Børn alene hjemme
Kære Charlotte,
Jeg har gennem nogle måneder oparbejdet en rutine med mine to drenge på snart 9 og 5½ år, hvor jeg vækker dem om morgenen, og mens de ligger og putter under dynen og ser tegnefilm, så træner jeg 20 minutter i det lokale fitnesscenter og er i alt væk i maksimal 30 min.
Børnene har det fint med ordningen og er trygge ved at min kæreste bor 200-300 meter væk, og at hun er hjemme. De har også en telefon ved siden af sengen, så de kan ringe til mig, og jeg kan være hjemme på fem minutter.
Børnenes mor, som jeg er skilt fra, mener ikke at ordningen er forsvarlig, og derfor vil jeg høre en professionel om råd. Er det mig der er gal på den? Er vores ordning ansvarlig, eller er der noget jeg overser?
Kan en ansvarsfuld snart 9-årig og 5½ årig ikke være alene under dynen i en halv time, når de på to minutter kan løbe over til min kæreste, som de har kendt i tre år?
Jeg sender altid min kæreste en sms, når jeg kører, samt når jeg er hjemme igen, så hun ved, at de er alene.
Thomas.
Hej Thomas,
Og tak for dit spørgsmål.
Børn er ikke klar til at være alene hjemme i længere tid, før de er omkring 10 års. I den alder kan de fleste børn tænke og handle rationelt og kan derfor også klare at reagere fornuftigt i en krisesituation, uden at gå i panik, hvis uforudsete situationer opstår.
Faktisk handler det ikke om, hvorvidt dine drenge er i stand til at lege alene i længere tid og kan underholde sig selv ved at ligge under dynen og se tv. Det du er nødt til at tage med i dine overvejelser er, hvordan de vil kunne handle og vil reagere , hvis der sker noget uforudset, når de er alene.
Din ældste søn er 8 år og så er der lillebror på 5 år.
Dine drenge er gode til at ligge og se tv i sengen – det er fint og godt. Men det er de uforudsete ting der kan ske, de ikke er gamle nok til at være alene om.
Man er som forældre nødt til at tænke på det, der kan ske. Der kan være pludseligt strømsvigt, en sikring der springer, en af børnene kan falde og slå sig eller andet. Det kan jo også ske for din søn på 8 år og så er det ham på 5 år, der skal kunne magte situationen, og det er han ikke udviklet til endnu.
Mange børn har også en oplevelse af, at der er anderledes stille i et hus, når man er alene uden voksne. Mange børn synes det er lidt skræmmende. Der kan komme nogle og ringe på døren – hvem er mon det? - må/tør vi åbne? Børn bliver usikre i sådanne situationer, også selvom de har italesat de gerne vil være alene hjemme.
Jeg kan læse i dit brev, at du har taget nogle forholdsregler. Din kæreste bor 200-300 m væk og børnene kan ringe til hende, hvis der er noget. Du vil selv kunne være hjemme i løbet af 5 min.
Du spørger mig, om denne ordning er ansvarlig med de forholdsregler du har taget, eller der er noget du overser.
Jeg vil ikke anbefale, at dine drenge er alene hjemme før de er ca. 10 år gamle. Som 10 årig kan man som oftest reagere fornuftigt i en ukendt situation og gøre brug af alle de gode forholdsregler du har lavet.
Hvis du forsætter med at lade dine drenge være alene hjemme, så sker der jo formentlig og forhåbentlig ingenting. Men der er den risiko, at dine drenge eller en af dem får en oplevelse, hvor de bliver bange eller angste, hvor de føler sig ladt alene eller svigtet. Dette kan være følelser og oplevelser, der kan sætte sig dybe spor og være noget som påvirker dem fremover.
Jeg tænker også det er problematisk, at drengenes mor synes det er uforsvarligt, hvilket må betyde hun er bekymret. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at I får en snak om det og gerne når frem til en løsning i begge kan være trygge i.
Men børn er naturligt forskellige, hvilket betyder der kan være stor forskel på modenhed hos et barn på 10 år. Nogle børn på 10 år har en modenhed som et barn på 8 år og andre 10 årige som 8 år. Ligesom børn på nogle områder kan være mere udviklet end på andre områder.
Men i denne her situation, vil jeg sige: Start hellere lidt senere end tidligere.
Beslutningen ligger helt hos dig. Du må prioritere, om det er nødvendigt med træning om morgenen, eller om du muligvis kunne gøre det på et andet tidspunkt, når drengene er hos dig. Nogle gange er der noget der må stå på standby eller tilrettelægges anderledes i perioder af livet. Nogle gange kommer vi til at forvente meget af vores børn, fordi vi så gerne vil nå det hele i en travl hverdag.
Håber du kan bruge mit svar.
Tilføj kommentar