Pludselig ængstelig

Brev: 

Kære Charlotte.

Jeg er alene med min søn på snart 7 år, som går i 0. klasse.
Pludselig er han blevet meget bange for forskellige ting. F.eks. for  for at gå på toilettet alene, eller for rum, hvor der ikke er tændt lys. Han er bange for at være på sit værelse alene og vil ikke længere sove uden, at jeg er der - også selv om lyset er tændt. Pt. er det så slemt, at han også vil sove under samme dyne som mig. Han siger han er bange for spøgelser. Han snakker også om, at han er bange for at jeg dør.

Jeg har prøvet at snakke med ham om, at der ikke findes spøgelser, og at det er skørt at være bange for noget, som ikke findes. Og desuden er jeg jo tæt på ham i lejligheden hele tiden. Men det hjælper ikke. Han sover hos mig, og det er der mange som har en mening om: "Han er da for stor til at sove ved mig, og skal sove i sin egen seng".
Men jeg har svært ved at se, hvordan det skal lykkes, når han er så bange, som han er.

Det tager meget på mine kræfter. Før gik det fint. Jeg lagde ham i seng, læste en historie, sagde godnat og gik ud og gjorde de ting jeg nu skulle nå, inden jeg selv gik i seng.
Jeg er frustreret over at skulle bruge timer på at få ham til at sove, når jeg godt ved, at der også skal smøres madpakker og at jeg i det hele taget bare gerne ville ha´ lidt tid for mig selv.

Hvad skal jeg gøre? Hvad er det, jeg gør forkert?

pinthis
Svar: 

Tak for dit spørgsmål.
At have en lille dreng på syv år, der ikke vil sove om aftenen og er bange for at sove alene er både belastende og frustrende. Og for os voksne kan det være uforståeligt, når barnet er bange for noget som spøgelser. Vi synes ikke, der er noget at være bange for!

De normale frygtformer
Alle børn er bange for noget. De såkaldte ”normale frygtformer" hos børn kaldes sådan, fordi de næsten uden undtagelser optræder hos alle piger og drenge. Disse frygtformer er knyttet til en bestemt aldersperiode. F.eks. er det almindeligt, at børn fra de er to til tre år udvikler frygt for mørke og små dyr. Frygten for mørke kan forsætte i et godt stykke tid og varer ofte til syv-otte års alderen.

I fem til syv års alderen begynder børn også at udvise frygt for at blive udsat for en eller anden form for kropslig skade eller overlast. Det kan f.eks. være en frygt for at indbrudstyve skal bryde ind i huset og gøre dem selv eller mor eller far fortræd. De helt tidlige skoleår er også en tid, hvor børn i alder som din dreng, har en frygt for uhyrer og overnaturlige væsener – spøgelser, hekse, varulve, mumier og vampyrer. Mange forældre bliver sat til at tjekke værelset inden sovetid, for at sikre at der ikke er uhyrer af nogen slags under sengen, i skabe eller skuffer.

Mane børn begynder i omkring seks års alderen at udvise frygt for at sove alene i sit eget værelse og vil ofte gerne sove hos forældrene i deres seng eller kommer ind i løbet af natten. Hvis vi kunne være en flue på væggen i de mange småbørnshjem, ville vi være vidne til en ren folkevandring, hvor børnene bevæger sig fra eget værelse ind til mor og far om natten. Det er ikke ualmindeligt, at børn på din søns alder er bange for at være alene i et værelse i situationer, hvor de ikke kan se forældrene, også selvom de f.eks. godt ved de er lige inde i stuen eller lige ude i haven. Frygten for at være alene og sove alene kan godt stå på et stykke tid.

Skal tages alvorligt
Ud fra det du beskriver i dit brev, er din søns frygt for at være alene og sove alene altså noget der kan høre alderen til. Men det betyder ikke, at det ikke skal tages alvorligt, men i stedet at du skal tænke over, som du gør, hvordan du kan støtte og hjælpe din søn med den frygt han føler og oplever, og hvordan du kan hjælpe ham med at håndtere frygten. Din dreng er syv år gammel, hvilket betyder du godt kan tale med ham om tingene. Anderkend hans frygt og tal med ham om hans følelser. Hvad er det, han er bange for, der skal ske.
Han skal have en fornemmelse og forståelse af, at det er OK han er bange og at han er OK, selvom han er bange. Han må ikke få en forståelse af, at han er for stor til at være bange for spøgelser, det kan give ham en fornemmelse af, at han ikke er OK. Det er altid OK at føle som man gør, lige meget om vi forældre forstår det eller ej.

Tal med ham
Tal med ham om, at det er helt normalt blive bange, når man skal sove om aftenen og man kan også godt blive bange for spøgelser. Fortæl ham at du ikke er bange for spøgelser, fordi du ved de ikke er der, og at du gerne vil hjælpe ham og passe på ham, så han heller ikke behøver at være bange for spøgelser. Måske kan du også fortælle, at da du var 7 år, var du også sommetider bange for spøgelser, men at du efter et stykke tid holdt op med at være bange for dem, fordi du opdagede at de ikke var der, men at det kun var i bøger og andre steder de eksisterede.

Giv eksempler
F
ortæl evt. om andre børn du kender, der også er bange for spøgelser, men fortæl ham også hvordan de holdt op med at være bange. Måske lavede de en aftale om at lyset skulle være tændt og at mor kiggede ind til ham lidt engang imellem, og at han synes det var god,t han kunne høre mor var i stuen og passede på ham, selv om hun var i et andet rum, eller hvad der nu kan passe til jer.

Der findes også en masse gode børnebøger om emnet. Gå sammen på biblioteket og lån nogle bøger i sammen kan læse og give jer anledning til nogle gode snakke om det.

Indstil dig på, at det kan tage noget tid at få brudt det mønster, der har været gældende den seneste tid. Du skal finde den store tålmodighed frem og acceptere, at det her vil kræve en stor daglig indsats over et stykke tid. 

Jeg håber du kan bruge mit svar og ønsker dig rigtig meget held og lykke.

Brevkasse: 

Tilføj kommentar

Psykolog og familierådgiver Charlotte Clemmensen

Charlotte Clemmensen er Familieguidens fast tilknyttede psykolog og familierådgiver. Du kan skrive til Charlotte på brevkasse@barneguiden.dk. Hverken dit navn eller din e-mail vil blive offentliggjort - du er således helt anonym.

Profesionelt tilbyder Charlotte terapeutiske samtaler og rådgivning til enkeltpersoner, børn, unge, par og familier og har bred erfaring. Læs mere på Pyskologcc.dk og følg Charlottes blog Forældreklubben.dk.