graviditet og humørsvingninger

Jeg skriver fordi jeg står en slem pine.. Min kæreste og jeg besluttede for 2 1/2 måned siden at prøve og blive gravide.

Vi har godt nok ikke kendt hinanden ret længe (4-5 mdr.) men det føltes helt rigtigt fra start, og vi var hamrende forelsket.. Det gik meget stærkt - faktisk første forsøg, og det var jo fantastisk..

Vi fik bekræftet graviditeten - og både hende og jeg var MEGET glade, forelsket og helt sikre på vi ville gennemføre det. Hun er nu i 9. uge (vi har selv mistanke om at hun er i 13. uge).. og hendes hormonsvingninger startede for ca. 4 uger siden..

Den første uge startede med dårligt humør som svingede op og ned, kvalme, voldsom træthed osv. og vi var til lægen som tilbød at hun kunne snakke med ham hvis hun synes det blev værre..

2. uge blev det værre, og hun sagde hun bare havde brug for tid til at tænke – hun var usikker på om de nu var det rigtige, og jeg sagde at lige meget hvad ville jeg støtte hende hele vejen igennem..

Hun skød også på at humøret kunne skyldes nogle familiære problemer og sagde hun bare skulle ha lidt plads, som jeg så gav hende, ved ikke at se hende så meget og ikke belaste hende med spørgsmål, og bare støtte hende og prøve at hjælpe med at holde hendes humør oppe..

3. og 4. uge blev det så endnu værre.. Hun isolerede sig totalt i sin lejlighed i mange dage, og havde ikke lyst til at se mig, sin mor eller veninder. Så kom hun rimelig på toppen igen én enkelt dag, hvor hun kyssede og krammede, og der var ingen ko på isen, men derefter røg hun tilbage til hendes nærmest depressions lignende tilstand..

Hun har hele vejen igennem fundet først den ene, så den anden og så den tredje grund til hun er i så skidt humør - men har på intet tidspunkt kunne sætte finger på noget som kunne være en dybereliggende årsag til hendes dårlige humør, end hormonerne..

Jeg opfordrede hende til at snakke med sin læge, men hun nægter, og mener hun selv kan klare sin nedtur. Hverken hendes mor eller jeg kan nå ind til hende med en smule sund fornuft, og her til sidst er jeg blevet sat på porten fordi hun nu pludselig mener at hun ikke elsker mig længere, og det er grunden til hendes nedtur, hvilket jeg jo synes er lidt underligt hun pludselig finder ud af på en aften, efter planlagt barn, stor forelskelse, kigge på lejlighed osv..

Jeg tror mere at det er fordi hun føler sig presset af alt og alle.. selv om ingen presser hende på nogen måde med noget.. og hun nu kun lige kan overskue at tage sig af sig selv, og ingen andre..
Hun vil ingen hjælp have, og vi føler virkelig hun har brug for det, for hun er så langt nede nu at hun kun lige kan klare at gå på arbejde og så hjem i seng.. og jeg ved fra kollegaer at hun også har det ret skidt på jobbet..
Hvad pokker kan man gøre, og er det svigermor og mig der er gal på den eller er dette absolut IKKE en normal reaktion fra en der er gravid?

Hendes læge siger han ikke kan hjælpe hende med mindre hun kommer til ham, eller truer med selvmord - så hvad pokker kan man gøre? Hvordan kan vi hjælpe hende når hun ikke vil ha hjælp?




Hej

Tillykke med at du skal være far.
Mange tak for dit spørgsmål til mig her i brevkassen.

Det er en svær situation du står i, hvor du gerne vil hjælpe din kæreste, som afviser din hjælp. Det er umuligt at hjælpe en person der ikke ønsker dette.

Jeg kan af dit brev læse, at du er bekymret for din kæreste (og dig selv+ jeres forhold), og gør dig mange overvejelser og tanker om hvad det er der sker med din kæreste og jer to som par.

Jeg kan konkret ikke svare dig på, hvad der ligger til grund til din kærestes reaktioner, da det vil kræve en snak med hende selv om situationen og hendes tanker og følelser. Men jeg vil beskrive lidt om hvad der generelt kan ”røre sig” i kvinden når hun bliver gravid.

Det er almindeligt, at kvinder der bliver gravide oplever en vis ambivalens, selv om graviditeten er planlagt og ønsket. Kvindens tanker om graviditeten drejer sig om mulig lykke, glæde og meningsfuldhed og fremtidshåb, men tankerne er også om bekymring og tab.

At blive gravid betyder at kvinden går ind i en helt ny fase i livet, men betyder også at en anden bliver forladt. Man kan sige, at når man begynder et nyt liv, så forlader man også et gammelt.
Man kan gøre sig tanker om at miste sin personlige frihed, retten til at beskæftige sig med sig selv og sine egne behov og være egoistisk. Man mister sin uforstyrrede søvn, friheden til at foretage spontane rejser, at kunne satse helhjertet på sit arbejde og have uforstyrret tid sammen med sin partner. Ens liv bliver anderledes på det sociale plan osv. osv. Man kunne lave en lang liste, og derfor er det ikke underligt eller mærkeligt, at de fleste i graviditeten kæmper med ambivalente følelser.

Bekymringerne kan dreje sig om alt muligt i livs situationen. Er det nu alligevel det rigtige tidspunkt? Er jeg egentlig en moderlig type? Hvad vil der ske med mit arbejde? Er det virkelig det jeg ønsker? Er det nu den far jeg ønsker til mit barn? Vil denne graviditet lykkes og bringe mig det jeg ønsker?

På det mentale plan kommer kvinden ind i et nyt relateringsområde. Der skal skabes en ny nær relation, og dette kan være med til også at skabe en ængstelse, som kan have noget at gøre med mange forskellige ting, som skuffelse i kærlighed, ubesvaret kærlighed, svigt i relationer, forladthed, tab af relationer ved f.eks. dødsfald i det nære, eller mangel på relationer. Mange kvinder oplever, at der opstår spørgsmål om hvorvidt jeg vil være i stand til at elske barnet og vil barnet kunne elske mig, og vil vore parforhold kunne bære og holde til at blive en familie.

Vi ved at dette udspiller sig inde i gravide kvinder, og at følelsen af sorg, vrede og frygt ikke er ualmindelige. Der er dog ikke mange der sætter ord på disse følelser, da det ikke i vores samfund er socialt accepteret at give udtryk for disse negative følelser og tanker.
I vores vestlige verden ligger det i luften og forventes at graviditeten er en lykkelig periode, og det forventes at den gravide er glad og lykkelig. Det er rigtig svært for mange kvinder når de ikke har det som omgivelserne og hende selv har forventet.

Omgivelserne udtrykker en deltagende glæde over graviditeten, og det er rigtig rart, for de kvinder der selv er glade, men rigtig svært, hvis man som kvinde er afventende og ikke føler den store umiddelbare lykkefølelse.

Når og hvis kvinden har negative følelser kan omgivelsernes og hendes egne forventninger om lykke skabe følelser af usikkerhed og en ængstelse af ikke at være ”normal”.
Men det er meget almindeligt at have blandede følelser i sin graviditet i forskellig grad.

At være gravid er både dejligt og svært. Hvis kvinden kan tillade sig de ambivalente følelser og evner at kunne rumme både glæde og sorg, vil graviditetsprocessen fremmes, og det vil gøre hende mere rolig og over tid være medvirkende til at glæden ved graviditeten vil få mere plads.

For dig som far, kan det være svært at skulle rumme, at din kæreste har det på den måde du beskriver. Du har også nogle forventninger og drømme om, hvordan det skal være at skulle være far og partner til sin gravide kæreste, og det er altid svært når ens drømme og forhåbninger brister.

Det vil være en god ide at i tager en snak om og fortæller hinanden om jeres forventninger til hinanden, til jeres parforhold og kommende forældreskab.

I eller du er meget velkommen til at bestille en tid hos mig til en samtale om jeres situation, så både du og din kæreste kan få det bedre og forhåbentligt komme til at finde glædesfølelsen over jeres kommende forældreskab.

Håber du kan bruge mit svar, (det blev lidt langt) du er velkommen til at skrive igen. Jeg ønsker dig og din kæreste alt mulig held og lykke i tiden der kommer.

Med venlig hilsen,