bevar din ferieglæde
3. august 2006

Kære læser,
Jeg håber du har haft en dejlig sommerferie og fået slappet godt af, fået gjort nogle af de ting der gør dig glad og veltilpas – og fået samlet kræfter til at komme i gang med hverdagen igen.
Det er en god ide at forberede sig på at skulle vende tilbage til hverdagen igen, sørge for at du selv og familien kommer stille og rolig i gang, sørge for at indstille dig mentalt på hverdagen og få justeret nogle rutinerne.
Vores brevkasseredaktør, terapeut Ingrid Ann Watson har udarbejdet nogle gode tips til hvordan du kommer godt i gang med hverdagen igen – og ikke mindst hvordan du kan hjælpe dine feriehjemvendte kollegaer til en rolig opstart...
Sommerhilsner fra redaktionen,
Louise Pagsberg
8 gode tips fra terapeut Ingrid Ann Watson
Tag det roligt
Tag det roligt. Lad være med at stresse. Husk at kroppen og psyken er ikke helt oppe i omdrejninger endnu. Der vil gå timer – og for nogle flere dage - før hele systemet er på plads og indstillet på at tingene nu skal ske i et andet tempo.
Stå tidligere op…
Stå lidt tidligere op om morgnen og giv dig selv tid til og mulighed for at nyde feriefornemmelsen og -tempoet. Som regel er vi lidt langsommere med at komme i gang de første morgener efter ferien.
Det samme gælder for børnene. De har stadig ferie i kroppen og i psyken, og skal bruge længere tid på at komme i gang om morgnen. I ferien har de kunne futte rundt og hygge sig om morgnen, leget og spist morgenmad, inden de skulle i tøjet.
Så stå op, så der stadig er plads til lidt hygge og ferietempo de første morgener.
Giv børnene en god start..
Giv også plads til at du lige har tid til at stå i fritidsordningen og snakke 10 min. før du går. Husk dine børn er også lidt overvældede af den megen ferie. Hent dem lidt tidligt den første dag.
Gå allerede nu i gang med at hyggesnakke om skolen. Tag sidste års bøger frem og gennemgå/bladrer bøgerne igennem sammen med børnene, grin og læs lidt op her og der, tjek penalhuset og tal om skolen og arbejdet gerne flere dage før skole- og arbejdslivet begynder.
Når du kommer på arbejde..
Giv dig selv lov til at være bagud. Når du kommer tilbage fra ferie er du næsten per definition bagud. Der er bunker af e-mails der skal besvares, masser af telefonopkald, beslutninger der ikke er blevet taget mens du var væk eller ting der bare ikke er blevet gjort. Det er uundgåeligt, og det er ikke dit ansvar. Husk du var jo på ferie...
● Du skal ikke forvente at være ovenpå fra dag 1.
● Giv dig selv lov til at være bagud og til stille og roligt at indhente arbejdet.
● Du skal ikke på arbejde og lave 2 ugers feriearbejde på 2 dage...
Start med de nemme opgaver
Lad være med at kaste dig over de sværeste og mest komplicerede opgaver den første dag. Hvis du har nogle nemme ting du kan på rygraden, så lav dem først så du komme stille og roligt i gang. Når du er oppe i omdrejninger igen, kan du tage fat i de svære ting.
Husk du har lige været på ferie og vil gerne beholde din ustressede tilstand så længe som muligt.
Undlad overarbejde...
Det kan være fristende at starte efter ferien med et par ekstra lange arbejdsdage for at indhente nogle opgaver. Lad være med det! Hold nogle helt almindelige arbejdsdage og prøv om du kan gå tidligt hjem de første par dage - Ja, ja, jeg ved det godt du er lige startet efter en ferie men alligevel...prøv!
● Hvis du kan gå lidt tidligere hjem fra arbejde skal du ikke sidde i kø på motorvejen, men kan komme tidligt over og hente børn.
● Køb noget nemt mad.
Sig til hvis du har brug for hjælp
Bed kollegerne om hjælp, hvis du har brug for det. Ignorer det faktum at nogen vil være misundelige over din ferie og brune farve og vil mukke over at de så sandelig også ligefrem skal hjælpe dig!... Husk at din tur kommer til at hjælpe dem når de til vinter kommer hjem fra ferie...
● Det er vigtigt at du mærker efter om der er noget du skal bruge, og at du klart kan melde ud, hvis der er nogle opgaver som er blevet kritiske henover ferien. Opgaverne er IKKE dit ansvar alene, men det er dit ansvar at melde ud, hvis der er noget du har brug for.
Gode tips når en af dine kolleger kommer tilbage fra ferie...
● Spørg til ferien
Spørg den kollega der har været på ferie om hvordan det var, og del hans/hendes begejstring. Lyt færdig før du kommer med din egen fortælling om din ferie. Mennesker trives generelt bedst med at få lov til at fortælle færdig og vil glade føle at du er en super lytter.
● Giv dine feriehjemvendte kollegaer tid
Lad være med at overfalde folk den første dag. Giv dem tid til at lande og komme op i gear igen. Giv dem en kop kaffe og et smil.
● Undlad at stresse
Folk der kommer tilbage fra ferie er dejligt afslappede. Nyd det, sug af det, indånd den ustressede atmosfære og giv dem lov til det, i stedet for at sprede stress til dem.
● Tilbyd din hjælp
Der kan ligge mange opgaver til en der kommer hjem fra ferie. Tilbyd at hjælpe. Ja, ja, ved det godt. De er lige kommet fra ferie, men det bliver også din tur til at få hjælp når DU kommer tilbage fra ferien på Thailand til vinter....
● Giv ikke folk skyldfølelse
Forvent ikke at de ved hvad du taler om, de har været på ferie og væk fra "business" i 2-4 uger. Giv tid og forklar dem tålmodigt...
Det kan være fristende at give folk indtryk af, at det er deres skyld at afdelingen er kommet bagud, fordi de har været på ferie. Lad være med det! Ferien skal holdes før eller siden, og hvis man holder en rigtig god ferie, og giver folk lov til at lande ordentligt igen, har folk så meget mere energi, at man indhenter det tabte og meget mere til.









































