg vil anbefale dig at tale med denne om disse her ting, da jeg tænker hun vil kunne hjælper dig og din søn bedre end jeg kan her.
Hvis jeg skal vurdere nærmere, vil det kræve et nøjere kendskab til din søn og jeres situation i det hele taget.
Jeg vil også anbefale dig, at tale med psykologen om, at du påtænker at flytte til udlandet med din søn. Måske hun kan råde dig til, hvordan du bedst kan planlægge at gøre dette, for at tage mest muligt hensyn til din søn. Når jeg anbefaler dig at tale med psykologen, er det fordi hun formentlig kender din søn godt og måske også dig. Hun vil kunne råde dig ud fra sit kendskab til jeres hele situation, og det mener jeg vil være den bedste hjælp til dig og din søn.
Jeg kan i din mail også læse at du er åben og involverer skolen, når der sker forandringer på hjemmefronten. Det er rigtig godt, for på den måde får du den bedste råd og vejledning, og det er en måde at være omsorgsfuld for din dreng på. At samarbejde med de personer der er omkring din dreng i hverdagen, er den bedste måde at få alle nuancer med når der skal støttes op om ham.
Jeg tænker lige en lille ting: Hvis du ikke er enig med skolen i at din søn skal have ble på, så skal du fortælle du er uenig. Spørg til hvad grunden er til at de mener at det vil være den bedste løsning for ham. Hvad har de gjort sig af tanker og overvejelser? Fortæl, hvis du tænker noget andet ville være en bedre hjælp og fortæl, hvorfor du mener det. Fortæl du tænker og er bekymret for, at det er ydmygende for ham at få ble på. Kunne der måske laves nogle andre aftaler? Hvordan kan de huske ham på at komme på toilettet? Kan der være nogle gange, det vil være godt med ble?
Der er mange ting I kan tale om. I kan også spørge din søn, om hvad han tænker. Hvordan tror han det bedst vil kunne lykkes for ham at lave afføring på toilettet. Er der noget han tænker I kan hjælpe ham med?
Jeg håber du får snarlig kontakt med psykologen igen, og håber hun også kan støtte dig i hvordan du bedst gør tingene og støtter og hjælper din søn på bedste måde. Jeg ønsker dig også held og lykke med alt det nye der skal ske i dit og din søns liv.

Venlig hilsen