Amning forbudt
21. juni 2013
Der har været megen debat om amning i det offentlige rum. Ny afgørelse fastslår, at en restauratør kan modsætte sig at gæsterne ammer i restauranten
I en konkret sag har Ligebehandlingsnævnet frifundet en restauratør, som havde påtalt, at en kvinde ammede sit 9 måneder gamle barn i restauranten. Kvinden forlod herefter restauranten og lagde sag an ved Ligebehandlingsnævnet, fordi hun mente, at der var tale om et brud på Ligestillingsloven.
Hun mente at hun var blevet diskrimineret, fordi hun skulle spørge om lov til at amme og lagde vægt på at Sundhedsstyrelsen opfordrer til, at kvinder ernærer deres børn ved amning og at barnet jo skulle have mad. Derfor bør man ikke blive smidt væk fra offentlige steder med besked om, at man opfører sig anstødeligt.
Restauratøren henviste til, at det var selve handlingen at amme, der blev afvist i restauranten. Det er således ikke ammende kvinder som gruppe, som blev afvist. Derfor mente restauratøren ikke der forelå forskelsbehandling eller diskrimination.
I sin afgørelse lagde Ligebehandlingsnævnet vægt på at ifølge Ligestillingsloven, så skal forbuddet mod amning være begrundet i et legitimt mål, og at et legitimt mål for eksempel kan være hensynet til privatlivets fred og blufærdigheden. Det fremgår endvidere, af loven, at enhver begrænsning bør være hensigtsmæssig og nødvendig.
Herefter fandt nævnet ud fra en konkret vurdering, at der er tale om et legitimt formål af hensyn til blufærdigheden og frifandt dermed restauratøren.
Afgørelsen er af principiel interesse, fordi der i samfundet længe er pågået en debat om amning i det offentlige rum. Debatten går meget på argumenter, som er meget ens med de argumenter, som Ligebehandlingsnævnet tager stilling til i den konkrete sag; Nemlig barnets behov for mad contra hensynet til blufærdigheden i det offentlige rum.
Se mere om afgørelsen på










































