forældre slår stadig deres børn
15. juni 2007

25% mener at det er i orden
”De allerfleste børn i Danmark bliver opdraget med kærlighed og med respekt. Det er den gode nyhed i vores undersøgelse. Men der er stadig er en stor gruppe børn, som udsættes for vold i opdragelsen. Disse børn har krav på samfundets og omgivelsernes beskyttelse.” siger Charlotte Guldberg, der er formand for Børnerådet. ”Volden viser, at vi voksne ikke tilstrækkeligt har forstået, at vold og hårdhændet behandling ikke hører hjemme i børneopdragelsen. Det virker ikke, og at slå er ekstremt ydmygende og ødelæggende for relationen mellem forælder og barn”, siger Charlotte Guldberg og tvivler på, at afskaffelsen af revselsesretten har haft nogen effekt på antallet af lussinger. For selv om loven klart forbyder forældre at lægge hånd på deres børn, kan forældrene ikke blive straffet, før der er tale om vold med tydelige fysiske skader til følge. Alligevel mener Charlotte Guldberg ikke det vil have nogen effekt at skærpe lovgivningen, men at der skal arbejdes på at ændre på værdier og normer.
Men danskernes holdning har ikke flyttet sig de seneste 10 år og i en ny meningsmåling, som Rambøll har foretaget for Jyllands-Posten, er der fortsat 25 pct. af danskerne, som svarer, at det er i orden at bruge en endefuld eller en lussing i børneopdragelsen.
Få gode råd til opdragelse uden tæsk
Børn tager skade af at blive slået. Bliver fysisk afstraffelse en naturlig del af opdragelsen, kan det føre til, at barnet får store problemer med selvtilliden eller til, at barnet selv bliver én der slår. Det er ødelæggende for tilliden og forholdet mellem forældre og barn hvis mor eller far - den person barnet værdsætter mest - bruger fysisk straf. Barnet har lige så stor ret som voksne til at kunne leve trygt - fri for fysisk afstraffelse.
Når en del forældre stadigvæk synes, at det er "nødvendige onder" i børneopdragelsen er det måske fordi de ikke opdaget, at det er forbudt. Måske tror de ikke, at der er andre "virkningsfulde" måder at opdrage børn på. For hvad stiller man op med en kropumulig unge, hvis man ikke må slå?
Det spørgsmål - og mange flere - kan du få svar på i Børnerådets materialer om afskaffelsen af revselsesretten. Her forsøger Børnerådet også at forklare, hvorfor det er en dårlig idé at slå på børn. Det er jo ikke kun fordi, det gør ondt, at man skal lade være...
Pjecen kan bestilles hos Komiteen for Sundhedsoplysning og koster kr. 10 kr. + ekspeditionsgebyr og porto.










































