da josefine meldte sin ankomst

Skrevet af Louise D.
Søndag den 30. oktober 2005, den store dag hvor jeg havde termin var endelig kommet, men kunne jeg mærke noget? Nej, ikke engang en lille plukve så jeg ville jo nok som så mange andre før mig gå over tiden. Jeg havde dog på fornemmelsen, at det ville blive den efterfølgende fredag - nemlig på min mors fødselsdag. En overbevisning jeg havde haft lige fra dag et af - og at jeg ventede mig en pige, det kunne ikke blive anderledes.

Onsdag den 2. november havde jeg haft en del plukveer der også var begyndt at nive mere og mere, men de ville dog ikke blive til mere. Hen efter aften føler jeg at mine trusser er blevet våde og tænker; "Yes, mit vand er gået". Men jeg har jo ingen veer så kan det nu passe?? Jeg får ringet til fødegangen og de vil da også lige kikke på mig, men hun mente dog ikke at det var vandet der ar gået.

Vi ankommer så til fødegangen godt en time senere og nej mit vand er ikke gået, jeg får kørt en strimmel for at se om den lille nu også har det godt. Det har hun, og imens jeg ligger med strimmelen på får jeg de første veer og er ikke i tvivl. Jeg når at have ca. 5-8 stks. og så vil jordemoderen da lige kikke på mig for at se hvor langt jeg er. En lille smugle livmoderhals tilbage, så der er ikke langt igen. Vi bliver sendt hjem igen med besked på, at vi skal få os noget søvn, da der nok snart sker noget. Vel hjemme igen er mine veer desværre stoppet og jeg får en god nats søvn.

Torsdag den 3. november bliver jeg vækket kl 04:45 af de første veer , de kommer tæt og gør pænt ondt. Men jeg har det fint og hygger mig med min kæreste, der er hjemme pga. influenza hvilket jeg kan mærke også er under optrækning hos mig Jeg arbejder godt med mine veer, er god til at huske min vejrtrækning og kan også klare mig med varme bade, så det er først ved en 15-tiden, at jeg syntes at det er tid til et tjek på fødegangen. Jeg ringer derop og en jordemoder siger at vi bare kan komme når jeg syntes.

Så et par timer efter står vi igen i Svedborg og ringer på klokken til fødegangen. Vi bliver modtaget af en jordemoder der undersøger mig og siger at jeg desværre kun er godt en finger åben, så hun foreslår efter at have løsnet hinder, at vi går os en tur i byen for at sætte lidt skub i tingene. Jeg er først lige en tur på wc og kan da konstatere, at jeg er begyndt at bløde hvilket jeg får at vide er gode tegn.

Vi begiver os så ned at byen, besøger dvs. butikker inden de lukker og møder så en bekendt i bycentret, der da godt lige vil prøve at trykke lidt på mine fødder for at sætte skub i tingene. Så her sidder jeg temmelig højgravid og med veer på en cafe i Svendborg bycentre og får nulret tær - sikket et kønt syn!

Jeg får ringet til min mor der er på vej, for at sige at der ikke sker så meget endnu og at hun bare kan tage det stille og roligt. Vi aftaler at hun kører forbi Svendborg og tager os med hjem igen, da vi ellers skulle med Falck, hvilket jeg absolut ikke havde lyst til da vi jo lige var kommet med dem få timer forinden.

Efter nogle timer i byen begynder vi så småt at begiver os tilbage mod sygehuset igen.
På fødegangen er de travlt optaget og der går en rum tid før de lukker os ind. Jeg kommer så endelig ind på stuen igen og jordemoderen kommer lidt efter. Jeg bliver undersøgt igen men er stadig kun en finger åben, så hun foreslår at vi tager hjem og sover, hvilket jeg fortæller at vi sådan set ikke har gjort i godt 2 døgn. Men vi får bare at vide, at hvis det bliver være og jeg ikke får sovet, så kan jeg jo bare komme igen og få en cocktail (en blanding af morfin og noget at sove på). Så vi vender næsen hjemad, da min mor er kommet og kører os hjem.

Klokken ca. 19 er vi hjemme igen og får lavet os noget aftensmad, og mine veer begynder at tage til, så søvn får jeg ingen af.

Min kæreste og mor skiftes til at være hos mig, så min kæreste kan få noget søvn. Jeg selv får ikke meget hvile, da jeg kun kan stå op under mine veer eller hænge ind over vores sofa, med en varmepude på lænden, den varme brugser er også god smerte lindring.

Mine veer forsætter og tager til i styrke og min kæreste spørger da også et par gange om det ikke er tid til at ringe til fødegangen igen. ”Nej!”. Jeg er blevet stædig og vil ikke ringe før jeg er sikker på at der er vagtskifte, da jeg ikke vil op til den samme jordemoder igen. Ikke tale om.

Klokken. 23.30 er der så meget ro på, at vi begynder at kravle i seng og mine veer er desværre også stoppet, så det ser ud til at det bliver en rolig nat. Men jeg tog fejl…

For ca. kl. 00.05 mærker jeg et ”plop” og mit vand er gået, og nu tager mine veer for alvor til, jeg får bakset mig ned på badeværelset får at se på sagerne, men det er godt blandet med slim og blod så min slimprop er åbenbart også gået.

Jeg får min kæreste til at ringe til fødegangen og melde vores ankomst og vi får også vækket min mor der kun lige er faldet i søvn. Det skal lige siges at det fra starten ikke var meningen at min mor skulle med til fødslen, men nu havde hun ikke noget valg, nu fik hun ikke lov til at gå igen.

Vi ankommer til fødeafdelingen kl. 01 og vi bliver modtaget af en meget sød jordemoder der undersøger mig og - ”Jubii!!” - jeg er 5 cm åben, og ja, mit vand er gået, men det er grønt så mit ønske om en vand fødsel kan jeg godt glemme alt om. Men jeg får da lov til at komme i vand som smerte lindring, så karet bliver fyldt op.

Jeg får kørt en strimmel og den lille har det godt, så der er ikke noget i vejen for at jeg kan komme i karret 20 min. senere. Det er da også dejligt at komme i vand, men da jeg har det bedst stående med mine veer, dur denne løsning ikke og jeg kommer op igen kun efter godt 15 min.

De næste timer går så med at jeg skiftevis går rundt på stuen eller hænger over min kæreste. Klokken 02 får jeg akupunktur til at slappe af på, med en god effekt og jeg får også hvilet mig - hvilket jeg trænger til.

Tiden går og kl. nærmer sig 03 og jeg får tilbudt masken med en god blanding af ilt og lattergas en mærkelig fornemmelse, men med god effekt.

Ca. kl. 04 begynder jeg så småt at få presse trang og har også åbnet mig de fulde 10 cm så nu er der ikke langt igen. Den første ½ time står jeg op og presser med støtte af fødelejet og min kære kæreste.

Den lilles hjertelyd dykker temmelig meget og der bliver sat en elektrode fast på hendes hoved (noget man ikke mærker), lægen bliver tilkaldt og jeg bliver bakset op på fødelejet så de bedre kan holde øje med den lille.

Klokken er nu godt 05 og jeg har haft presse veer i en god time. Jeg er meget træt og udkørt og presser ikke ordentlig med på verne, der også begynder at aftage. Jeg kan huske at jeg råber på en sugekop da jeg bare ikke kan mere - ikke pga. smerte, men jeg er bare så træt. Men nej naturen skal gå sin gang og hun er da også begyndt at vise sin hårpragt, så der er ikke så langt igen.

Kl.05.25 begynder de at snakke om at ligge vedrop da de lilles hjertelyd nu for alvor dykker, men de beslutter at lade mig prøve selv. Jeg vil for alt i verdens ikke stikkes, så droppet kan de godt glemme alt om. Klokken 05.44 er vores lille prinsesse ude i dagens lys - født på sin mormors fødselsdag, sådan som jeg havde sagt lige fra starten! En bedre gave kan man vel ikke give sin mor der skal være mormor for første gang og som tilmed for lov til at være med til fødslen.

På trods af den dårlige hjertelyd under mine veer har hun det godt og får med det samme en samlet score på 10. En fin lille pige der måler 53 cm og vejer 3900g .

Moderkagen fødes ca. 20 min senere og den er fin og hel. Jeg selv slipper med et par små rifter og skal ikke syes, hvilket jeg er glad for, da der stadig ikke skal stikkes nåle i mig.

Min mor køre hjem for at hente min lillebror og lufte vores hund og vil komme tilbage senere. Vi bliver kørt ned på barsel afdelingen så vi lige kan sunde os. Min mor og lillebror kommer og min bror ser sin lille niece for første gang.

Vi havde, før jeg fødte, snakket om en ambulant fødsel, hvilket der varmt kan anbefales.
Der er nu engang mere ro på derhjemme.

Her til slut skal det lige siges at det var en lidt lang , men god fødsel, der ikke gjorde så ondt som jeg havde forestillet mig. Det værste var dog, at jeg ingen kræfter havde og var så træt til sidst – måske derfor havde jeg presseveer så længe som jeg havde. Så til jer derude der venter i spænding. Det er ikke så slemt og når først guldklumpen ligger og kikker på én – Ja, så er alt glemt.

Men et lille råd skal I da have med på vejen. Lad være med at fare rundt og gøre rent. Spar på jeres kræfter - I for brug for dem senere.