Gravid og overvægt

Gravid og overvægtig
Er du gravid og overvægtig, er det særligt vigtigt at spise sundt og få rørt kroppen, både for at få en god graviditet uden for mange gener, og for at give dit barn den bedste start på livet.
Når der er særlig opmærksomhed på overvægtige gravide, er det fordi de har større risiko for at udvikle svangerskabsforgiftning, og fordi overvægtige oftere får store børn, hvilke øger risikoen for komplikationer under fødslen. Alligevel er graviditeten ikke et godt tidspunkt at tabe sig. En slankekur kan betyde at du og barnet ikke får den mængde energi og de vitaminer og mineraler, som I har behov for. Følg i stedet fornuftige kostregler, sørg for at få rørt dig – og vent med kuren til efter fødslen.
Hvis du har spørgsmål til kosten, er du velkomment til at skrive til vores diætist - du kan også deltage i debatten og dele dine erfaringer med andre læsere...

Vægtøgning under graviditeten
Det er almindeligt at tage mellem 10 til 15 kilo på under graviditeten. Er du overvægtig eller svært overvægtig ligger vægtøgningen på mellem 8 og 10 kilo. Venter du mere end ét barn, vil du have behov for at tage mere på.

Fornuftige kostregler
Hvis du lever efter følernde kostråd, spiser du sundt og varieret og får de vitaminer og mineraler du og barnet har brug for.
● Spis frugt og grønt. Start f.eks. dagen med at planlægge hvilke 6 stykker frugt eller grønt du skal have i dag. Skræl gulerødder og læg dem i vand i køleskabet, så er de klar hvis du trænger til en snack.
● Spis mere fisk og fiskepålæg - flere gange om ugen. Fisk er sundt. De indeholder sunde fedtstoffer og er rige på D-vitamin, jod og selen. Spis forskellige slags fisk, men undgå rovfisk som helleflynder, sværdfisk, aborre og tun-bøffer, da de kan indeholde et højt indhold af kviksølv.
Du kan godt spise tun fra dåse, fordi de typisk bliver fremstillet af små tunfisk, som indeholder mindre kviksølv.
● Spis kartofler, ris eller pasta og groft brød hver dag.
● Spar på sukker - især fra sodavand, slik og kager
● Spis mindre fedt - især fra mejeriprodukter og kød. Overvægtige har ikke behov for at opbygge ekstra fedtdepoter til ammeperioden og behøver derfor ikke at tage så meget på. Det er vigtigt, at du ikke tager for meget på, fordi de ekstra kilo kan være svære at tabe efter fødslen.
● Spis varieret - og bevar normalvægten
● Sluk tørsten i vand. Der er mange kalorier i juice og sodavand – drik vand i stedet. Drik ikke mere end 3 kopper kaffe om dagen, og begræns mængderne af andre drikkevarer, der indeholder koffein: te og læskedrikke som f.eks. cola og energidrikke.
● Vær fysisk aktiv mindst 30 minutter om dagen. Lad bilen stå og gå på indkøb, cykel så længe det er muligt eller tag i svømmehallen – her kan du både få motioneret og aflastet ben og ryg.
● Er du mindre aktiv, kan du spise lidt mindre eller bevæge dig lidt mere for at undgå en unødig
vægtstigning.
● Spis ikke for to. Det er naturligt at være mere sulten under graviditeten, men det er en myte, at gravide skal spise for to. Behovet for energi stiger gradvist, fordi fostret vokser, og din krop forandrer sig. I anden og tredje del af graviditeten stiger energibehovet, men ikke så meget, at du kan spise for to voksne mennesker.
● Undgå lever og levertran, da det kan indeholde meget A-vitamin. For store mængder A-vitamin
kan give misdannelser hos fosteret. Du kan godt spise leverpostej.
● Undgå alkohol, når du er gravid. Alkohol passerer gennem moderkagen og over i barnet. Det ufødte barn er specielt sårbart over for alkoholens påvirkninger. Hvis du alligevel drikker alkohol, så drik aldrig mere end én genstand i døgnet og ikke hver dag.