Sådan er mødre

Program: Sådan er mødre
Kanal: DR2
Sendes: torsdage: 28. februar, 4. 11. og 18. april 2008 kl. 22.00
Produceret af: Achtung Film
Sådan er mødre
I øjeblikket viser DR2 dokumentarserien: "Sådan er mødre", hvor 15 markante danske kvinder fortæller om at være gravid, om at sætte børn i verden, om at være nybagt mor og om at forene arbejdsliv med moderskab.
I serien hører vi Trine Pallesen, Hella Joof, Maiken Wexø, Anne Louise Hassing, Lærke Winther, Anna Thygesen og mange flere kendte kvinder fortælle om deres livs største eventyr - at få et barn. Sammen tegner de et sympatisk billede af en ny generation mødre, der gør op med det idylliserede billede af den perfekte mor.
Det vildeste chok
På torsdag viser DR2 den 3. episode i serien. Denne gang er titlen "Det vildeste chok - om den første tid med barnet". Her fortæller tv-vært Anna Garslev om hvor chokerende det var at skulle indse at man ikke kan leve op til ens eget ideal om den perfekte mor, men til tider må konstatere at man er helt forvirret, afmægtig og fuld af fejl.
"Når barnet kommer, så ved du hvad du skal gøre", fik hun at vide, da hun under graviditeten ytrede sin usikkerhed til en veninde. "Men det er altså en stor, fed løgn! Man ved ingenting - ingenting!" konstaterer hun i programmet.
Op- og nedture
Serien giver et enestående indblik i mødrenes op- og nedture omkring at finde deres rolle som nybagt forældre med alle de forventninger, konflikter og omkostninger det har.
"Jeg syntes, at man er en god mor, når man holder op med at prøve at være det. Der er nogle, der prøver at være så meget en god mor, så de altid går rundt og smiler og aldrig mister kontrollen eller overblikket og lige har bagt boller - og det er jo helt forkrampet.", siger forfatter og journalist Maise Njor.
Kvinderne beretter, med stor selvironi, livsklogskab og sjove anekdoter, om deres succeer og fiaskoer - fra den svære beslutning om at skulle vælge det rigtige hoved/halefad til det gribende farvel ved efterskolen.
Stress, stress, stress
I episode 4 fortæller Christine Feldthaus blandt andet om dengang hun kom ræsende to minutter før børnehavens lukketid og blev som sædvanlig mødt med pædagogernes: "Ku' vi ikke gøre det lidt bedre?" - blik. Hvorefter hun hastede tilbage til arbejdet igen - nu med sønnen på bagsædet. Først da hun oplevede alvorlige symptomer på stress, besluttede hun sig til at lægge sit liv om. Radikalt. Hør livsstilseksperten Christine Feldthaus fra "Kender du typen" samt en række andre danske kvinder fortælle om den daglige stress og om den dårlige samvittighed overfor børnene.
Den top-lykkelige familie
I episode 5 fortæller instruktøren Hella Joof om livet som alenemor
"Da min datter var ti år, synes hun tit, at det var lidt sørgeligt det der med, at vi bare var to. Hendes veninde kom fra en rigtig kernefamilie med en far, mor, to børn, skiferier og bestemte ting man gjorde. Så hjemme hos os var det lidt flovt og fattigt, følte hun....".
"Lortemor"
I episode 6 spørger skuespilleren Trine Pallesen hvad man egentlig gør, når ens datter hårdnakket nægter at få børstet tænder, mens storebror kalder én for "lortemor"? Man må ikke råbe ad dem, slå eller nive dem. Naturligvis. "Men guderne skal vide, at jeg kan have lyst til det engang imellem!", fortæller skuespilleren Trine Pallesen. Hør hende og en række andre markante danske kvinder fortælle om vreden, frustrationerne og de mange modstridende følelser, der er forbundet med at være mor.






































