Renlighed

Brev: 

Hej Charlotte.

Min kone og jeg har to drenge på henholdsvis 5 og 8 år. De er sunde og raske, nogle gange for raske som drenge nu kan være. Vi har som alle forældre haft vores "problemer" under opvæksten med et hav af spørgsmål, uvidenhed osv. i forhold til børnenes ve og vel. Alt i alt mener vi nu selv, vi har klaret det udemærket og er da heller ikke løbet ind i de helt store og uoverskuelige problemer.

Men nu synes vi, at der nærmer sig en enkelt efterhånden. Jeg ved egentlig ikke, om det overhovedet er et domæne du har med at gøre, men nu har jeg i min søgen på nettet prøvet flere hjemmesider med sundhendsplejerske, børneportaler, Sigrid Riise osv og ingen steder er jeg faldet over steder, hvor man rent faktisk kunne skrive til nogen.

Så fandt jeg dig og nu prøver jeg alligevel i håb om lidt hjælp eller henvisning.

Vores yngste, Jonas på som skrevet 5 år kan simpelthen ikke holde sig ren. Det har nu stået på i snart 1½ år sådan on and off. Efter laaaaang tid med forsøg på at smide bleen lykkedes dette endeligt om dagen, ikke om natten endnu.

Desværre er det ikke kun dette. I dagstimerne er det 3,4 ja 5 gange om dagen, hvor han ikke når på toilet i tide med det resultat, at han ofte har en "prut" og nogle gange noget mere i bukserne.

Han er selvfølgelig ked af det når det er sket, men han reagerer simpelthen ikke på det. Nogle gange heller ikke efter det er sket kan legen og tiden sagtens gå og først længe efter opdager vi det når han skal tørres efter et rigtigt toiletbesøg.

Min kone har talt med vores læge om det, der ikke mener det kan være noget fysiologisk - men hvad så.

Er det bare sådan han er, går det over, skal/kan vi gøre noget ekstra for at hjælpe osv. Håber du har en vinkel til dette.

Jeg er pt. i udlandet arbejdsmæssigt, min kone og børn derhjemme. Vi skal heldigvis snart være sammen igen og så kunne det jo være rart om vi kunne gøre fælles front mod dette lille omend noget "irriterende" problem.

Mange hilsner,
Klaus

 

Svar: 

Kære Klaus

Tak for dit spørgsmål.

Ja, det er jo dejligt og til tider ”livligt” at have to raske drenge i hjemmet.

Først vil jeg sige til dig, at jeg synes det er rigtig godt i har undersøgt hos lægen om der er noget fysiologisk i vejen med Jonas. Det er altid vigtigt at kunne udelukke dette inden man går i gang med at støtte på andre måder.

Der er nogle børn, der efter de er blevet renlige igen begynder at tisse og lave i bukserne. Det kan der være mange forklaringer på. Jeg kan desværre ikke fortælle dig hvad grunden kan være for Jonas, da det kræver et kendskab til ham og hans/jeres hverdag.

Er der sket nogle ændringer i jeres liv, som kan have en følelsesmæssig betydning for Jonas, eller er der noget i f.eks. børnehaven eller andet som kan give lidt af en forklaring.

Hvis Jonas går i børnehave, vil det være en god ide at snakke med dem og sammen finde ud af hvordan i bedst hjælper Jonas i denne situation.

Jeg kan godt forstå det er et ”irriterende” problem, og man bliver som forældre frustreret når man ikke forstår hvorfor det sker og ikke kan løse problemet.

Og det er forståeligt nok hårdt for din kone at stå alene med problemet, så det bliver dejligt for jer når i igen er samlet i den lille familie og måske lettere kan dele problemet dagligt og støtte hinanden.

Mit forslag er, at prøve og gribe det an på den måde, at Jonas har et problem som han har brug for jeres hjælp til at løse.

Du skriver han bliver ”ked af det” når det er sket. Vis ham forståelse for denne følelse, ved at sige til ham, i kan se han er ked af det, men nu hjælpes vi ad med at finde noget ret og tørt tøj til dig.

Så vidt det er muligt skal i undgå at vise i er irriteret og frustreret over at det sker, men i stedet vise ham, at i vil hjælpe ham med at løse problemet. For han har et problem han har brug for jeres hjælp til.

Prøv også så vidt muligt at undgå han får en negativ kontakt omkring det (selv om det kan være svært gang efter gang). I skal heller ikke ignorere det, men tænk på det som at det er en ting som andre ting han ikke magter selv lige nu og skal have jeres hjælp til.

Husk at give ham positiv opmærksomhed på andre områder i løbet af dagen, så det jeres samvær ikke kun handler om at han ikke holder sig tør.

Hjælp ham i løbet af dagen med at huske at komme på toilettet, og gør det som en naturlig ting uden for mange ord og roser…bare sådan helt naturligt. Undersøg om der er bestemte tidspunkter det sker på og indret evt. toiletbesøgene efter disse.

Tænk at det ikke løses lige fra den ene dag til den anden, find al jeres tålmodighed frem og tænk det hele tiden ind at i skal hjælpe Jonas med at få løst dette problem.

Hvis det bliver ved med at være et problem, og i har brug for nærmere råd og vejledning, har i den mulighed, at kontakte PPR- psykologen i jeres kommune. I har som forældre altid ret til at henvende jer til psykologen for en samtale om jeres barn, også selv om jeres søn ikke er indstillet til psykolog.

Held og lykke med det og god tur hjem når du når dertil.

Brevkasse: 

Tilføj kommentar