gratis skolemadsordning?
27. oktober 2007

Spørger man Det Konservative Folkeparti, så er svaret nej. De konservative mener nemlig at en sådan ordning, vil være at fratage forældrene et vgtigt ansvar for deres egne børn.
”At sørge for sund mad til sine børn er et grundlæggende ansvar, man har som forældre. Vi skal ikke tømme familien for ansvar ved at gøre madpakker til en del af den offentlige forsørgelse. Mad i munden, tøj på kroppen og en varm seng at sove i er og bliver familiens ansvar – ikke det offentliges,” siger den konservative familie- og forbrugerminister Carina Christensen.
Pengene til at finansiere den gratis skolemadsordning vil Ny Alliance finde gennem omlægning af sundhedsforbruget, og selvom Det Konservative Folkeparti også ønsker, at børnene skal have tilbudt madordning i institutionerne og skolerne, så mener de altså, at madordningerne skal betales af forældrene selv.
”Regeringen har netop uddelt 20 millioner kroner til at skubbe gang i madordninger på skoler, så vi gør rigtig meget, men jeg vil til det sidste insistere på, at forældrene, hvis de har råd, skal betale for madordningerne,” siger Carina Christensen.
Mens alle børn med en offentlig finansieret madordning, får tilbudt madordning uanset forældrenes indkomst, siger Carina Christensen, at de konservative i stedet vil give de forældre der ikke har råd til selv at betale for ordningen, mulighed for at søge friplads til madordninger efter samme principper som friplads til institutionsplads.










































