Forælder læs med dit barn
25. juli 2014

Titel: Forælder læs med dit barn
Forfatter: Ragnhild Bach Ølgaard
Forlag: Eventyrligvis
Evigt aktuelt emne
I en tid, hvor der kommer stadig større fokus på forældres læsning med deres børn, rammer en lille bog plet med sine mange bud på, hvordan forældre kan læsestimulere i dagligdagen. ”Forælder læs med dit barn” gør ikke meget væsen af sig, men fortjener stor opmærksomhed på et tidspunkt, hvor vi eksempelvis oplever et flot læseprojekt, som Ordet Fanger sætte fokus på børns læsning i forskellige aspekter. Det samme gør bogen her enkelt og fornemt, men dog også krævende, hvis det skal lykkes fuldt ud.
Hverdags læsetræning med forældrene ved roret
Intentionen med Ragnhild Bach Ølgaards bog er at komme med en vejledning i læseteknik, som forældre kan bruge til et 52 ugers læsetrænings kursus. Takket være den lille enkle fagbog, kan forældre finde metoder og veje til, at deres børn (igen) får læselyst. På alle måder en god idé, fordi flere forældre oplever at skolen ikke alene kan hjælpe deres børn med læsningens svære kunst. I dag er det naturligt – og i vid udstrækning forventet og nødvendigt – at, forældre bakker aktivt op omkring deres børns læring. Ikke mindst hvis der er behov for ekstra opmærksomhed og træning, sådan som bogen her kan vejlede i omkring læsning.
Læs af livets lyst!
Ragnhild Bach Ølgaard er selv uddannet folkeskolelærer og speciallærer. Bogen er ydermere smukt illustreret af forfatteren selv, der også arbejder som billedkunstner. Hendes tilgang til læsestimulering og læsetræning er ganske pragmatisk, ligetil og konsekvent på én og samme gang. Her er klar og tydelig tale. Jo flere aktiviteter forældrene laver med barnet jo bedre! Men hellere lidt end ingenting. Forfatteren understreger at ganske mange aktiviteter har en positiv indvirkning på læseevnen, når blot forældrene er det sig bevidst. Alligevel er bogens ulempe, at bogen i sit ideelle forløb kræver en del arbejde og tidsforbrug. Ikke alene skal barnet og den voksne være sammen omkring de læsefremmende aktiviteter, men ofte vil den voksne også skulle forberede aktiviteter fremadrettet.
Vigtigt værktøj til barnets læseproces
”Forælder læs med dit barn” er ikke bare et fyldigt og inspirerende 52-ugers-idekatalog, men også en fin indføring i læsningens mange faglige mysterier. Med denne bog i hånden vil du som forældre blive godt klædt på til at forstå læseteknik og metoder, ligesom du vil kunne forstå skolens forskellige tilgange til læsning. Forfatteren læner sig ikke op af et bestemt paradigme, men tilsigter at møde børn hvad enten de har brug for at lære at læse på den ene eller anden måde. Derfor præsenteres både aktiviteter til børn, der gerne vil bevæge sig, de der er visuelle og de, som er auditive. Selv om bogen vel næppe vil blive brugt i sin helhed så ofte, ser jeg den som en særdeles fin og vigtig guide til læsning. Læsningens kunst afmystificeres og forfatteren gør det enkelt mere ligetil at arbejde med læsefremmende aktiviteter. Ragnhild Bach Ølgaard har skrevet en hel igennem flot bog, der vil kunne løfte læsningen op for masser af børn. Lad os endelig glæde os over det!
© Nønne Lønne Votborg 2011 for BarneGuiden.dk










































