graviditetsundersøgelser

Graviditetsundersøgelser
Formålet med graviditetsundersøgelserne er at sikre, at du og barnet har det godt under hele graviditeten, at forebygge komplikationer og at forberede dig til selve fødslen. Hvis barnets far eller anden pårørende skal være med ved fødslen, kan det være en god ide at vedkommende er med ved undersøgelserne.

Hos lægen
Bestil tid hos lægen, hvis du mener du er gravid.
Hos lægen vil du få bekræftet hvorvidt du er gravid, og lægen vil hjælpe dig med at finde frem til din termin. En ny tid aftales og her vil lægen undersøge dig og sikre at alt er som det skal være. Lægen vil spørge ind til eventuelt medicinforbrug, fysiske og psykiske lidelser hos dig og i familien for at vurdere, om der er risiko for, at der kan opstå komplikationer i graviditeten eller under fødslen. Lægen vil også orientere dig om hvilke graviditetsundersøgelser der tilbydes i jeres region. Tilbundne varierer fra region til region, men Sundhedsstyrelsen anbefaler yderligere i alt tre undersøgelser hos den praktiserende læge i henholdsvis uge 24 og uge 35, 6 til 8 besøg hos jordemoderen, og mindst ét besøg på det fødested, du vælger.

Vandrejournal
Lægen opretter en såkaldt vandrejournal, hvor man blandt andet noterer hvilke undersøgelser du har været til, hvordan du trives og hvor meget du tager på. Du får selv et eksemplar af journalen, og de involverede fagpersoner får hver et eksemplar.

Hos jordemoderen
Det første besøg hos jordemoderen finder sted i 12. graviditetsuge. Her snakker I om hvordan du trives med graviditeten, om din kost, vitaminer, dine forventninger til graviditeten og jeres ønske om fødested diskuteres. Sammen med jordemoderen beslutter I, om de fremtidige konsultationer skal foregå individuelt eller i gruppe. Mange jordemødre anbefaler gruppekonsultationer, fordi gravide kan få stor gavn af hinandens erfaringer under graviditeten. Øvrige konsultationer hos jordemoderen finder sted i uge 16, 20, 28, 32, 36, 38 og 40.