Gravid og trist

Hej Charlotte.

Jeg skriver, fordi jeg er meget frustreret over mit meget lunefulde humør. Jeg er gravid, og venter en lille pige. Jeg skal nedkomme om halvanden måned, og både min kæreste og jeg har selvfølgelig glædet os. Men det er som om jeg ikke kan finde og føle glæden dybt inde i mig selv længere. Det skal lige siges, at min graviditet på ingen måde har været let. Jeg blev syg i starten af graviditeten, hvilket medførte et stort vægttab og blev indlagt. Nu får jeg medicin, men er stadig ikke rigtig rask.

Jeg er trist hver morgen når jeg vågner, og føler ikke rigtig, jeg har noget at stå op til. Jeg går hjemme, da jeg på ingen måde under min graviditet har været i stand til at passe et arbejde eller andet fuldt ud. Jeg føler mig ekstremt ensom, uden egentlig altid at være det. Jeg føler mig træt og uoplagt, og er selvfølgelig enormt frustreret over at skulle ha' det dårligt. Nogle gange føler jeg en kæmpe skyld, får dårlig samvittighed, fordi jeg ikke forstår, hvorfor jeg har det så skidt, og synes ikke det helt er fair, hverken overfor mig selv, barnet i min mave eller min kæreste. Jeg føler simpelthen slet ikke, at jeg kan styre det længere.

Er det "normalt" at have det sådan? Jeg ved godt at ens følelser er lidt ude af balance når man er gravid, men i sådan en stor grad havde jeg ikke forventet.

Håber virkelig du kan give mig nogle svar.

_________________________________


Tak for dit spørgsmål og tillykke med din graviditet.

Når man bliver gravid og venter barn, har man en forestilling om og tro på, at det skal være rart og glædesfyldt. Men for nogle kvinder er situationen ikke som man havde forestillet sig, mange ting bliver helt anderledes.

Det er bestemt ikke sjovt, at være voldsomt belastet af og i sin graviditet, som du har været. Du skriver du er træt, uoplagt, ked af det og har det dårligt både fysisk og psykisk hver dag. Det er helt rigtigt som du skriver, at når man er gravid er det ikke ualmindeligt at være lidt ”ude af balance”, for du er mere sårbar end ellers, og det kan gøre du bliver trist og ked af det.

Under en graviditet er det ikke kun babyen, der vokser. Du forandrer dig også både fysisk, psykisk og socialt – så meget at mange ikke kun reagerer med glæde og forventninger, men også ved at blive frustrerede og kede af det. Det er en svær situation at rumme, fordi det du ønsker sig allermest og havde forventet er, at du ville være glad og glædede sig over din graviditet hele tiden.
Mange kvinder, som du bliver overrasket og måske lidt forskrækket over, at graviditeten også rummer følelser, som angst, bekymring og/eller ambivalens.

Graviditeten er ofte præget af ambivalente følelser, både i forhold til sin partner og det kommende barn. Dette er helt normalt, og det er faktisk med til at gøre dig klar til det store og nye ansvar det er at sætte et barn i verden og skulle være forældre. Du får dårlig samvittighed over for din datter og din mand, fordi du synes du ”burde” være glad og tilfreds. Du skal tænke på, at når du har det sådan og er træt, trist og uoplagt, så har det intet at gøre med, at du ikke er glad for din partner og din lille datter inde i maven.

Det kan være svært at håndtere disse følelser, hvis du har opfattelsen af, at det kun er tilladt at tale om alle de gode og positive tanker, alt det, der umiddelbart fremstår som ubetinget lykke og harmoni. Vordende forældre kan være i tvivl om, hvorvidt de kan tillade sig også at have ambivalente og negative følelser omkring graviditeten. De kan tænke, om de kan tillade sig at have sådanne tanker, når de selv har valgt at blive gravid og indgå i forældreskabet. Men det kan du godt tillade dig, for det er en helt naturlig og logisk del af processen. Giv alle tankerne og overvejelserne plads, for de må godt være der og del dem med din kæreste, din veninde, din jordemoder eller andre du har tillid til.

Det er meget almindeligt at opleve psykiske svingninger, og du må prøve at betragte dem som både brugbare og positive på trods af, at du måske er mere vant til at betragte svingninger som negative. Når du er gravid, undgår du dem ikke, selv om de nogle gange kan være besværligt i dagligdagen, og du kunne ønske dig at være dem foruden.

Hvis du får en grundfølelse af tristhed, vil jeg anbefale dig at tale med nogle om det. Måske kan du bruge din jordemoder, læge eller måske en psykolog til at tale om tingene. Det er vigtigt du ikke bliver alt for trist og går med det alene, da de triste tanker kan bide sig fast og udvikle sig. Men husk dig selv på, at du er gravid og det er ok, at du tænker en masse tanker og ikke orker det samme som du plejer – dine kræfter bliver brugt på noget andet, nemlig på at forberede dig på at blive mor.

Jeg ønsker dig alt det bedste med alt mulig held og lykke.

Venlig hilsen,