tidlig pubertet rammer oftere adopterede

Adoptivbørn fra udlandet har mindst ti gange større risiko end danskfødte børn for tidlig pubertet, viser en undersøgelse fra Rigshospitalet.

Ingen ved endnu hvorfor, men forskerholdet har fundet ud af, at alderen ved adoption har betydning. Jo ældre barnet er, når det bliver adopteret, jo større er risikoen.

”Det ser ud som om, at længden af opholdet i hjemlandet betyder noget. Det kan være, at barnet har fået for lidt ernæring i flere år, og så ændres kosten pludselig,” siger læge Grete Teilmann, Rigshospitalet, der er en af forskerne bag undersøgelsen.

Det er næsten kun piger, der går i pubertet for tidligt, men også enkelte drenge rammes af sygdommen. Grænsen for tidlig pubertet er otte år for piger og ni år for drenge og regnes fra det tidspunkt, hvor en pige får sin første menstruation, og en dreng sin første sædudløsning.
Tidlig pubertet kan få betydelige psykiske og sociale konsekvenser for børnene på grund af drillerier og flere undersøgelser har vist, at piger, der kommer tidligt i puberteten, har tendens til at have det dårligt med deres egen krop og trække sig ind i sig selv.
Samtidig betyder den tidlige pubertet, at pigerne har tendens til at udvikle risikobetonet adfærd, såsom at debutere tidligt med cigaretter, alkohol og sex.