Danske børn er globetrottere
21. juni 2013

Nutidens børn er berejste
En aktuel landsdækkende undersøgelse omkring danske familiers rejsevaner viser, at tre ud af fire i 2012 fløj til feriedestinationen. Undersøgelsen der er foretaget af Kompas Kommunikation Apollo Rejser, viser også, at det i særdeleshed er forældrene fra ”Region Hovedstaden”, der rejser udenlands med deres børn med hele 81% af de adspurgte. Region Sjælland følger godt med, for her er det 78% af de adspurgte, der har rejst på ferie med fly med børn i 2012.
Undersøgelsen viser også, at kun få forældre tager deres børn ud af skolen for at holde sommerferie, og at de allerfleste vælger at rejse i de officielle ferieuger.
"Danskerne ser ikke længere ferie som et luksusgode men som en ret. At bruge tid med familien på den rigtige måde er mere vigtigt end nogensinde. Så godt som 3 ud af 4 tog i 2012 et eller flere børn med ud at flyve med formålet ferie. Samtidig viser undersøgelsen, at man ikke beder skolen om fri for at komme på udlandsferie men respekterer de officielle ferieperioder", siger Rikke Koks Andreassen, kommunikationschef Apollo.
Undersøgelsen er foretaget for Apollo Rejser af Kompas Kommunikation. Den er gennemført på internettet blandt 1.195 deltagere fra hele landet.










































