samsø - på cykel
18. august 2009

De nærmest lo lidt, da vi bad om en returbillet i weekenden i højsæsonen. Helt umuligt! Heldigvis.
For da DMI havde lovet bragende godt solskin lige akkurat den weekend, hvor vi havde bestemt os for at tage af sted, tog vi en rask beslutning: Vi lader bilen stå og cykler rundt på øen i stedet.
En hurtig opringning til et af de mange cykeludlejningsfirmaer overbeviste os om, at det her er både en nem og billig måde at se øen på.
Færgeturen fra Kalundborg til Kolby Kaas (den sejler også fra Jylland Hou-Sælvig) tog en time og tre kvarter.
En ældre pickuptruck med fire nyere 7 gears Winthercykler mødte os ved færgelejet, og vi fik besked på bare at stille dem samme sted dagen efter – ligegyldigt hvad tid vi bestemte os for at tage hjem. - Jamen, der er jo ingen lås på, lød det fra undertegnede københavner, som kun fik et overbærende træk på skulderen som svar og en bemærkning om, at her på Samsø låser vi ikke cyklerne.
Fair nok, de skriglilla cykler med numre bagpå, var sikkert også svære at smugle om bord på færgen hjem igen.
Samsø er en fantastisk smuk ø. Den byder på en mangeartet natur. Nærmest sydfynsk med bakker, levende hegn og idylliske landsbyer på den sydlige del af øen. Den nordlige er ren vesterhavs-natur med klitplantager og brede strande.
Og så er Samsø ikke større, end alle fire i familien (som vel og mærke ikke dyrker cykling til dagligt på højt plan) snildt kunne køre rundt og se det meste de to dage, vi tilbragte på den 112 km2 store ø i Kattegat.
Med til succesoplevelsen hører også, at vi bestemte os for lige at give den en tand ekstra ved overnatningen.
Vadstrup 1771 hedder vel nok øens absolut bedste bed&breakfast. En idyllisk gammel gård, som er nænsomt sat i stand. Den rummer, foruden smagfulde værelser, et galleri, hvor ejeren selv (Rie Toft) har en permanent udstilling. Der er ligeledes løbende gæste-udstillere. Vadstrup 1771 er nærmest et slags refugium, hvor man i den store imponerende have med udsigt til bølgende kornmarker, kan få ladet batterierne (samt de trætte lårmuskler) op.
Køkkenet er ud over det sædvanlige med lækker frokost samt morgenmad med hjemmelavet syltetøj, nybagt brød og diverse økologiske produkter.
Ballen ligger kun et kvarter derfra, og her er der livligt i sejlersæsonen. Den store lystbådehavn skaber en naturlig og pulserende stemning, hvor Ballen Bade Hotel er et naturligt samlingssted for ”det bedre borgerskab” dvs. masser af kendte fra fastlandet, der som regel bor her, hvis de da ikke lige har anskaffet sig et sommerhus på øen.
Få kilometer herfra ligger Brundby Hotel, der er et legendarisk spillested med næsten daglige koncerter. Er man noget ved dansk musik, har man spillet her.
Børnene var nærmest vemodige da vi vendte snuden hjemad sent søndag aften. Vi kunne dog trøste dem med, at vi garanteret gentager succesen. Også hvis solen ikke skulle bage ned fra en skyfri himmel, selv om det – indrømmet – gjorde sit til totaloplevelsen.
Praktiske info:
Cykeludlejning: Samsø Cykeludlejning
Pension: Vadstrup 1771




































