Citroner i vand for de helt små
Januar og februar er kolde og farveløse måneder, men på Det Lille Teater er en fest af farver, varme og sjov i gang. Prøverne er startet på “Citroner i vand” – en familieforestilling fra 2-4 år - og det bliver alt andet end en sur oplevelse. Forestillingen har premiere den 28. januar og spiller til 1. maj på Det Lille Teater.
Du kan nok ikke huske det. Første gang du bed i en citron. Men bare ved at tænke på det, er der noget, der snører sig sammen et sted i halsen. Prøv at tænke på, hvordan sanserne får det til at juble, kilde og buldre i hele kroppen. Især når det hele opleves for første gang.
Det hele starter allerede ude i foyeren, hvor du træder ind/ud i en have i den særeste farveskala. Og når forestillingen starter, fortsætter farvefesten. CITRONER I VAND bliver en forestilling, som vælter lige ud i øjnene på dig – med sine mange farver og overraskende scenografi af Julian Juhlin Toldam og med et helt univers af sanseopdagelser.
Forestillingen CITRONER I VAND går på opdagelse i sansernes univers, hvor alt opleves for første gang. For det yngste publikum skabes en forestilling med sanser, former og farver i centrum – en forestilling for dem, som nok stærkest af alle ved, hvordan det er hele tiden at møde nye overraskende sanseoplevelser. Med sanserne sættes gang i leg og fantasi, som kan forvandle og forandre sig igen og igen.
Praktisk:
www.detlilleteater.dk/citroner-i-vand
Familieforestilling fra 2 - 4 år
Varighed: 35 min.
Spille i perioden: 28. januar - 1. maj 2016
Tider: Tirs. - fre. kl. 9:30 & 10:45 / Lørdage & søndage kl. 14:00 & 15:00