helbredsundersøgelse & vaccination
29. marts 2011

Alle børn i Danmark får tilbudt gratis helbredsundersøgelser. Formålet med undersøgelsernes er at give barnet de bedste betingelser for at opnå en sund fysisk, psykisk og social udvikling. Det handler således ikke kun om barnets fysiske trivsel, men om barnets og familiens generelle trivsel.
Mange forældre siger, at de har stort udbytte af børneundersøgelserne, viser evalueringer. Ved mere end hver femte børneundersøgelse havde forældrene således lært noget nyt især om mad, spisevaner og udvikling af barnets færdigheder. Derudover opdages mange fysiske og psykiske lidelser under de forbyggende helbredsundersøgelser og bidrager til øget tryghed og viden hos forældrene.
Barnets Bog
Familien får en vandrebog eller vandrejournal til barnet. Dette hæfte kaldes for Barnets Bog. Her kan både lægen og sundhedsplejersken løbende notere ned, hvordan barnet har det. Bogen er et vigtigt kommunikationsled mellem familien, sundhedsplejersken og lægen.
I forbindelse med hver helbredsundersøgelse, eller hvis barnet bliver sygt, vil lægen notere, hvordan barnet trives i såvel sin egen journal som i barnets bog. Det er selvfølgelig vigtigt, at du selv husker at medbringe hæftet hver gang.
Et gratis tilbud
I Danmark tilbydes alle børn i alderen 0 til 5 år syv helbredsundersøgelser hos familiens læge, samt gratis vaccination hos familiens læge. Det er frivilligt, om I vil lade jeres barn undersøge og vaccinere. Hvis I er i tvivl kan lægen fortælle jer mere om, hvorfor jeres barn bør vaccineres, og om der er bivirkninger.
Hurtigt overstået
Det gør lidt ondt at blive vaccineret og undersøgelser viser at såkaldte "trylleplaster" eller EMLA-plaster, desværre ikke mindsker smerten ved vaccination.
Vaccinationen foregår ved at kanylen føres ind under huden i armen, nakken eller i bagdelen, hvorefter vaccinen sprøjtes ind.
Har dit barn feber på vaccinationsdagen, bliver vaccinationen som regel udskudt.
5-ugers undersøgelsen
Ved denne konsultation vil du og lægen sammen kigge på baby og snakke om hvordan du har oplevet den første tid efter fødselen og om du fysisk og psykisk har det godt. Lægen vil også spørge ind til amning og fortælle dig vigtigheden af at barnet altid sover på ryggen. Helbredsundersøgelsen inkluderer også en grundig fysisk undersøgelse.
3-måneder vaccination
Når barnet er 3 måneder gammelt tilbydes Di-Te-Ki-Pol-Hib 1 som skal sikre dit barn mod difteri, stivkrampe, kighoste, polio og haemophilus influenza type B.
5-måneders vaccination & undersøgelse
Lægen vil spørge ind til barnets generelle befindende, tjekke barnets udvikling og færdigheder, og fortælle dig om hvordan du kan stimulere dit barn bedst. I vil også snakke om overgangen fra amning til almindelig kost. Vaccination: Di-Te-Ki-Pol-Hib 2.
12-måneders vaccination & undersøgelse
Omkring barnets 1 års fødselsdag er det igen tid til et besøg hos lægen. Lægen vil spørge ind til barnets udvikling og færdigheder og tjekke barnets sanser.
I vil snakke om barnets selvstændighed, kost, tændernes udvikling og om barnets sikkerhed i hjemmet og trafikken. Vaccination: Di-Ti-Ki-Pol-Hib 3
15-måneders vaccination
Når barnet er 15 måneder gammel er det tid til paraply-vaccinen MFR 1 som skal sikre dit barn mod mæslinger, fåresyge og røde hunde.
2-års undersøgelsen
Ved 2-års undersøgelsen snakker lægen om barnets psykisk udvikling, selvstændighed, sproglige udvikling og sociale udvikling.
3-års undersøgelsen
Barnets udvikling, psykisk modenhed og færdigheder tjekkes.
4-års undersøgelsen & vaccination
Når barnet er 4 år gammel er det tid til paraply-vaccinen MFR 2. Ved denne undersøgelse tjekkes endvidere barnets syn, hørelse, sprogudvikling og barnets udvikling generelt.
5-års vaccination & undersøgelse
Hørelsen tjekkes og I snakker om barnets udvikling generelt, om dets motoriske færdigheder og hvorvidt barnet er skolemodent. Vaccination Di-Te-Ki-Pol 4 mod difteri, stivkrampe, kighoste og polio.
6-års undersøgelse
Barnets 6-års undersøgelse foregår hos skolelægen. Her vil lægen vurderer barnets udvikling, helbred, syn, hørelse, motorik, sanser og barnets generelle liv i hverdagen.
12-års vaccination
I tilbydes at få barnet vaccineret med MFR 2, som skal beskytte barnet mod mæslinger, fåresyge og røde hunde.
Piger tilbydes HPV-vaccination, som beskytter piger mod de fleste tilfælde af livmoderhals-kræft og kønsvorter. Der gives i alt 3 doser over ½ år
15-års helbreds-tjek
Den unge tilbydes en konsultation hos skolelægen, hvor helbred, syn og hørelse tjekkes og den unge får lejlighed til at snakke med lægen om sundhed, prævention, kønssygdomme og om den ugens fremtidsplaner.
Om vaccinationerne
• Di-Te-Ki-Pol-Hib + Pn vaccination
Ved vaccinationerne beskyttes barnet mod: Difteri (luftvejsinfektion), Tetanus (stivkrampe), Kighoste, Polio (børnelammelse), Hib-sygdom (nogle former for hjernehindebetændelse, som meningitis - og betændelse i strubelåget), Pneumokoksygdom (andre former for meningitis og andre sygdomme).
• MFR-vaccination
MFR-vaccination beskytter mod mæslinger, fåresyge og røde hunde.






































