2-årig vil af med bleen
12. juni 2009

Jeg er mor til en pige på 26 måneder. Jeg er egentlig ikke bekymret for hende, men mangler nogle råd til hvordan vi tackler hende, blandt andet i forbindelse med renlighed.
Hun er utrolig hurtig til at lærer, og er motorisk meget dygtig. F.eks. fik hun en cykel med støttehjul da hun blev to år, som hun nu kører på selv og hun kravler sikkert op og ned af stigen til storebrors hule - også selvom hun ikke må. Hun er meget selvstændig og meget stædig.
Nu er hun så begyndt ikke at ville have ble på. Så i den sidste uges tid har vi så ladet være. Men jeg er jo bange for det er for tidligt. Hun har kun få uheld, men siger ikke til selv før ganske kort før hun tisser. Ellers får hun hjælp til at huske at komme der ud.
Er det for tidligt at træne renlighed? Hun vil jo gerne selv, men vi ved godt at hun er alt for lille til selv at bestemme.
Generelt synes jeg det er svært at have en pige, som stormer frem og ikke er begrænset af ikke at kunne. Hvis der er noget hun vil, så gør hun det. Også selv om det er noget nyt hun ikke burde kunne. Det er nok for hende hvis hun ser andre gøre tingene ganske få gange.
Hvordan hjælper vi hende bedst så hun ikke pludseligt bliver slået helt tilbage mht renlighed? Og hvordan tackler vi hendes hurtige udvikling?
____________________________________________
Tak for dit spørgsmål.
Du fortæller, at du har en datter der er hurtig i sin motoriske udvikling, og som er i besiddelse af en vis portion stædighed og selvstændighed. Det er jo først og fremmest rigtig dejligt, men det kan også gøre forældre forpustet ind imellem, fordi tingene sker i et helt andet tempo end forventet.
Barnets eget tempo
Barnets motoriske udvikling sker i barnets eget individuelle tempo og er blandt andet styret af hjernens udvikling, men også af i hvilket omfang barnet bruger sin krop, og hvor meget barnet får mulighed for at øve sig. Men barnet kan først lære at cykle, når de centre i hjernen der styrer motorikken er tilstrækkelig udviklet.
Som på alle andre udviklingsområder er det væsentligt, at vi på den ene side ikke presser barnet til at lære noget det ikke er parat til at lære, men samtidig er det vigtigt at vi giver barnet mulighed for at øve sig, når det giver udtryk for at være parat.
Så når din datter giver udtryk for at være parat til at udforske og øve sig i forskellige motoriske aktiviteter skal hun blot have lov til det. Måske er hun hurtigere end din store søn, hvilket også kan være medvirkende til at du synes hun er endnu hurtigere. Man kommer mange gange til at sammenligne sine børn i deres udvikling. Men det er vigtigt at man giver dem plads til deres forskelligheder, selv om man mange gange kan stå lidt undrende over for dem. Din datter har muligvis brug for at få lov til at udforske og øve sig i ting tidligere end din dreng har haft.
Hvis du oplever din datter er parat til at smide bleen, er det ok at begynde at støtte hende i at blive renlig, for det kræver altid støtte fra os forældre, det kommer aldrig bare af sig selv. Det er en betydningsfuld periode i barnets liv, der hænger sammen med udvikling af selvstændighed og ansvar.
Små skridt
Det mest almindelige er at drenge bliver renlige lidt senere end piger og det er ikke ualmindeligt at piger bliver renlige lidt før 3-års alderen. Det er også almindeligt at barnet bliver renlig først om dagen og derefter om natten.
Renlighedsprocessen kræver for det første at barnet er modent til det og har lyst til at samarbejde om det, og derudover kræver det at vi forældre udviser stor tålmodighed.
Omkring 1½ års alderen begynder børn at få en fornemmelse af de spændinger, der kommer i musklerne i bækkenbunden, og de bliver opmærksomme, når de har vandladning og afføring. Men det er stadig kun en fornemmelse, og de fleste børn har ikke kontrol over hverken vandladning eller afføring i denne tidlige alder.
Tegn på parathed
Det kan nogle gange være svært at vurdere om barnet er parat, men der er nogle tegn der ofte går igen; Måske udviser barnet nysgerrighed omkring potten eller toilettet. De vil måske gerne med forældrene eller vennerne i institutionen på toilettet, for at se hvad der foregår derude, og spørger måske ind til hvad det er der sker. Er måske interesseret i hvad der er i toilettet og hvor det bliver af når man trækker i snoren.
Nogle børn har det også sådan, at de trækker sig lidt væk fra andre – familien eller de andre børn, når de har afføring i bleen. Nogle stiller sig bag en dør eller stol, så de har lidt fred og ro til det der skal klares, andre børn bliver meget urolige og begynder f.eks. at stå at trippe eller lignende. Alt sammen er det tegn, der for det meste fortæller os, at det er nu vi skal være lidt ekstra opmærksomme på at vores barn er ved at blive parat til at begynde at smide bleen.
Det er også almindeligt, at der er lille form for mønster når børn bliver renlige:
1. Barnet siger til, når det har tisset eller haft afføring i bleen
2. Barnet siger til, mens det tisser eller har afføring i bleen
3. Barnet siger til, lige inden det tisser eller har afføring i bleen
Tålmodig støtte
Du støtter bedst din datter i sin renlighed ved at have øjnene åbne overfor hvad hun viser dig og påskønne det. Når hun siger at hun tisser i bleen eller bukserne, følger du hende bare på toilettet og roser hende (uden at være alt for overstrømmende) for at sige til. Efterhånden vil hun genkende fornemmelsen af snart at skulle på toilettet, så du i tide kan nå at følge hende derud. Skæld hende ikke ud ved uheld, men vær neutral og sig til hende ”Det var ærgerligt at vi ikke nåede det”.
Hjælp hende lidt ved at huske hende på det, men bed hende ikke i tide og utide om at gå på toilettet. Hun skal stille og roligt lære at ragere på fornemmelserne. Læg mærke til hendes reaktioner, og foreslå hende at gå på toilettet, når du f.eks. ser hende stå og trippe eller bliver urolig.
Når din datter er på vej til at blive renlig giver det en del ekstra vasketøj, fordi uheld ikke kan undgås. Det er en fordel for hende, hvis hun har tøj på der er let at tage af og på. Og sommeren er jo et godt tidspunkt, fordi der ikke er så meget der skal af når det sker..
Hvis hun på et tidspunkt ikke mere vil på toilettet og ikke vil samarbejde, er der ikke andet at gøre end at stille og roligt at give hende ble på igen, give hende ro omkring det, uden at problematisere det og prøve igen på et senere tidspunkt. Der er mange børn, hvor det bliver en del af processen, igen at vende tilbage til bleen i en kort periode, indtil de igen melder ud de er klar.
Jeg håber du kan bruge mit svar.
Venlig hilsen








































