6 måneder og vil ikke sove
4. maj 2010

Jeg har en søn på ½ år som ikke har den store lyst til at sove. Han vågner mange gange både i barnevognen om dagen og om natten. Jeg synes det er meget hårdt, men jeg er også bekymret for ham, for han får jo heller ikke den gode søvn.
Om dagen står han som regel op omkring kl. 7.00, hvorefter vi leger og han bliver skiftet osv. Efter 1½ til 2 timer kører jeg en lille tur i barnevognen med ham. Han kan godt falde i søvn uden at blive kørt med, men jeg har jo også godt af lidt frisk luft og motion.
Efter et stykke tid vågner han, hvorefter jeg igen kører lidt frem og tilbage med ham. Sådan kan jeg gøre en 3-4 gange, hvorefter jeg til sidst opgiver og tager ham op.
Mange gange ligger han med åbne øjne når jeg, under hans lur om formiddagen, kommer ud til barnevognen. Jeg har forsøgt, at tage ham op første gang han har øjnene åbne, hvilket resulterer i, at han bliver pylret efter 10 min. Om eftermiddagen bliver han igen lagt ud - men igen får han kun lidt søvn. Til aften får han en gang i mellem en lur på ½ times tid, hvorefter han bliver lagt i seng ca. kl. 20.
Han får først flaske i stuen og bagefter drikker han resten i sengen. Her sover han som regel et par timer før det store ræs starter igen. I går nat var vi oppe 11 gange, i nat var det dog kun 7 gange. Han får sutten og hvis det ikke kan trøste ham, så giver vi ham en tår at drikke, enten amning eller en flaske. Når han får flaske bliver han ikke taget op, men når det er amning sidder jeg i en stol på værelset og ammer.
Det skal siges, at jeg er holdt lidt op med at amme og giver lidt flaske i stedet, for at se om det kan hjælpe. Derudover får han grød til middag og eftermiddag, og kartofler og gulerødder til aften, så jeg synes jo ikke han burde vågne af sult.
Han er blevet flyttet på eget værelse for at se, om det var os ,der vækkede ham, men nej! Han har prøvet at sove i vores seng, for at se om det var tryghed ham manglede, men nej!
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre! Mine kræfter er ved at være brugt op, og jeg går nogle gange i seng kl. 20 når jeg har puttet ham simpelthen for at få lidt sammenhængende søvn. (Ja, det gavner jo ikke ligefrem parforholdet!)
Jeg ved ikke, om du kan hjælpe mig, for jeg føler ikke, at jeg har flere ideer til, hvad jeg kan forsøge. Og at snakke med sundhedsplejersken er forsøgt, og hun mente, at det nok skulle gå i sig selv igen, når han begyndte at få grød mv. men det er jo så 2 måneder siden nu!
Jeg ved ikke, om jeg skal vente længere.
Jeg ved ikke, om jeg skal ”slukke babyalarmen” og lade ham selv falde i søvn igen med gråd uden at mor eller far kommer ind og trøster ham, om det kan hjælpe i det lange løb. Eller om vi skal tage ham op, når han græder om natten for så at putte ham igen. Det hjælper jo mange gange bare at give sutten.
Jeg håber, at du har nogle forslag til, hvad jeg skal gøre, for vi er ved at køre surt i det herhjemme.
Mange hilsner fra en fortvivlet mor
__________________________________________
Kære fortvivlede mor
Tak for dit spørgsmål.
Når man i en periode over tid bliver afbrudt i sin nattesøvn igen og igen, ja, så er man en fortvivlelse nær. Det er meget udmattende og jeg kan ud at dit brev læse, at du naturlig er meget meget træt og dine kræfter er ved at være brugt op.
Du hat talt med sundhedsplejersken, som egentlig også ved mere om dette emne end jeg, men jeg vil alligevel forsøge at give dig nogle råd.
Når din lille søn skal sove i barnevognen om dagen, tror jeg det kunne være en ide at prøve ikke at gå tur med ham. Du vender ham til, at når han skal sove og sover så er barnevognen i bevægelse. Små børn bliver hurtigt vant til rutiner og jeg tænker, at han hurtigt og let vil vågne når barnevognens bevægelser stopper.
Du vil gerne ud at gå tur, for at få lidt luft og motion, og det kan jeg godt forstå. Men kunne det måske være en ide i stedet at gå en tur med barnevognen på et tidspunkt, hvor det ikke er hans sovetid? Han er ved at være så stor, at du kan give ham en lille pude i ryggen, så han kan kigge sig lidt omkring og indtage noget af den store verden, sammen med mor.
Put ham i barnevognen når han skal sove uden at køre den. Hvis han vågner giv ham sutten, et lille ”ahe” på kinden men lad vognen stå stille.
Giv ham evt. en lille bamse eller lignende som altid er med ham når han sover.
Et bad og en lille sang
Om aftenen når han skal sove, er det godt at lave et fast ritual der er på samme måde hver aften. Giv ham evt. et bad inden sengetid, skab en hyggelig stund, så dagen slutter roligt og ens hver dag. Han vil efter et stykke tid forstå, at bad er begyndelsen på at dagen slutter.
Put ham i sengen med en lille stille sang og sig derefter godnat og sov godt. Signaler, at nu er dagen slut, og nu skal han sove.
Når han vågner om aftenen og natten, så giv ham sutten og signaler forsat det er nat, ved ikke at tage ham op af sengen. Tal med stille stemme, giv ham sutten og hjælp ham til at forstå det er nat. Du skal regne med, at det skal du i starten gøre mange gange, for det er ikke lige at lave om på vaner for små børn og få skabt nogle nye.
Slut med amning om natten
Jeg tænker også, at han ikke har behov for at blive ammet mere om natten. Så hvis du er parat til det, så beslut dig for at dette er slut. Han skal have hjælp til at lære, at selv om man vågner om natten, så betyder det ikke at han skal spise. Giv ham evt. lidt vand, hvis du tror han er tørstig.
Tålmodighed i overgangsperioden
Det der er det sværeste er, at gennemføre sine beslutninger når man er træt og bliver vækket for 10. gang. Det vil kræve lidt tid at vænne din søn til den nye måde, så hvis du beslutter dig for dette, må du også beslutte dig for at være lidt tålmodig, og indstille dig på, at overgangsperioden kan være anstrengende.
Mht. at lægge din søn på eget værelse, så skal du forsætte med dette, hvis det er det du har det bedst med. For nogle er det lettere, at have barnesengen ved siden af sig, så man slipper for at skulle ud af sengen. Nogle synes det er lettere, at kunne række hånden ud og give sutten. Men du skal gøre hvad du synes der er bedst og lettest for dig. Det er nemlig også vigtigt du mærker efter, hvad du har mest lyst til, for det handle også om for dig, at lave den løsning der er lettest for dig, så du ikke forsat vil være så udmattet.
Pas på parforholdet
Det er hårdt for parforholdet, når begge er trætte, udmattet og fortvivlet. Tal sammen om hvordan i vil lave ændringer, og støt og hjælp hinanden. Kunne I evt. skiftes til at have opgaven, at gå til jeres søn og give ham sutten, så du nogle aftener og nætter vil kunne få en sammenhængende søvn. Du har brug for det. Planlæg en gang imellem en aften, hvor i laver lidt ekstra god mad og får talt sammen og ”set lidt” på hinanden. Lyt til hinanden og fortæl hinanden hvordan i har det.
Hvis du er i en mødregruppe, så snak med de andre om hvad og hvordan de gør. For du kan være sikker på, det er en situation, som de andre også kender til. Del også jeres erfaringer og støt hinanden i de ting der er svære og opslidende.
Jeg håber du kan bruge mine råd. Prøv ellers igen at tale med din sundhedsplejerske, og spørg hende om hvad hun har af erfaringer med hvad andre gør der er i samme situation.
Og lige til sidst. Husk alle de små sjove og dejlige ting du oplever med din søn, så hans søvn og hvad det medfører, ikke kommer til at fylde det hele.
Held og lykke.
Med venlig hilsen










































