Et kikset minde
23. februar 2014
Men gør ikke, som jeg gjorde mod min datter engang.
Af psykolog Charlotte Clemmensen.
Følg Charlottes blog på www.foraeldreklubben.dk
I denne uge har egne minder, tanker, reklamer, butiksudstillinger, børn i legetøjsbutikker og forældre, der søger lånekostumer, inspireret mig til at skrive om fastelavn – og fortælle en personlig historie.
Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg altid hadet fastelavn. Jeg synes, det var et kæmpe arbejde at få fremstillet fastelavnsdragter til alle 3 unger. Jeg ville have, de skulle være flotte. Det lå mig meget på sinde, at mine unger var stolte og tilfredse, når de drog af sted. Men kors i hytten, vi skulle tidligere op end vanligt for at sminke, klæde på, fotografere og selvfølgelig nå lidt morgenmad. Og så skulle vi sørge for, at alle var glade og tilfredse og gerne lidt stolte, når de drog af sted til børnehave og skole. Det værste var de gange, hvor en af dem drog af sted, og ikke var tilfreds eller glad for sin udklædning. Føj, det gav rigtig dårlig samvittighed!
Engang for længe siden skulle min datter klædes ud til fastelavn - ja, som alle andre børn. Hun vidste ikke helt, hvad hun ville være, men noget med en eller anden figur fra en film, en ”prinsessenoget”, som jeg ikke helt syntes om. Hun vidste ikke helt klart, hvad hun gerne ville.. Men jeg – hendes mor – vidste det!
Mathilde – et smukt stjerneskud.
Jeg havde selv et projekt i hovedet – allerede inden jeg havde spurgt hende. Jeg havde et sted set en, der var klædt ud som et STJERNESKUD!
Jeg synes, det var fantastisk – og mellem os sagt – også lidt let at lave (en plasticpose af de store, lidt gammel julepynt og en gammel papstjerne, jeg havde liggende i kælderen, og et par stjerner klistret på kinderne). Yes! Sådan - det var sagen!
Lige nøjagtig sådan en morgen, en af de værste, var den dag for længe siden, da Mathilde drog af sted til skolen udklædt som et stjerneskud, som kun hendes mor syntes var fantastisk. Hun glædede sig ikke til at slå katten af tønden som et stjerneskud! Der var ingen magi, ingen særlige kræfter, ingen speciel ”sødhed”, og hun lignede ingen af de andre. Jeg kan næsten mærke den dårlige samvittighed endnu. Hun var ikke glad, og følte sig ikke som noget særligt på denne dag – fastelavnsdagen. Jeg havde spurgt, men ikke lyttet til hendes svar, om hvad hun gerne ville være til fastelavn. Jeg skulle slet ikke have spurgt.
Mathilde klarede dog dagen som stjerneskud og har ikke traumer af oplevelsen (så vidt jeg ved), men jeg tænker faktisk stadig på det ind imellem.
I dag, hvor hun er voksen, er det blevet en historie, vi griner af, når vi når et bestemt sted ved vores årlige julefrokost. Vi kigger på billederne og siger i kor: ”Nååååårhh… Mathilde”.
Vi taler om svigtet fra en mor, der havde et projekt, en mor der ikke lyttede til Mathildes svar, da jeg spurgte, hvad hun ville være.
En mor, der havde fået en idé om, at det lige måtte være sagen at være et stjerneskud – men for hvem? Ja, for en mor – Mathildes mor!
Og nu udstiller en mor sin datter med denne historie, men hun – Mathildes mor – har fået lov.
Læs også Charlotte Clemmensens klumme:
