flere vælger økologi

Danskerne er glade for økologi. Ifølge Danmarks Statistik blev der samlet set omsat for 4,6 milliarder kroner økologiske føde- og drikkevarer 2008, hvilket er en stigning på 29 pct. i forhold til året før.

Økologiske fødevarer er sundere
Danskerne handler økologisk for at være med til at værne om klima og miljø, men også for at værne om deres egen og familiens sundhed. For økologiske varer er sundere, viser videnskabelige undersøgelser. Et nyt fælleseuropæisk forskningsprojekt har dokumenteret, at økologiske fødevarer, herunder kål, salat, kartofler, tomater og mælk, har et større indhold af vitaminer, antioxidanter, flerumættede fedtsyrer sammenlignet med de konventionelt dyrkede, oplyser Økologisk Landsforening.

Tilsætningsstoffer påvirker helbredet
Tilsætningsstoffer som mistænkes for at påvirke helbredet, benyttes i vid udstrækning i konventionelle fødevarer. Således har en britisk undersøgelse vist at børn der indtog en fuldstændig gennemsnitlig mængde farvestoffer og konserveringsmidler blev hyperaktive og fik sværere ved at koncentrere sig i skolen.
Med økologiske fødevarer undgår man tilsætningsstoffer, idet samtlige 321 tilsætningsstoffer der i dag er tilladte i konventionelle fødevarer, er forbudte i økologiske.

Mad uden sprøjtegift
I konventionelle fødevarer findes der ofte rester af sprøjtegift. Giften kan spores i urinen fra børn, der lever af ikke-økologisk mad. Det viser en undersøgelse fra universiteter i Atlanta og Seattle i USA. I undersøgelsen fandt forskerne rester af sprøjtemidler i urinen fra skolebørn, som levede af almindelig ikke-økologisk mad. Derefter fik børnene hovedsageligt økologisk mad i fem dage, hvorefter giftresterne forsvandt fra urinen. Da børnene gik tilbage til den mad, de plejede at spise, kunne sprøjtemidlerne igen spores i deres urin.

Økologi er godt – også for gravide & ammende
Pesticider og andre hormonforstyrrende stoffer bidrager med stor sandsynlighed til en del af de tilfælde, hvor drenge fødes med misdannet penis, eller hvor testiklerne ikke befinder sig i pungen ved fødslen. Det er konklusionen i en rapport udarbejdet af The Queen's Medical Research Institute i Storbritannien.
Endelig anbefaler overlæge Ph.D. Katharina Main fra Rigshospitalets afdeling for vækst og reproduktion, som forsker i pesticiders hormonforstyrrende effekt, at gravide og ammende spiser økologisk for at undgå hormonforstyrrende stoffer fra eksempelvis pesticider.

Økologi i indkøbskurven
Ønsker du at handle økologisk, findes der et fint udvalg af butikker på nettet der forhandler alt fra sæbe og kosmetik til fødevarer og tøj. Her på BarneGuiden er nettets forhandlere af økologiske varer til børnefamilier, repræsenteret på Økobazaren >>

Kilde: Økologisk Landsforening, Danmarks Statistik