4-årig vil sove i mor og fars seng

Kære Charlotte

Hvad er det vi gør forkert?
Vi har en dejlig dreng på 4 år, som har meget svært ved at acceptere, at han skal sove på sit eget værelse og i sin egen seng HELE natten.

Da vores søn var omkring 9 måneder var en meget syg i en lang periode, og fik lov til at sove inde hos os. Da han for et års tid siden blev storebror og lillesøster skulle sove hos os, fik han en lille madras ned på gulvet - således at han ikke følte vi gjorde forskel, da han var en smule jaloux (og stadig er det ind i mellem).

Det fungerede fint og der var ingen ballade, når han skulle i seng. Da lillesøster var knap 2 måneder flyttede hun ind og sit eget værelse og
vi besluttede derfor, at storebror også skulle lære at sove i sin egen seng igen. Og det har vi så kæmpet med siden.

Vi besluttede her efter sommerferien, at NU skal han lære det og fortalte ham, at vi havde besluttet at han skal lære at sove i sin egen seng hele natten, men gerne må komme ind om morgenen. Ligesom sin lillesøster. Han startede med at sige "Det vil jeg ikke!", og som jeg sagde til ham, det kan jeg godt forstå, men det skal du for vi sover ikke godt, når vi ligger så mange i sengen. Han spørger stadig hver aften, om han må komme ind til os om natten, selvom han kender svaret.

Han er altid blevet puttet i sin egen seng, men vi er blevet hos ham til han er faldet i søvn. Han ligger og lurerpasser, og vågner meget let. Det kan være tidligt på aftenen eller sent om natten hvor han vågner, og helt automatisk går ind hos os.

Han har en vågelampe på sit værelse og vores soveværelse er lige ved siden af. Han har sagt en enkelt gang, at han er bange for der komme nogle onde mennesker, når vi sover. Vi har svaret ham, at vi jo er der til at passe på ham og der ikke sker noget - og siden har han ikke talt om det. Nogle aftener/nætter kan ende med skrig og skrål - og meget frustrerede forældre.

Det nye "godnat-ritual" startede med at vi læste ml. 3-5 sider og satte os på en stol på hans værelse. Nu er stolen så rykket ud i gangen og døren står på klem, så han lige kan se den af os, der putter ham.

Hvis vi f.eks. læser og går ind i soveværelset, hvor han kan høre os, flipper han ganske enkelt helt ud! Vi har talt om det kan have noget med tryghed at gøre, eller blot at han næsten altid har været vant til, at han sov hos os?

Han er en meget stædig og viljestærk fyr med et hidsigt temperament. Han råber og skriger at han ikke vil ligge i sin seng, fordi den er gammel eller ulækker, kaster med sovedyr eller bøger. Vi har prøvet at tackle det stille og roligt, ignorere ham og jeg ved snart ikke hvad, men det hjælper ikke.

Vi talte forleden om, hvad det er vi gør forkert. Vi er meget konsekvente, hvis vi lover eller truer med noget, hvilket man jo desværre følger sig nødsaget til at gøre nogle gange - også selvom det ikke altid virker - ja, så holder vi fast i det vi har sagt.

Jeg vil så nødigt have, at han søvnproblemer kommer til at følge ham senere i livet.

Håber at du har nogle gode råd - ellers må vi overveje, om vi skal have en konsultation.

Mange hilsner
Fra de frusterede forældre

___________________________________________________

Kære de frustrerede forældre
Tak for jeres spørgsmål.
Jeg tror ikke der er mange forældre, der ikke på et eller andet tidspunkt oplever det er vanskeligheder omkring søvn og sovemønster med deres barn.
Der er ingen tvivl om at det er et emne/problem, der kan dræne os forældre for energi, specielt, hvis det er noget der står på over en længere periode.

At et barn ikke vil sove, vågner gentagne gange om natten, ikke vil puttes, ikke vil sove i egen seng mm., er noget der kan påvirke os i negativ retning, fordi det er trættende og udmattende ikke at kunne få sit barn til at sove på den måde, som vi som forældre tænker, ville være bedst, og fordi det er ”den rene tortur” ikke at få sammenhængende søvn over længere tid.

Du fortæller jeres dreng var syg i en længere periode da han var 9 måneder gammel og at I derfor valgte at han måtte ligge i jeres seng. Det lyder som en fin beslutning, som I alle har haft det fint med. I var meget opmærksomme da lillesøster kom og valgte at jeres dreng stadig måtte være i værelset sammen med jer, I valgte sammmensovning for hele familien.

Jeres lille dreng var helt med på den nye aftale, med at han ”rykkede sig lidt” og gav plads til lillesøster i sengen og han på sin lille madras på gulvet. Det er flot at han sammenarbejdede så fint med jer om denne forandring :o)!!

Jeg læser det som, at I for ca. 8 måneder siden tog beslutningen om at jeres dreng skulle sove alene, men at det ikke har fungeret. Har I mon i denne periode gjort lidt forskelligt, med nogle gange at lade ham sove hos jer og andre gange gennemført at han skulle sove selv?

Du skriver at NU skal det være, og at I har talt med jeres dreng om det.
Det er en rigtig god ide at I har talt om det og har fortalt, at nu har far og mor besluttet at han skal sove i sin egen seng, da I ikke sover godt når I ligger i samme seng alle sammen.

Det er en hel sund reaktion at han siger det vil han ikke, og jeg tænker også det er naturligt, at han prøver om hvor meget jeres beslutning nu holder, om I virkelig mener det I siger.
Han spørger hver aften, selv om han kender svaret. Selv om I tænker han kender svaret, er det vigtigt at tage spørgsmålet helt seriøst og svare ham hver gang, og ikke lade jer friste til at sige til ham at det ved han jo godt….. Bliv ved med at sige at han skal sove i sin egen seng, og hvis han vågner, vil I komme ind og putte ham eller følge ham ind i sin egen seng igen, I vil hjælpe ham til at lære det.

Omkring putningen med en god lille historie er altid dejligt, som regel både for os forældre og for vores børn. At have gode og faste ritualer inden sengetid er noget af det bedste, fordi det giver børn en ro at vide hvad og hvordan tingene skal ske. Hvis I har nogle faste ritualer, har han stadig brug for at de gentages aften efter aften og brug for at der er nærhed og ro omkring slutningen på dagen.

Når man er 4 år, har været i børnehaven det meste af dagen (måske) er det også rigtig godt at slutte dagen med en lille snak om dagens hændelser sammen med mor eller far på sengekanten.

I skal være opmærksomme på, at omkring 4 års alderen er det ikke ualmindeligt, at børn kan drømme/have mareridt eller blive lidt bange for mørket. (Se evt. andre spørgsmål om emnet her i brevkassen). Når I trøster og beroliger ham, er det vigtigt at høre hvad han fortæller og berolige ham, som i gør ved at sige at I passer godt på ham. Sig til ham, at man nogle gange godt kan tænke på grimme væmmelige ting, men at I er der til at passe på ham. Spørg ham om det hjælper lidt hvis lyset er tændt, eller døren står på klem eller som I gør bruger vågelampen.

I skal være opmærksomme på at forandring tager tid, det kræver at I mange gange om natten går ind og putter jeres dreng igen i sin egen seng hvis han står op. Den bedste måde I hjælper jeres dreng til at denne forandring bliver en realitet er at I er vedholdende med at hjælpe ham med at lære det og ikke mindst at I er enige om beslutningen og at jeres beslutning virkelig er ønsket.

Jeres dreng vil mærke at I mener det og vil blive mere rolig, hvis han kan se I ikke er I tvivl om det er det bedste for ham og jer alle sammen.
Du spørger hvad I gør forkert? Jeg tænker ikke I er noget forkert. Men I skal tro på jeres beslutning om at det er det bedste for jeres dreng og jer, og I skal være tålmodige og give det tid at der nu skal laves om på tingene.

Måske kunne det være en ide ikke at sidde på en stol ude foran døren, men i stedet gå ind i stuen og vende tilbage mange gange for at trøste og berolige. Jeres dreng er jo faktisk sat på ”hårdt aftenarbejde”, for han er nødt til at ligge og lure, for at holde øje med om I stadig sidder foran døren. Måske vil det på sigt give ham lidt mere ro, hvis han ved at I er i stuen eller køkkenet, han slipper i hvert fald for at bruge energi på at holde øje med om I er der, da han ved hvor I er, men også at I selvfølgelig vender tilbage, hvis han har brug for jer. Fortæl ham hvad I går ind og laver, så han ved hvor I er: ”Mor går ind i stuen og lægger tøj sammen, men jeg kigger ind til dig igen om fem minutter”.

Nogle gange kan et være rigtig godt at få en samtale med en udenforstående om den situation man er i. Man kan være kørt fast i et mønster, der kan være svært at bryde. Ikke fordi man ikke ønsker det, men man gør måske ting, som man ikke selv har øje for man gør og det der sker i situationen.
En konsultation vil til alle tider være en meget mere nuanceret rådgivning end I kan få her i brevkassen, så hvis I synes det kunne være behjælpeligt for jer, vil jeg råde jer til at kontakte en psykolog eller anden rådgivning for at tale situationen igennem og få øje på hvad I kan gøre anderledes i situationen.

Jeg ønsker jer alt mulig held og lykke og håber I kan bruge min besvarelse af jeres spørgsmål.

Venlig hilsen,