Det vildeste jeg har oplevet

Af Sarah Galán - forfatter til bogen "Mor og barn i topform".

Selv om jeg på bedste journalistmanér havde researchet grundigt på “livet med en baby”, blev jeg fuldstændig overvældet, da min datter kom til verden. Især af kærlighed og lykke - men også af den store omvæltning, det er pludselig at være nogens mor 24 timer i døgnet. Jeg var godt klar over, at det ville blive en udfordring at finde tid til at gøre noget for mig selv, men alligevel kom det bag på mig, hvor stor en udfordring det ofte var.


Foto: Camilla Stephan

Denne bog er blevet til under hele det første år med min datter. I løbet af det første år har jeg på egen krop afprøvet den ide, fotograf Camilla Stephan og jeg fik, længe inden vi selv fik børn: Vi ville gerne lave en bog om at komme i form, som rent faktisk kunne bruges af nybagte mødre og deres babyer. Uden uopnåelige idealer og præstationsræs. Uden løftede pegefingre. Og ikke mindst uden indbygget dårlig samvittighed over at droppe træningen efter en nat uden søvn. Vi ville gerne give nybagte mødre inspiration til en sund, glad og stærk hverdag med masser af plads til at nyde samværet med sin baby.

Træning har spillet en central rolle i mit liv i mange år, både som arbejde og som personlig passion. Det gør mig glad i låget at bruge min krop, og jeg nød at træne gennem det mest af min graviditet og regnede med, at jeg hurtigt ville være i gang igen efter fødslen. Men så sad jeg der med min lille varme klump, som ikke bare var mit livs kærlighed, men som også krævede mig konstant. Og lysten til at smutte af sted til træning lod pludselig vente på sig. Jeg havde simpelthen ikke lyst til at forlade min baby et eneste sekund, og da hun ikke var den store tilhænger af at komme med i fitnesscentret, fungerede kun én slags træning for mig: Den, jeg kunne lave i hendes selskab, hjemme på stuegulvet og på fleksible tidspunkter. Efterhånden som hun blev større, mærkede jeg igen lysten til at træne (og foretage mig andre ting) uden hende, men i de første måneder var det helt fantastisk at kunne klare træningen, mens vi var sammen. Vi hygge os og havde det sjovt, når hun deltog som vægt i mine øvelser, eller iagttog sin svedende mor fra sidelinjen - og når vi lavede tumleøvelser, hvor det var hende, der var i fokus.



Mødre er vidt forskellige, og det samme er deres babyer. Nogle mødre har masser af lyst og overskud til at træne, mens andre har knap så meget. Nogle babyer har stor appetit på fysisk aktivitet, mens andre er mere forsigtige. Uanset hvilken kombination du og din baby er, henvender denne bog sig til jer. Den kan bruges på alle niveauer og i det tempo, der passer netop jer, så I kan gøre det, der er allervigtigst; Nyde hinanden.

For en baby er der ikke noget sundere og dejligere end at være sammen med sine forældre, og når I er aktive sammen gennem øvelser og tumlelege, får I et unikt samvær, som knytter jer tæt sammen og styrker din babys fysiske og mentale udvikling.

Vores store ønske er, at du med denne bog i hånden får den sundeste og gladeste start på det fantastiske nye liv sammen med din baby.