Et rigtigt peberkagehus til jul

Her får du opskriften på det fineste lille peberkagehus, som smager så dejligt, at vi ikke kan garantere, at det får lov til at stå i fred frem til juleaften. 

DET SKAL DU BRUGE

Papir eller pap til skabeloner

Dej til kagehus:
• 250 g mørk sirup (1 ¾ dl)
• 250 g mørk farin (ca. 4 dl.)
• 1 tsk natron
• 500 g hvedemel (8 dl)
• 1 tsk stødt kanel
• ½ tsk stødt ingefær
• ½ tsk stødt nellike
• ½ tsk stødt kardemomme
• 2 små æg

Karamel:
• 2-3 dl flormelis

Glasur:
• 125 g flormelis

SÅDAN GØR DU

1. Start med at tegne og klippe skabeloner i papir eller pap. Der skal være 2 gavle, 2 vægge, evt. med vinduer og dør i, og 2 stykker til tag.
2. Tænd ovnen på 175°C
3. Varm sirup og mørk farin forsigtigt op i en gryde, rør hele tiden. Den må ikke koge. Når sukkeret ikke knaser mere og er helt opl’st. skal gryden køle af. Sæt den i en opvaskebalje eller i vasken med koldt vand.
4. Rør natron i.
5. Bland mel med alle krydderierne, og rør det sammen med sirupsblandingen.
6. Slå æggene ud, og pisk dem sammen i en lille skål. Rør dem i dejen.
7. Ælt dejen godt, måske skal der lidt mere mel i. Den skal være fast, men stadig blød.
8. Rul dejen ud på bagepapir drysset med lidt mel. Rul dejen 3-5 mm tyk
9. Skær dejen ud efter skabelonerne. Bag 10-15 min., til dejen begynder at blive lidt mere brun. Lad alle stykker køle af.
10. Lav karamel til at lime huset sammen med: Strø flormelis ud på en pande i et jævnt lag. Tænd ved svagt blus, og lad sukkeret blive til karamel. Det tager lidt tid, før sukkeret bliver til karamel. Dyp siderne af husets vægge og gavl i karamellen, og tryk dem sammen. Sæt taget på til sidst. Karamellen er varm – arbejd roligt, så du ikke brænder dig,
11. Lav glasur: Rør flormelis og æggehvide til en tyktflydende masse. Hæld den i en lille plasticpose. Stik hul, fx med en kødnål i et hjørne af posen, og sprøjt glasuren på huset, som du synes. Sæt slik på inden glasuren er tør.

TIP.
Hvis glasuren er ujævn, kan den glattes med en fugtig pensel.