færre børn med downs

For at nedbringe antallet af børn født med Downs-syndrom indførte man i 2003 et tilbud om screening til alle gravide. Undersøgelsen for mongolisme er nu så effektiv, at kun 24 børn blev født med handicappet sidste år, mod ca. 80 børn for 10 år siden.

”Danmark har gjort det fantastisk, og der er ingen andre lande, der har et så ensartet og finmasket screeningstilbud. Jeg har ikke set dokumentation for det, men vi må have en af de laveste forekomster i verden nu”, siger professor på Rigshospitalet Ann Tabor til Kristeligt Dagblad.

Hvor mange fostre, der sidste blev aborteret, fordi forældrene fik at vide, at deres kommende barn havde Downs, er endnu ikke opgjort, men Ann Tabor forventer, at vi i de kommende år vil se endnu færre fødsler, hvor barnet er mongol.

”Vi arbejder med at finde mere effektive metoder, men der går nogle år endnu, før vi har fundet afløseren for nakkefoldsscanningen”, siger Ann Tabor.

Næstformand i Det Etiske Råd, praktiserende læge Lotte Hvas er kritisk over for nakkefoldsscanningen. Hun mener, at man gør unødigt mange familier bekymrede for at fravælge ganske få handicappede børn.

”De, der får et uklart svar på fosterdiagnostikken, risikerer at få ødelagt deres graviditet og begyndelsen af barnets opvækst. Dertil kommer, at de 24 familier, der rent faktisk har fået et barn med Downs, også er i en vanskelig situation. Hvis de har valgt diagnostikken fra, skal de leve med, at de selv har valgt at få et handicappet barn. For de familier, hvor barnet er kommet til verden, fordi det blev overset ved screeningen, er der pludselig tale om et barn født på grund af lægefejl. Det er yderst problematisk”, siger Lotte Hvas.

Kilde: Kristeligt Dagblad, 23. april 2008


Se også ....