17 morgenmadsprodukter dumper

Forbrugerstyrelsen har netop testet 27 morgenmadsprodukter og fundet at 17 ud af 27 testede morgenmadsprodukter indeholder så meget sukker, at de vil få Spis Mindre Mærket eller Spis Mindst Mærket. Kun syv produkter i testen vil kunne få Spis Mest Mærket.

Der er store forskelle på den ernæringsmæssige kvalitet af de morgenmadsprodukter, som vi finder på hylderne i butikkerne. De fleste morgenmadsprodukter, som Guldkorn, Havrefras, forskellige fuldkornsflager og produkter med chokoladeovertræk, ender med at få Spis Mindre Mærket eller Spis Mindst Mærket i testen.

For meget sukker og for lidt kostfibre
Produkterne indeholder ganske enkelt for meget sukker og for lidt kostfibre. Guldkorn indeholder f.eks. så meget sukker, at en almindelig portion på 30 gram optager 1/3 af de 2-5-åriges og ¼ af de 6-9-åriges råderum for sukker på en dag.

Fuldkornsprodukter indeholder for meget sukker
Indholdet af kostfibre i de testede produkter er afhængig af indholdet af fuldkorn. Der er dog bare den hage, at de sammensatte fuldkornsprodukter tit indeholder for meget sukker.

Havregryn længe leve
Testen viser, at havregryn og de klassiske müsliprodukter, der ikke er ristede i honning, ernæringsmæssigt er de bedste morgenmadsprodukter. De har et højt kostfiberindhold, et lavt indhold af sukker og et naturligt indhold af fedt. En portion havregryn med rosiner og nødder vejer over dobbelt så meget som en portion af de søde morgenmadsprodukter. Den samlede energi fra sukker er derfor lav. Havregrynene mætter også bedre, blandt andet fordi de indeholder mange kostfibre.