Barnevogn - sådan finder du den rigtige
19. marts 2012

Prisen på vognen er ikke nødvendigvis en indikator for sikkerhed og funktionalitet. Derfor er det en god ide at sikre sig, at vognen er testet og overholder sikkerhedskrav. Hvis du vælger en vogn, som er godkendt af Varefakta, så er du sikret: at vognen ikke vælter ved almindelig brug, at vognen bliver stående (også på et skråt underlag) når bremsen er slået til og at vognen kan klare en regnbyge (eller sælges med regnslag).
Tjek også følgende, inden du vælger vogn:
• Hvis dit barn skal sove i vognen, så vælg en vogn med tilpas lang kasse. Er barnet ca. 15 måneder, skal kassen være min. 80 cm. Er barnet ca. 2 år, skal kassen være min. 85 cm. Er barnet ca. 2½ år, skal kassen være min. 90 cm.
• Tjek om barnevognes styr passer i højden til dem, der skal køre med vognen eller om styret kan justeres, så det kommer til at passe i højden
• Prøv, om barnevognen er behagelig at gå med. Der må for eksempel ikke være noget du støder på, når du går
• Prøvekør barnevognen – om muligt også uden for butikken. Vurder om barnevognen fx kan klare en tur i skoven eller hvor I ellers har brug for at køre med den
• Prøv om alle vognens funktioner er nemme at betjene, herunder om bremserne er effektive og nemme at komme til
• Undersøg om barnevognen er nem at klappe sammen og hjulene er nemme at tage af, hvis du har brug for det
• Tjek om vognen kan være i bilens bagagerum, hvis du har brug for at transportere vognen i bilen
• Hvis du ofte skal have vognen med i bussen eller op ad trapper, er det en god ide at vurdere, hvor tung vognen må være
Tip: En barnevogn med store hjul er lettest at køre med i grus og over kantsten og nemmere at få med op i bus og tog. Små hjul fylder mindre i bagagerummet i en bil og er nemmere at manøvrere rundt med, når du går i supermarked eller på gågaden.
Når du tager barnevognen i brug, så husk:
• Fra barnet er cirka seks måneder og kan vende sig eller sidde op, skal det bruge sele i vognen. Før da er det ikke nødvendigt. Læs mere om sikker brug af barnevognssele >>
• Tjek, at du har slået låsemekanismen til, så barnevognen ikke klapper sammen.
• Tjek, at du har slået bremsen til, hvis du går fra vognen.
• Husk at vognen bliver mindre stabil, når en større søskende sidder på barnevognen, eller når du for eksempel hænger tunge indkøbsposer på styret. Det gælder også, hvis du har et barn stående foran på et ståbræt. I værste fald kan barnevognen vælte.








































